Billede: Shutterstock og screenshot af dommen.
Mikkel Hansen, Viktor Axelsen, Pernille Harder og en stor del af det danske fodboldherrelandshold sagsøgte i januar 2022 bet365 for at bruge billeder af dem og deres navn uden samtykke.
En sag, der faldt dom i i sidste uge, og hvor sagsøgerne fik medhold i krænkelsen samt erstatningskravet på 50.000 kroner per billedopslag på forskellige sociale mediekanaler fra bet365.
Atleterne kan siges at have lidt et ”imagetab” ved at blive forbundet med noget kontroversielt som betting
Advokat Frederik Bruhn
Ifølge Frederik Bruhn, der er partner hos DAHL Advokatpartnerskab og er ekspert i sport- og entertainmentret, er dommen interessant på flere parametre.
“Udover den interesse, som kendte personer i almindelighed påkalder sig, er dommen interessant, fordi den bidrager til forståelsen af, hvad der er kommerciel eller reklamebrug over for saglig redaktionelt brug af kendte personers image på sociale medier. Betting-tjenesten argumenterede jo med, at de har brugt billeder af de kendte atleter som redaktionelt indhold på deres sociale medier til at skabe samtaler og debat om spillere og sport,” siger han.
I dommen fastslår Sø- og Handelsretten dog, at opslagene med billederne - og i et enkelt tilfælde et navn - på de sociale medier vurderes at være sket som led i markedsføring af bet365’s virksomhed, og derfor blev bet365 dømt for krænkelse af retten til eget billede og navn, som beskyttes af almindelige retsgrundsætninger og markedsføringslovens §3.
Et af de aspekter i dommen, som Frederik Bruhn finder specielt interessant, er erstatningskravet. Her peger han blandt andet på, at det kan have haft en betydning, at sportsstjernerne er blevet sat i forbindelse med en betting-tjeneste, der jo kan give associationer til noget negativt som for eksempel ludomani.
“Det fremgår ikke direkte af dommen, men jeg tror, det har haft en betydning i forhold til erstatningsudmålingen. Atleterne kan siges at have lidt et ”imagetab” ved at blive forbundet med noget kontroversielt som betting. Det er jo ikke havregryn, de sættes i forbindelse med,” siger Frederik Bruhn.
Ny måde at opgøre erstatning
Det er også, ifølge Frederik Bruhn, den store erstatning, der skiller sig mest ud i forhold til tidligere domme i lignende sager. For den krænkede part har fået medhold i erstatningskravet på 50.000 kroner per opslag, et beløb, der er valgt ud fra en gennemsnitsbetragtning af, at det nogenlunde er det beløb, sportsatleterne ville forlange, hvis de skulle indgå en aftale med en betting-tjeneste.
“Det, der er interessant, er, hvad der skal til for at dokumentere, at det er måden at gøre det op på. Og det siger domstolen ikke så meget om. Den siger bare, at når vi skal fastsætte, hvilket beløb som atleterne skal have, så ser de på, netop hvad de ville have fået, hvis de selv havde indgået aftalen,” siger han og fortsætter:
“Men også på omfanget af krænkelserne og hvor lang tid krænkelserne har strakt sig over. Og så har det også betydning, at atleterne er i eliteklassen i forhold til deres reklameværdi.”
Hvis man sammenligner erstatningsopgørelsen med en lignende sag fra 2017, hvor et andet betting-selskab også blev dømt, så er eksponeringsomfanget langt mere i fokus i denne nye bet365-dom.
“Men her gjorde man det, at den krænkede part fik 50.000 per billede, der var anvendt og ikke per opslag,” siger Frederik Bruhn og uddyber, at der er flere ting, der er forskellige i de to sager, blandt andet fordi eksponeringen var langt mindre i sagen fra 2017, og betting-firmaet var mindre og havde meget færre følger på de sociale medier.
Men derfor mener han alligevel, at man på baggrund af det godt kan sige, at bet365-dommen er en ny og markedskonform måde at opgøre erstatning på.
“Jeg tror, den kommer til at danne præcedens. Men man skal huske på, at erstatningsudmålingen er sket ud fra en samlet vurdering af den udnyttelse, der er sket af billederne, omfanget og eksponeringen. Andre elementer kan inddrages i andre sager, så den her opgørelsesmetode er ikke bare hugget i sten,” siger han.