Civile sager er stadig sorteper i retssystemet

Nye tal fra Domstolsstyrelsen viser, at antallet af civile sager ført ved landets domstole bliver ved med at falde. Ifølge Domstolsstyrelsens egne tal er der sket et fald på 42% fra 2009 til 2020.

Det skriver Advokatsamfundet på deres hjemmeside.

Det er 20 procentpoint mere end hvad Justitia i maj 2020 kunne præsenterer i deres store rapport om samme emne. Og dermed ser tendensen altså ud til at fortsætte. 

Og det bekymrer Henrik Rothe, der er projektleder og hovedforfatter på rapporten fra Justitia. For selvom de nyeste tal indeholder en del usikkerheder, så peger det i retning af, at de civile sager fortsat bliver nedprioriteret i domstolssystemet. 

"Min umiddelbare reaktion på Domstolsstyrelsens tal er, at man skal være meget forsigtig med at drage konklusioner på baggrund af tal som vedrører den periode, hvor corona har medført uregelmæssigheder i driften hos domstolene. Det kan sagtens tænkes, at der har været advokater som har undladt at indgive stævninger, og man kan ikke afvise at der vil komme en ketchupeffekt måske allerede i år eller næste år. Men hvis faldet er så stort som det synes at fremgå, så understreger det blot de store betænkeligheder ved domstolssystemet, som Justitias rapport fra sidste år konkluderer. Den rapport er i øvrigt den eneste der har søgt at undersøge årsagerne til faldet i disse sager. Og de årsager vi peger på er jo navnlig to ting – alt for lange sagsbehandlingstider og forældede omkostningsregler, hvor man kun får dækket ca en tredjedel for den der taber", siger han til K-NEWS.

Hvem har aben?

Men hvori lægger årsagerne til dette fortsatte fald, og hvem har løsningen?

Til Advokatsamfundets hjemmeside udtaler formanden for Advokatrådets procesudvalg Nikolaj Linneballe, at årsagerne kan findes i det faktum, at flere ikke kender deres retsstilling, ligesom flere afgør tvister ved voldgifter eller simpelt forlig. Ifølge Henrik Rothe er det dog tveægget sværd - for mens forlig som udgangspunkt er en naturlig retsmæssig løsning på en juridisk tvist, så er omstændighederne afgørende for hvorvidt et sådan forlig er retssikkerhedsmæssigt opfyldende.

"Den danske retsplejelov har jo som krav til domstolene, at man mægler forlig – altså at dommeren forsøger at få parterne til at indgå et forlig. Under hele perioden i en sag skal dommeren forsøge at få parterne til at indgå et forlig. Bagsiden er selvfølgelig at der så ikke er en afgørelse som kan lægge til grund for senere præcedens og hermed praksis på området, og det er jo det samme problem ved voldgift. Men det at der indgås forlig er egentlig i god samklang med det man kan kalde den danske model for behandling af civile sager.

Når Nikolaj Linneballe taler om forlig, på hvilket stadie taler han så om det? Hvis man indgår forlig inden sagen går i gang, så er parterne jo blevet enige på forhånd. Og man kan ikke udelukke, at parterne søger at indgå et forlig før sagen overhovedet kommer til domstolene, simpelthen fordi sagsbehandlingstiderne er så lange som de er.

Hellere et dårligt forlig end en langvarig retssag - hvis det er motivationsfaktoren for at indgå et forlig, at man ikke vil se ind i en langvarig retssag, hvor man kan få sine omkostninger dækket, så er det jo retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt. Og der kan man frygte, at man indgår dårlige forlig, som stiller parterne ringere, end hvis de var blevet ført gennem et effektivt domsstolssystem."

Også formanden for Dommerforeningen Mikael Sjöberg giver sit besyv med og peger på, at advokaterne har en rolle at spille i at fremme sagerne hurtigere gennem systemet. Men det er ifølge Rothe en gammel traver, der ikke tager fat det rette sted. For ifølge ham mangler dommerne at tage ansvar for deres rolle i det faldende antal sager.

"Vi har jo i vores rapport meget klart peget på at den tradition vi har i Danmark, hvor dommeren forholder sig passivt og overlader forberedelsen til advokater, at den ikke er hensigtsmæssigt. Vi burde i stedet have det som i Norge og Sverige, hvor dommeren forventes at fremme sagen, så den kommer hurtigere gennem systemet. Vi mener derfor at ansvaret bør lægge hos dommerne. Det er meget nemt at lægge ansvaret over på advokaterne, men man overser i den forbindelse at advokater har mange hensyn at varetage, og det er ikke sikkert at det er i klientens interesse at få sagen hurtigt igennem systemet. Hvis den ene advokat beder om udsættelse, og hvis den anden er presset på tid, så er det hensigtsmæssigt at godtage en sådan udsættelse og dermed trække sagsprocessen i langdrag."