Work-life-balance – Mere end bare et fint buzzword?

Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

”Hvad laver du?”

”Jeg er advokatfuldmægtig.”

”Har du børn?”

”Ja, en datter på 2.”

”Hvad laver din mand?”

”Han er advokat.”

”Er det overhovedet muligt?”

Sådan starter stort set alle mine samtaler, når jeg møder nye mennesker.

Jeg er 33, bor i Valby med min mand og vores datter og arbejder til daglig som advokatfuldmægtig hos ØENS Advokatfirma på Amager. Når man søger på ”advokat” og ”mor” på Google, er det første, der dukker op, artikler om mødre, der står op kl. 5.30, er hjemme efter kl. 18 og arbejder videre indtil midnat. Sådan ser min dag ikke ud. Og gudskelov for det!

Jeg er så heldig at have en arbejdsgiver, for hvem work-life-balance ikke blot er et buzzword i rekrutteringsfasen, men en målsætning, der arbejdes fokuseret på at kunne indfries. Jeg møder kl. 8:00 og går kl. 15 på mine ”hentedage” og ellers som udgangspunkt ikke senere end kl. 16.30, så jeg kan nå at spise aftensmad med min datter.

Det skal siges, at når jeg arbejder, så arbejder jeg. Og når vores datter er puttet, får jeg presset 2-3 debiterbare timer ud af aftenen, inden jeg læner mig tilbage og kobler fra.

Weekenderne er dog altid helliget familietid og ro. Men når søndagen er omme, kan jeg se tilbage på en uge, hvor jeg helt bestemt hverken har måttet gå på kompromis med mit arbejde eller min tilstedeværelse som mor.

Så ja, for at vende tilbage til det indledende spørgsmål, så kan vi godt få det til at lade sig gøre at have et velfungerende familieliv samtidig med, at der er damp på debiteringen.

Og nej, vi har ikke en au pair til at hente og bringe.

Min mand og jeg har til gengæld været meget opmærksomme på at sætte os ned tidligt i processen og fastlægge rammerne for en hverdag, hvor vi begge har mulighed for at forfølge vores karrieremål, uden at det sker på bekostning af vores familieliv. Han står for at aflevere vores datter om morgenen, mens det oftest er mig, der går tidligt for at hente, godt hjulpet på vej af en morfar, der har en ugentlig hentedag.

Jeg føler mig utrolig privilegeret over at have et arbejde og folk i mit liv, der er med til at gøre min hverdag nemmere og hjælpe med at få puslespillet til at gå op i en arbejdsuge med højt tempo. Intet af det havde været muligt, hvis ikke min chef havde bakket op om vores prioriteringer fra første dag og givet os mulighed for at bryde med 8-17 mødetiderne.

Der er aldrig blevet stillet spørgsmålstegn ved, at jeg går tidligt for at hente – de ved, at jeg leverer på andre tidspunkter. Og det er jeg overbevist om, er den rigtige vej, ikke blot for os, men også for vores arbejdsgivere og for branchen.

Med tanke på alle mine tidligere studiekammerater, hvor mange ser sig nødsaget til at holde næsen i debiteringsplovfuren 60 timer om ugen med overhængende risiko for at brænde ud eller miste gnisten, er det min forhåbning, at endnu flere af landets advokatkontorer er med på at ændre arbejdskulturen i branchen

2020 har ikke kun givet arbejdsmarkedet usikkerhed ift. covid-19. Det har også givet os muligheden for hjemmearbejdsdage og fleksibilitet og samtidig vist en forøget trivsel og et formindsket sygefravær blandt medarbejderne. Det er muligt. Det er den nye fremtid, vi skal gå i møde – uden covid-19 vel og mærke.

Det er en kendt sag i branchen, at landets advokatkontorer har vanskeligt ved at fastholde sine advokater. Særligt dem med børnebilleder på kontoret. Jeg har det sidste halve år været af sted på en stribe obligatoriske fuldmægtigkurser og har der kunnet erfare, at work-life-balance ikke bare er noget, der er altafgørende for min trivsel, men er et tungtvejende trivselsparameter og en topprioritet, der går igen hos hovedparten af advokatfuldmægtige; kvinder såvel som mænd, forældre såvel som singler. Vi, den nye generation af advokater, der i disse år udklækkes, kan næppe undsige os også at vægte løn, prestige og indflydelse, men hvis der er ét element, der kan fastholde advokater og advokatfuldmægtige, så er det work-life-balance.

Med tanke på alle mine tidligere studiekammerater, hvor mange ser sig nødsaget til at holde næsen i debiteringsplovfuren 60 timer om ugen med overhængende risiko for at brænde ud eller miste gnisten, er det min forhåbning, at endnu flere af landets advokatkontorer er med på at ændre arbejdskulturen i branchen og ser værdien i at kunne tilbyde sine medarbejdere balance i erkendelse af, at fastholdelse ikke alene kræver præstationsbonusser og partnertrack-prospekter, men helt fundamentalt også kræver muligheden for fleksibilitet.

Der er behov for fleksibilitet, hvis advokattitlen ikke alene på sigt skal være noget, der baner vej for en spændende karriere uden for branchen, men derimod baner vej for en spændende karriere, hvor man bliver i advokatbranchen. Det skal, og bør, være muligt at lave det, man elsker, selvom man er mor. Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet, end det jeg laver nu – det kræver bare, at jeg laver det, det helt rigtige sted.