/Hans%20petter%20Graver%20web.jpg)
Der er som regel ikke noget usædvanligt i domstolenes arbejde: De udøver magt på vegne af samfundet over for enkeltpersoner, og det kører i langt de fleste tilfælde helt efter bogen. Det er, når det hele bliver sat på spidsen, at det går hen og bliver rigtig interessant, og det er her, at den norske juraprofessor Hans Petter Graver fra Universitetet i Oslo lige nu befinder sig. Under sit forskningsprojekt ”Judges under Stress,” der er finansieret af forskningsrådet i Norge, er han i gang med at finde historiske eksempler på jurister eller dommere, som har ageret atypisk i det samfund, de befandt sig i på det givne tidspunkt – for eksempel i Nazityskland og i Italien under Mussolini.
”De fleste dommere følger historisk set magten og anvender retten, også der hvor den er undertrykkende. Det er den gennemgående tendens, og der kan være mange begrundelser for det. I Danmark så man det for eksempel under den tyske besættelse, hvor der blev anvendt autoritær lovgivning. Det blev opfattet som nødvendigt for at holde jurisdiktionen i forbindelse med tyskernes overtagelse. De fleste i de situationer vil blot konstatere, at de anvender den gældende ret og slet ikke har noget ansvar i den forbindelse, men de personer jeg har fundet undervejs – de tænker ikke sådan – fælles for dem jeg har fundet indtil videre er, at de mener, de har et personligt ansvar,” lyder det fra Hans Petter Graver, der hver måned i år vil offentliggøre en af disse helte, som er den titel, de bør have i Hans Petter Gravers øjne.
Den første helt i Hans Petter Gravers serie er James Edwin Horton, der dømte i en profileret sag om voldtægt i Decatur, Alabama i 1933. Den 25. marts gik en gruppe sorte om bord på et godstog i Chattanooga i Tennessee. Et skænderi på toget mellem dem og en gruppe hvide blinde passagerer førte til, at de hvide landstrygere blev jaget af toget. De klagede, og den lokale sherif samlede en gruppe frivillige og startede ifølge Hans Petter Graver en jagt på den sorte gruppe, som havde været på toget. Ni sorte mænd og unge drenge blev arresteret – de to yngste var tolv og tretten år. Sheriffen fandt også to hvide kvinder på toget, og de blev anklaget for at have krydset delstatsgrænsen for at tilbyde seksuelle ydelser. For at komme anklagen i forkøbet beskyldte de to hvide kvinder straks de ni sorte mænd for massevoldtægt. De afgav forklaring, blev undersøgt af to forskellige læger – men lægerne fandt ikke tegn på voldtægt. De fleste andre dommere ville formentlig have dømt de sorte mænd til døden, fordi folkestemningen var til det, og fordi juryen ønskede det, men Horton reddede dem fra at få dødsstraf. Forudgående lignende sager havde langt fra foregået sådan, og som Hans Petter Graver skriver, så viser sagen, at en tiltalt, som har hele samfundet imod sig, ikke altid kan stole på, at retsapparatet følger loven. Du kan læse hele sagen her.
Vi har jo ingen garantier for, at retssystemet og demokratiet vil fortsætte. Jeg tror ikke, at de formelle regler er tilstrækkelige. De er afhængige af, at personer er villige til at tage et personligt ansvar
”Det er beundringsværdigt og nødvendigt for at opretholde en retsstat, at dommere og jurister tænker selv og agerer på den måde i nogle situationer. Her fulgte dommeren blot loven, selv om det ikke var velset, og i andre situationer kan dommere altså bryde loven, fordi den strider imod al etik. Det ser vi med den anden person i serien, den tyske advokat og bureaukrat, Hans Calmeyer, der reddede tusindvis af mennesker fra masseudryddelse ved at godtage falske beviser og finde små huller i loven."
Der ligger et paradoks i retsstaten, fordi de som håndhæver loven, skal holde sig til den, men så snart retsstaten er under pres, så er det netop dem, der kan tænke selvstændigt, som kan beskytte retsstaten.
"Alt for mange tror, at blot systemerne er på plads, så vil det ikke udvikle sig på den måde mere: At det ikke vil kunne ske i vores tid. Men hvis det kan ske i Ungarn, hvor der for nyligt er blevet oprettet et parallelt retssystem, som giver landets ledelse kontrol over domstolene - og i Polen, hvor retssystemet er blevet ændret, så kan det også ske her. Vi har jo ingen garantier for, at retssystemet og demokratiet vil fortsætte. Jeg tror ikke, at de formelle regler er tilstrækkelige. De er afhængige af, at personer er villige til at tage et personligt ansvar,” siger Hans Petter Graver og tilføjer, at han er interesseret i at finde ud af, om det er en speciel type menneske med en bestemt personlighed, der håndterer sagerne på denne måde, eller om det er noget, man kan træne og lære kommende generationer af jurister.
Lovbrud for at opretholde retsstaten
Han underviser selv kommende jurister på Universitetet i Oslo, og det bliver modtaget med skepsis på stolerækkerne, når han begynder at tale om, at samvittigheden også skal med på arbejde.
”Der ligger et paradoks i retsstaten, fordi de som håndhæver loven, skal holde sig til den, men så snart retsstaten er under pres, så er det netop dem, der kan tænke selvstændigt, som kan beskytte retsstaten. I nogle situationer er en dommer eller jurist nødt til at bryde loven, og det er der mange studerende, som reagerer på,” fortæller Hans Petter Graver og uddyber, at der er forskellige måder at agere på for de dommere og jurister, han har kigget på, hvor nogle eksempelvis bryder med loven enten i det offentlige eller i det skjulte.
Hans Petter Graver understreger, at situationerne han beskæftiger sig med, selvfølgelig er ekstreme, men at det er vigtigt, at dommere generelt skal balancere mellem retsstatens forventninger og hans eller hendes egen moralske forpligtelse. Det kan virke fjernt fra vores retssamfund og vores nutid, og eksemplerne fra Hans Petter Graver er som nævnt taget fra historien. Men eksemplerne banker også på tæt på vores egen tid her i Skandinavien; juraprofessoren nævner tvangssterilisationen af såkaldt åndssvage i de nordiske lande i 1940’erne og 1950’erne – et eksempel, hvor man ifølge Hans Petter Graver kunne have ønsket sig, at myndighedspersoner med samvittighed havde trådt til.
”I dag tænker jeg først og fremmest på immigrationspolitikken og udlændingeområdet, hvor vi på den ene side har lovgivningen, og på den anden side har mennesket og menneskeskæbnen, hvor det moralsk måske kan være svært at forsvare domme inden for det her felt. Det vil formentlig være i sådan nogle sager i dag, at man kunne forestille sig, at den personlige forvaltning vil have betydning, men jeg kender ikke lovgivningen og feltet godt nok – så det er mere en generel betragtning,” lyder det fra Hans Petter Graver, der mener, at domstolene kommer under pres, når der er en modstrid mellem på den ene side, at loven er lig for alle, og at loven skal håndhæves for alle – og når den på den anden side kommer i konflikt med lovgivning, som fraviger det.
Eksemplerne kan gøre os bevidste
63-årige Hans Petter Graver begyndte lidt tilfældigt at læse jura. Han har altid været interesseret i samfundet og historie, så valget stod mellem historie, statskundskab og jura. Hans far var jurist, så kendskabet til det felt var på den måde stor, og valget faldt på jura.
”Da jeg kom ind på jurastudiet, blev jeg fanget af det. Det er interessant at tænke over og forstå forholdet mellem samfund og individ. Det vigtigste spørgsmål for mig er, hvordan vi kan organisere et samfund på en måde, som gør, at vi kan leve fredeligt sammen. Forholdet mellem autoritet og frihed er i den forbindelse også interessant, og også noget, der spiller ind i dette projekt,” siger Hans Petter Graver, der blandt andet er præsident for Det Norske Videnskaps Akademi, og har været glad for de store muligheder, han har fået akademisk med primært sin tilknytning til Universitetet i Oslo – men også er glad for at have haft job i den norske forvaltning – og arbejdet som advokat.
Ville du selv – med din erfaring – have ageret som de helte, du nu trækker frem?
”Det er et spørgsmål, jeg tænker meget over, og det mest sandsynlige svar for de fleste af os er, at vi havde føjet os under systemet. Det er klart, for det er den nemmeste udvej. De allerfleste, som sidder i en situation, hvor de administrerer noget ”ondt”, glemmer, at det er ondt og trækker sig tilbage i det rent faglige, om det så gælder jødelovgivning eller sterilisationslovgivning, og det gør de for ikke at blive konfronteret med det, de behandler,” siger Hans Petter Graver og fortsætter:
”Jeg er bange for, at jeg ville gøre, som flertallet ville gøre, men jeg håber, at jeg er i gang med at bidrage til at gøre mig selv og ikke mindst andre bevidste om det her, så vi kan bevare os selv som reflekterende, ansvarlige individer uanset situation.”
Hans Petter Graver mener, at den bedste vej til at vurdere, hvad man skal gøre i en given situation er at kigge på netop de historiske eksempler.
”Det er vanskeligt, når man står i situationen, og derfor må vi lære af disse personer, som har gjort det på en anden måde. Det er vigtigt, at vi får en bevidsthed omkring, at det rent faktisk er muligt som dommer eller jurist at opponere og modarbejde autoritære magthavere. Desuden ser jeg også sådan på det, at hvis man ikke havde sin moralske samvittighed med, og der ikke var plads til den, så ville der kun sidde personer, der lod sig bruge som instrument for magthaverne, og det er heller ikke nogen ønsket udvikling,” lyder det fra Hans Petter Graver.
Du kan følge hans serie af udvalgte helte her, hvor de løbende vil blive udgivet.