Billedet: Shutterstock og et screenshot af spilleloven
Tre mennesker mødes på en bar. To af dem er kunder, den tredje er bartender. De siger på skift, at de vil give en omgang, fordi de skiftevis vinder i forskellige spil på Bet25.
Det er kort opsummeret den reklame, som Marcus Mossalski, der er foredragsholder og kæmper aktivistisk mod betting-reklamer på blandt andet Twitter, mener, “flirter med lovgivningen”.
Det skriver han i et Twitter-opslag, hvor han også linker til reklamen fra Bet25.
Til K-NEWS fortæller han, at han faldt over reklamen, da han sad og så Champions League og uddyber:
“For det første må en spilreklame ikke indgyde til at være en løsning på finansielle problemer. Men den må heller ikke give indtryk af, at man kan opnå social accept via at spille. Og det, synes jeg, den her reklame gør,” siger han og uddyber:
”De mennesker, der giver en omgang på baggrund af de penge, de har vundet, gør det for at opnå social accept. Man gør det jo ikke for sjov eller for selv at smage øllen på tungen. Det er for at give vennerne en omgang. Det, synes jeg, der er en form for social accept i.”
Marcus Mossalski har valgt at anmelde reklamen på baggrund af ovenstående.
Spørger man Frederik Bruhn, der er partner hos Dahl Advokatpartnerskab og arbejder med underholdningsjura, er han enig i, at reklamen kan være på kant med spilleloven.
“Det er min opfattelse, at reklamen er i strid med reglerne i spilleloven for, hvordan der kan ske reklame og markedsføring for spil, herunder betting. Markedsføringen må ikke have indhold, der giver indtryk af, at man ved at deltage i spillet fremmer sin sociale accept. Og det er vel netop det, som personerne i reklamen får ved at spille, vinde og give en omgang. De tre personer nærmest konkurrerer om, hvem der får lov til at give en omgang og dermed opnå social accept,” siger han og tilføjer i en sidebemærkning, at han ikke tror, at spiludbyderen har overvejet, at reklamen også skal respektere andres rettigheder.
Ifølge Frederik Bruhn går reklamen nemlig ud fra en helhedsvurdering over stregen i forhold til det tilladte, når det kommer til at låne fra eller lade sig inspirere af den amerikanske sitcom Sams Bar.
Bet24s PR & Brand Manager, Alan Nørgaard, siger til kritikken, at de hos Bet25 i udformningen af deres nye univers selvfølgelig har været helt opmærksomme på at overholde alle de regler og retningslinjer, der er.
“Vi har selvfølgelig haft det forbi både de jurister, vi bruger og også forbi TV2, fordi der er rigtig mange regler, der skal overholdes. Så vi mener selvfølgelig, at vi har lavet en reklame, der holder sig på den rigtige side af loven, ellers kunne vi selvfølgelig ikke finde på at sende det ud.”
Reklamen er anmeldt
Alan Nørgaard er derudover bekendt med, at reklamen er blevet anmeldt for at give indtryk af, at man kan opnå social accept, men også for at indgyde, at det kan være en løsning på finansielle problemer.
“Det sker tit, og det sker for de fleste betting-firmaer, fordi der sidder nogen derude, som har dårlig erfaring med at spille, og det er klart, at de føler sig ramt og gerne vil prøve at beskytte eller hjælpe andre,” siger Alan Nørgaard og tilføjer:
“Jeg føler absolut ikke, at vi gør det. Ikke i forhold til konkurrenter, der går ud og siger, at man kan vinde rigtig mange penge. Vi har bevidst valgt ikke at gå ud og sige, at vi har de laveste odds, eller at du kan vinde mange millioner her. Vi føler, at vi har lavet en folkelig reklame. Det, vi vil vise, er, at det skal være sjovt at spille.”
Så I mener ikke, at den spiller på noget med social accept, i forhold til at de konkurrerer om, hvem der får lov til at give en omgang?
“Overhovedet ikke. Det, mener vi, vi er langt fra.
Til kritikken fra Frederik Bruhn, om hvorvidt Bet25 har lånt for meget fra den amerikanske sitcom Sams bar, siger Alan Nørgaard, at de selvfølgelig har overvejet og undersøgt, hvad man må og ikke må.
"Vi kender de regler, der er. Både i forhold til det og det andet med markedsføring og spilleloven. Selvfølgelig har vi ladet os inspirere. Men vi har ikke ladet os inspirere af en specifik serie, men mere generelt af amerikanske sitcoms. Det er mere i forhold til tone, humor og stemning. Men ikke i forhold til noget helt specifikt som settet, dialoger eller karakterer, der er ikke noget, der er lånt fra noget som helst der. Så inspiration, ja. Men ikke andet,” siger Alan Nørgaard.
Spilreklamer er et generelt problem
For Marcus Mossalski er det ikke bare Bet25-reklamen, der er problematisk, men spilreklamer helt generelt. Han mener, at mængden af spilreklamer er med til at normalisere det at gamble.
“Det bliver normaliseret, fordi der er så mange reklamer, og de er aggressive, især i forbindelse med sportsevents. Jeg taler med mange ludomaner, og mange tror, det er normalt at spille, hvis man ser en fodboldkamp. Det er et kæmpe problem,” siger han.
Samtidig mener Marcus Mossalski, at problemet har vokset sig større over de sidste år. Han peger blandt andet på, at der er sket en fordobling af spilafhængighed i Danmark på kun fem år, samtidig med at der har været en voldsom stigning af markedsføring af spil siden 2012, hvor markedet blev liberaliseret.
“Det er sund og simpel logik at koble de to udviklinger sammen,” siger han og henviser samtidig til et engelsk studie, der konkluderer, at den øgede markedsføring af betting skubber til en stigende normalisering af at spille, hvilket leder til, at flere børn og unge ledes ud i gambling og spillegæld som konsekvens.
Hos Bet25 anerkender Alan Nørgaard, at de som spillevirksomhed har et stort ansvar i forhold til spilafhængighed.
“En ting er lovgivningen, i forhold til hvad vi må og har ret til. Det andet er det etiske og moralske ansvar, som vi helt sikkert også har som spillevirksomhed. Det er vi meget bevidste om, og det gør vi meget for,” siger han og fortæller, at de bruger værktøjer til at monitorere dem, der spiller, for at sikre, at der ikke er nogen, der ikke kan styre det.
“Det er noget, vi går meget op i, og når vi har mulighed for sådan rent digitalt at købe ind i målgrupper, så vælger vi kun at markedsføre os til folk over 25 år og op efter, fordi vi føler, der måske er nogen, der er lidt for unge. Men er du over 18 år, har du ret til at oprette en spillekonto, så på den måde blokerer vi ikke folk fra 18 til 25 år. Men vi markedsfører os ikke specifikt mod unge,” siger Alan Nørgaard.