/EMRK-artikel7.jpg)
Norge blev i 2019 dømt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) for at have krænket Menneskerettighedskonventionens artikel 8, der dækker over retten til privat- og familieliv. Sagen handlede om en mor, hvis tre-årige datter var blevet bortadopteret uden samtykke. Dommen lagde vægt på, at Norge ikke havde gjort et ordentligt forebyggende arbejde inden beslutning om bortadoption, og derfor var der allerede der sket en overtrædelse af konventionen.
I Danmark lægger aftaleteksten til Børnene Først og en ny Barnets Lov op til, at kommunerne skal have mulighed for at træffe afgørelse om en bortadoption, allerede før barnet er født. I udspillet til aftalen, der kom før den endelige aftaletekst, talte man endda om at ville lempe reglerne for adoption uden samtykke. Hos Institut for Menneskerettigheder, hvor Anette Faye Jacobsen er seniorforsker, holdt man meget nøje øje med netop denne del.
”Det, de havde lagt op til i første udspil, var dramatisk – blandt andet i forhold til at ville lempe tvangsadoptionsreglerne – og der var jeg bekymret for, om det virkelig var det, de ville. Men det trak de i land med. De var ved at lempe det så meget, at de næsten helt ville fjerne forældrenes ret til familieliv. Det ser meget mere fornuftigt ud nu,” siger hun.
Men selvom det ser mere fornuftigt ud nu – og de har fjernet forslaget om at lempe reglerne i den endelige aftaletekst – så skal vi i Danmark stadig være opmærksomme på, at vi ikke krænker retten til familieliv, fortæller Anette Faye Jacobsen.
”Tvangsbortadoption er et indgreb, som EMD går meget omhyggeligt ind i, fordi det er så voldsomt. Så der er elementer, allerede i den nuværende lovgivning, som man kan være bekymret for vil være noget, som EMD kunne slå ned på. Man skal derfor være meget omhyggelig med sin begrundelse for en adoption, for ellers kan vi også få problemer med EMD,” siger hun og uddyber:
”EMD lægger meget vægt på, at man ikke kun tager bestik af situationen her og nu, for når man laver en afgørelse om adoption, gælder det resten af barnet og familiens liv. Så man skal tænke langsigtet.”
Ekstraordinært tvingende grunde
Ligesom Anette Faye Jacobsen, så mener også advokat Gitte Leth Thomsen, der er stifter af organisationen Barnets Stemme, at vi skal være påpasselige med, at vi ikke kommer i konflikt med konventionen.
”Der er risiko for, at reglerne om bortadoption vil kunne komme i konflikt med Menneskerettighedskonventionen. Hvis man kigger til andre lande, blandt andet Norge, har der i hvert fald været sager, der viser, at Menneskerettighedsdomstolen stiller høje krav til kvaliteten af myndighedernes afgørelser i disse sager - herunder at afgørelserne skal være truffet på et tilstrækkeligt bevis- og vurderingsmæssigt grundlag, hvor der er sket en grundig afvejning af barnets interesser i forhold til hensynet til retten til familieliv, når det vurderes, hvad der er til barnets bedste. Dette taler netop for, at vi ikke skal slække på kravene til de afgørelser, som myndighederne træffer i sager om bortadoption,” siger hun.
Også Caroline Adolphsen, lektor ved juridisk institut på Aarhus Universitet, påpeger, at vi skal være opmærksomme på de signaler, som Menneskerettighedsdomstolen kommer med i forbindelse med andre sager omkring bortadoption.
”Praksis ved EMD omkring tvangsadoptioner tilkendegiver meget klart, at der skal være ekstraordinært tvingende grunde til det. Det skal være absolut nødvendigt, og man skal vise, at man har gjort alt, hvad man kunne, for at bevare familielivet samlet. Derfor kan man sige, at hvis man går ind, før de overhovedet har fået mulighed for at vise forældreevne, så kan man – ud fra de udtalelser domstolen har haft – være i tvivl om, hvorvidt det ville være noget, de ville slå ned på,” siger hun og tilføjer:
”Vores egen højesteret er ikke særlig aktivistiske, hvilket jeg synes er positivt i et demokrati, men de har faktisk i nogle af de seneste sager om tvangsadoption sagt, at selvom man opfylder de danske regler, skal man huske, at man også skal overholde Menneskerettighedskonventionen. Så der er en grænse for, hvor langt ud man kan lovgive, og det er meget sjældent, vi får højesteret til at sige noget, der bare minder om at være så tydeligt.”