Selv om flygtninge og immigranter tager turen fra vidt forskellige dele af verden – og til vidt forskellige endestationer med forskellige retssystemer – så er udfordringerne grundlæggende de samme, mener den amerikanske forsvarsadvokat, George Bullen, der kom til Danmark sidste år.
”Det har åbnet mine øjne at komme til Danmark og se, at vi er oppe imod præcis de samme problemer. Vores problemer er ikke unikke, og derfor må der også være en global løsning på dem. Danmark og USA er bare brikker i et stort puslespil, som kræver en mere international diskussion. Vi bør indføre globale regler for flygtninge,” lyder det fra George Bullen, der som forsvarsadvokat repræsenterede immigranter og asylansøgere i Massachusetts fra 2015 til 2017, efter han i 2014 var blevet færdig som advokat fra Suffolk University Law School.
Han arbejdede frivilligt for staten Massachusetts for immigranter og asylansøgere, der ikke havde råd til at hyre en advokat. Året efter arbejdede han hos et advokatkontor med speciale i kriminelle forsvarssager og beskæftigede sig stadig med immigranter – og helt præcist asylansøgere – der var blevet sigtet for en forbrydelse.
”Det er de mest sårbare mennesker, man har at gøre med, og de ender i et amerikansk retssystem, hvor tingene tager utroligt lang tid, og hvor sagerne bliver trukket ud, lige som det er tilfældet her i Danmark. Det gør det endnu mere svært og stressende for dem,” siger George Bullen, der i dag arbejder som teknisk rådgiver i Dansk Flygtningehjælp.
Han synes, det var svært at repræsentere asylansøgere og flygtninge i det amerikanske retssystem.
Asylansøgere og flygtninge bliver behandlet med mistro, også selv om de ikke er sigtet for en forbrydelse
”Der var en meget ophedet atmosfære omkring de her mennesker, da jeg var der, og jeg har hørt, det kun er blevet værre. Det var samtidig svært, fordi de asylansøgere, jeg beskæftigede mig med, var blevet dømt skyldige i en mindre forbrydelse, som for eksempel ikke at have styr på deres papirer. Hvis de ville anke deres dom, måtte de vente i flere år på en afgørelse,” fortæller George Bullen og tilføjer, at for asylansøgere var der kun én mulighed for, at de ville kunne blive i USA, hvilket var den eneste ting, han reelt kunne arbejde hen imod.
”Det gælder både for asylansøgere og flygtninge: Du er nødt til at kunne bevise, at du vil blive tortureret, når du kommer tilbage til dit hjemland. Asylansøgere og flygtninge bliver behandlet med mistro, også selv om de ikke er sigtet for en forbrydelse, og med endnu større mistro, hvis de er sigtet for en mindre forbrydelse, også selv om der ikke er nogen beviser,” siger George Bullen og tilføjer, at han på et tidspunkt havde en klient fra Pakistan, som var blevet tiltalt for en seksuel krænkelse.
Hvis han blev dømt, skulle han forlade USA med det samme. George Bullen var overbevist om, at han var uskyldig, og det prøvede han at kommunikere til anklagerne. Han brugte en hel dag på at forklare klienten, hvad konsekvenserne ville være, hvis de tog sagen i retten og ikke fik medhold.
”Han var helt rolig og sagde, at han var sikker på, at jeg ville gøre det bedste, jeg kunne. Det gav mig en stor styrke, og jeg fik bevist i retten, at han ikke var skyldig i en seksuel krænkelse, da dommeren fandt ham uskyldig. Han er stadig i USA – hans asylansøgning er lige blevet godkendt,” fortæller George Bullen.
Retssystemet er baseret på frygt
”I teorien er det amerikanske asylsystem godt, fordi asylansøgere har en mulighed for at blive repræsenteret af en advokat og komme for en dommer i en immigrationsdomstol, hvilket efter min mening er mere passende end den mere ”administrative” proces, som Danmark har. Imidlertid skal man i praksis blot tænde for nyhederne for at se, at det amerikanske system fejler i forhold til at beskytte flygtninges rettigheder og værdighed,” lyder det fra George Bullen.
Derudover mener han, at det er kritisabelt, at man i USA har private fængsler og detentioner, drevet af eksempelvis samme virksomhed, og at det kan give et økonomisk incitament til at holde flygtninge fængslet, hvilket han slet ikke finder i Danmark. Selv om der er forskelligheder i de to landes retssystemer, så mener han, at loven begge steder placerer en alt for stor bevisbyrde på asylansøgeren.
Alle nationer har en juridisk og moralsk forpligtelse til at arbejde sammen og hjælpe dem, som har mest brug for det
”Det er forkert efter min mening. Alle nationer har en juridisk og moralsk forpligtelse til at arbejde sammen og hjælpe dem, som har mest brug for det,” siger George Bullen.
Han kom til Danmark sidste år, da hans kone, som er halv amerikansk og halv dansk, fik job som advokat i København. Han er glad for, at han stadig kan beskæftige sig med flygtningeområdet.
”Jeg har altid haft en interesse for dem, som falder ind i revnerne i et system. De mest sårbare, der ender der, er immigranter – og de mest sårbare af immigranterne er dem, der søger asyl. Det har været et stort privilegium for mig at læse jura, og jeg ville bruge det privilegium til at hjælpe andre. Det var den bedste måde, jeg kunne bruge min uddannelse på – specielt fordi systemet er så uretfærdigt. Hvis du ikke har nogen penge, har du ingen muligheder. Jeg mener ikke, at penge skal afgøre det,” siger George Bullen, der hos de flygtninge og asylansøgere, han har repræsenteret, har fundet et imponerende lighedstræk.
”De står foran et enormt bjerg og er alligevel helt rolige. Jeg er den, der er mest stresset. Jeg tror, de kommer ud over det punkt, hvor de er stressede og finder ro og styrke i det. Det er ret interessant,” siger George Bullen.