16/09/2020 - Retssikkerhed, portræt

Vi endte med at være vågne i 36 timer


Kun 28 % af advokatfuldmægtige svarer i en undersøgelse, at de er gået ind i faget på grund af retssikkerhed eller retfærdighed. For Nina Palesa Bonde, der både er dommerfuldmægtig og har en deponeret advokatbestalling, er retfærdighed en kæmpe drivkraft både i hendes arbejde, men også i alt andet, hun foretager sig.

Tekst og foto: Cecilie Uhre


Hvis man googler Nina Palesa Bonde, er noget af det første, der kommer frem billeder af hende i en gul vest og med en megafon i hånden. Bag hende blafrer røde faner. En helt anden visuel scene end den hun stoisk indtager på trappen, her hvor jeg møder hende foran stedet, hun tog sin eksamen.

 

Den lange nat

Billederne med gult og rødt er fra overenskomstforhandlingerne OK18, hvor Nina gik på gaden sammen med tusinde af andre offentligt ansatte i kampen for ordentlige forhold og løn for offentligt ansatte.

“Det, der drev mig derhen, var indignation. Jeg var skuffet og træt af den måde, vi talte om bestemte faggrupper. Når eksempelvis sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere kom med lønkrav, blev de bare fejet af banen som værende grådige,” siger hun.

Ligesom det i retten er vigtigt for Nina at se og høre hele det menneskes historie, som hun dømmer, blev det på gaderne under OK18 en drivkraft for Nina, at arbejdsgiverne skulle høre hele arbejdstagernes side af sagen.

Og Nina stod på gaden til den sidste aftale var indgået.

“Der var den her lange nat, hvor det var meningen, at det skulle slutte. Det gjorde det bare ikke. Os der stod tilbage kiggede hinanden i øjnene og blev enige om, at forhandlerne i forhandlingslokalerne var i gang med et udmattelsesløb. De kæmpede for os. Så vi tænkte, hvordan hjælper vi dem bedst. Jamen, det gør vi ved at vise, at vi er her."

Nina endte, sammen med de andre tilbageværende demonstranter, med at holde sig vågen i 36 timer i streg dag, nat og dag.

“Nogle gange rammer jeg et eller andet, som jeg er nødt til at gøre, fordi det er det rigtige at gøre. Jeg havde en følelse af, at det her skulle følges til dørs. Jeg skulle gøre det,” siger hun.

 

Hundenervøs

Nina Palesa Bonde er 19 år, da hun har sin første eksamen på jurastudiet. Det er i familieret, og den foregår i det, der nu er tomme bygninger med irgrønne buster foran, og dengang i 2002 var det Juridisk Fakultets lokaler.

Med sig har hun en tung computer, en printer og svedige håndflader. Under de gamle malerier i eksamenslokalet finder hun sin plads.

“Jeg var hundenervøs, men jeg tænkte, hvis jeg klarer den her eksamen, så kører det. Så skal jeg nok komme igennem studiet,” siger hun.

Det er her vi mødes, foran bygningen med den store dør, de sandfarvede trappetrin og de gamle buster for at tale om retssikkerhed eller bare retfærdighed.
Og om, hvad retfærdighed betyder for Nina, der til forskel fra de 72 % advokatfuldmægtige, der ikke nævnte det som en af grundene til, de ville være advokater i en undersøgelse af Advokatsamfundet, lever et liv, hvor retfærdighed spiller en stor rolle.

Nina er uddannet advokat og dommerfuldmægtig, og retfærdighed er en stor drivkraft, når hun tager dommerkappen på, men også, når hun trækker i en gul vest og går forrest i kampen for ordentlig løn og arbejdsvilkår for offentligt ansatte, som hun gjorde i 2018 under overenskomstforhandlingerne.

 

Lidt af hvert og alt det hele

Jeg spørger Nina, hvad Vor Frue Plads betyder for hende udover, at hun har taget sin første eksamen her.

Hun forklarer mig, at pladsen er fyldt med historie. Man kan trække tråde fra pladsen til hele København. Fra Peder Malling, der tegnede hovedbygningen, men også har lavet gravmælet over Tordenskiold i ligkapellet ved Holmens Kirke til C.F. Hansen, som Peder Malling til dels er udlært under, og som har tegnet den nye hovedkirke på Vor Frue Kirke og Christiansborg Slotskirke. Og så er der videnskabsmændene og kunstnerne på busterne foran hovedbygningen.

Nina har altid gerne villet det hele. Da hun var yngre og skulle vælge valgfag i skolen, endte hun med at vælge i sidste øjeblik. Ikke fordi hun var ubeslutsom, men fordi hun allerhelst ville have taget alle fagene, hvis hun kunne.

Og måske er det den samme nysgerrighed og lyst til at opleve alt, der går igen, da hun vælger at læse jura.

“Jeg ville både læse nanoteknologi på DTU og medicin, men valget faldt på jura, fordi det gik op for mig, at jura rører alt,” siger hun.

Den røde tråd af videbegærlighed, der tegner sig i Ninas fortælling, løber videre, da hun fortæller mig, at hun ikke kun er uddannet advokat og dommerfuldmægtig, men faktisk også har en forhandleruddannelse og en uddannelse i fagjournalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Og selvom Nina nu er ansat som dommerfuldmægtig, er det selvfølgelig ikke det eneste, hun laver.

Hun er også formand for Dommerfuldmægtigforeningen, der er de dommerfuldmægtiges og domstolschefernes fagforening.

Halvdelen af hendes arbejdstid går med arbejde i fagforeningen, og den anden halvdel går med at dømme sager i Københavns Byret.

I fagforeningsarbejdet arbejder Nina blandt andet med lønforhandlinger, personalesager, overenskomstkrav, og så rådgiver hun en masse. Det er vigtigt for hende, at folk tager kampen op, når de oplever noget uretfærdigt på jobbet.

”Jeg har en daglig dialog med medlemmer, der ikke tør tage kampen, fordi de er bange for konsekvenserne for deres karriere. Men hvis du kan se, der er sket en uret, så er vi nødt til at rette op på det, også for de næstes skyld,” siger hun.

Som dommerfuldmægtig bruger hun tid i retssalen, hvor hun dømmer sager, præcis som en dommer ville gøre det. Der er ingen hemmelige håndtryk eller specielle kapper, som man først må få, når man er dommer. Og for Nina handler overgangen fra fuldmægtig til dommer om anerkendelse fra omverdenen.

”Det handler om at opnå legitimitet,” siger hun.

 

Folk skal føle sig set og hørt

Over os, på Vor Frues Plads, er solen blevet varm igen. Nina Palesa Bonde følger med i verden omkring os. I de små pauser mellem mine spørgsmål glider hendes øjne ud mod pladsen og menneskene på den. Hun kommenterer med smil i øjnene på et barn i en klapvogn og siger hej til en hund, der kommer forbi i snor.

Det, der drev mig derhen, var indignation. Jeg var skuffet og træt af den måde, vi talte om bestemte faggrupper

 

Selvom det er tydeligt at mærke, at Nina er virkelig nysgerrig på verden, og der er en drivkraft inde i hende, hvis brændstof er viden, er det ikke det eneste, der får hende til at stå op om morgenen. For da jeg spørger hende ind til retssikkerhed, kommer ordene klart og hurtigt.

“Retssikkerhed er en kæmpe del af mit arbejde. Jeg ved at den person, der træder ind i lokalet, har behov for at møde en dommer eller har krav på at få en afgørelse. Hvis ikke jeg gik op i retssikkerhed og op i de små detaljer om frister for aflevering af dokumenter, at høre parten eller adgang til retten, så skulle jeg jo ikke sidde, hvor jeg sidder. Det er rigtigt vigtigt,” siger hun.

Og for hende er det ikke kun vigtigt at træffe den afgørelse, der er mest fair baseret på den viden, der bliver præsenteret for hende i en sag. Det er også vigtigt, at de mennesker, der kommer forbi hende, føler sig set og hørt.

Nina Palesa web

“Jeg ved jo godt, at i yderste konsekvens kan de folk, jeg dømmer i retten, komme i fængsel eller miste en masse penge, men hvis de går derfra med en klar opfattelse af, at de fik sagt det, de ville og blev hørt, så er vi et godt sted,” siger Nina.

 

Deltag i den offentlige debat

Nina Palesa Bonde er nem at snakke med, her på bænken, hvor vi sidder ved Vor Frue Plads. Hun er meget direkte og holder ikke noget tilbage.

Jeg spørger hende, om hun synes flere jurister og advokater burde være mere synlige i den offentlige debat og gå mere på barrikaderne for vores retsstat og retssystem.

“Jeg synes sagtens, at jurister, advokater, dommere og så videre kunne være mere synlige i samfundsdebatten. Vi er højtuddannede og udgør en betydelig del af det, nogen vil kalde samfundseliten, men jeg synes ikke, vi fylder så meget i samfundsdebatten,” siger hun.

Hun mener, at det ville være godt, hvis flere jurister og advokater gik ind og bidrog mere i samfundsdiskussionerne, for der findes mange misforståelser i medierne omkring juraen i forskellige sager, og her kunne det give mening, at jurister deltog og forklarede.

“Jurister kan godt gå ud og fortælle noget uden at afgøre sager i pressen. Vi kan godt gå ud og sige, der er faktisk noget jura om det her, så debatten ikke bare ender i synsninger og personlige holdninger,” siger hun og tilføjer:

“Men jeg tror, jurister færdes i kredse med nulfejlskultur. Tænk, hvis vi sagde noget, der ikke var helt korrekt. Og så kommer vi fra arbejdspladser, der typisk er meget konservative.”

Vi står midt på pladsen, hvor de gamle mænds hoveder holder øje med os fra hver deres søjle.

“Dørene er lavet så store for at skræmme os,” siger Nina om døren ind til hovedbygningen, som hun kom ud af for første gang efter sin eksamen tilbage i 2002.

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak