Bistandsadvokat: Forurettede mangler kæreadgang

”I forhold til den konkrete sag, så synes jeg ikke, at dommeren har ret i sin vurdering.”

Sådan lyder det fra bistandsadvokat Signe Suhr Mortensen, der har repræsenteret flere kvinder i en stor fildelingssag, hvor håbet var, at de krænkede kvinders erstatningskrav kunne blive behandlet samtidig med straffesagen.

Men dommeren i sagen fandt ikke, at det var muligt også at behandle de forurettede kvinders krav om godtgørelse i sammenhæng med straffesagen, idet det ville kræve en så stor bevisførelse, at det ikke ville kunne ske ”uden væsentlig ulempe” for straffesagen, skriver retten i sin kendelse ifølge Berlingske.

Derfor kan der nu gå op mod to år, før kvinderne kan få sat det afsluttende punktum i deres sag, hvis de vælger at tage den videre hos Erstatningsnævnet eller føre civile retssager.

”Helt generelt kan retten have en pointe i sin argumentation, fordi det godt kan være bøvlet at behandle erstatningskrav sammen med straffesager. Men lige præcis i den her type sag, hvor det stort set kun handler om godtgørelse for tort, så er det altså relativt simpelt for retten at behandle det, fordi tortgodtgørelse i sager om seksuelle krænkelser fastsættes på baggrund af retspraksis og ud fra omfang og karakteren af det delte materiale,” siger Signe Suhr Mortensen til K-NEWS.

390 erstatningskrav

Den 27-årige mand tilstod selv ved retten i Hillerød at have krænket mere end 800 kvinder i en stor fildelingssag. Det blev han idømt et år og otte måneders fængsel for, hvor de to måneder er ubetinget. Hans sag var overstået på mindre end to retsdage, idet han valgte at tilstå, at han havde delt mapper med omkring 6.500 strafbare billeder og videomateriale af de mere end 800 navngivne kvinder mere end 200 gange.

I sagen var der rejst mere end 390 erstatningskrav, der varierede i størrelsen mellem 5.000 og 75.000 kroner. Men ifølge Signe Suhr Mortensen burde det ikke være mere besværligt end som så at behandle de individuelle krav, i og med politiet generelt laver udførlige og detaljerede nærmest tabelagtige oversigter over hver enkelt forurettede i sådanne sager:

”Generelt i sager om digitale sexkrænkelser har politiet været inde og kigge på al materialet, og så lavet nogle skemaer, hvor materialet er kategoriseret efter grovhed, og hvor man kan se antallet af delte billeder og videoer, samt en kort beskrivelse af hvordan indholdet fremstår. Det kan for eksempel være, om den forurettede fremtræder med ansigt, er nøgen, halvnøgen, bikini eller modelfotos osv. Så det giver et overordnet indblik i, hvad der ligger af materiale på præcis denne forurettede,” siger hun og tilføjer:

"Derfor har en påstand fra os bistandsadvokater været, at man ikke behøver at kigge på hvert enkelt billede og video, som dommeren tilkendegiver – for det har han ret i, det ville tage enormt lang tid og selvfølgelig være bøvlet – men det er ikke nødvendigt for at vurdere godtgørelsesniveauet. Det har fx heller ikke været nødvendigt at gennemgå, for at retten kunne idømme ham den straf, han fik.”

Og jeg synes faktisk, retten med den her beslutning har taget mere hensyn til den tiltalte, der har fået afsluttet sin sag på to dage, mens kvinderne skal vente

Civile sager bagerst i køen 

Signe Suhr Mortensen peger på, at retterne i flere lignende har behandlet godtgørelseskravene under straffesagen – hun nævner blandt andet en større fildelingssag fra Aalborg og Umbrella-sagen i København, hvor henholdsvis landsretten og Højesteret fandt, at tortgodtgørelserne skulle behandles.

”Det er egentlig nuancen i, at når det er godtgørelseskrav for seksuelle krænkelser, så er det relativt simpelt, og derfor bør det godt kunne håndteres sammen med straffesagen, særligt fordi der i den her på forhånd var afsat hele 10 retsdage til sagen. Derfor synes jeg ikke, retten har ret i, at det bliver for bøvlet, og derudover mener jeg, at hensynet til de forurettede bør veje tungere end til den tiltalte. Og jeg synes faktisk, retten med den her beslutning har taget mere hensyn til den tiltalte, der har fået afsluttet sin sag på to dage, mens kvinderne skal vente,” siger hun.

Lektor og ph.d. ved juridisk institut på Aarhus Universitet, Nicolaj Sivan Holst, forstår godt bistandsadvokatens og de forurettedes frustration. Men han pointerer også, at det er vigtigt at skelne mellem de forskellige roller i retssystemet.

”Man skal huske på, hvem bistandsadvokaten repræsenterer. Hun repræsenterer de forurettede, og derfor er hun den eneste i det her system, der kan få lov til at være fuldstændig ligeglad med den tiltalte – det er hendes opgave. Omvendt er systemet nødt til at tage hensyn til den tiltalte, og det må man aldrig misforstå, hensynet til den tiltale er et generelt hensyn til os som borgere og de retssikkerhedsgarantier, der er. Der har vi for eksempel en forpligtelse til at afgøre straffesager så hurtigt, som man kan,” siger han og tilføjer:

”Derfor står bistandsadvokaten selvfølgelig i en uheldig situation, fordi civile sager kommer bagerst i køen, og når der i forvejen er alt for mange sager, så kan der gå rigtig lang tid, før man kan få afgjort sin sag.”

Helt generelt peger Nicolaj Sivan Holst på, at det i lignende sager altid vil være op til et friere skøn fra den givne dommer, hvorvidt erstatningsspørgsmålet bliver behandlet sammen med straffesagen.

”Det er dommeren, der vurderer det, og derfor er det vanskeligt bagefter at komme og sige noget om, hvorvidt den afvejning er lavet korrekt eller ej. Det er meget svært at være mandagstræner på sådan noget,” siger han.

Et retspolitisk spørgsmål

Netop fordi det afhænger af den enkelte dommers afvejning og skøn, mener Signe Suhr Mortensen, at det politisk kunne være en god idé at se på at give de forurettede muligheder for at kære lignende beslutninger.

”Jeg synes, der lovgivningsmæssigt mangler en bedre retsstilling for de forurettede, som eksempelvis en kæreadgang, så man havde mulighed for eksempelvis at gå i landsretten med sådan en kendelse,” siger hun.

Derfor har der været en meget naturlig bevægelse hen imod, at ofret skal fylde mere i straffesager.

Nicolaj Sivan Holst

Nicolaj Sivan Holst forstår udmærket frustrationen over, at man ikke kan få prøvet kendelserne, særligt fordi der generelt set ikke er mange afgørelser, der ikke kan blive prøvet.

”Man kan sige, at det ville være en tydelig forbedring af ofrets retsstilling, hvis man gjorde det, og bevægelsen har – langsomt, meget langsomt – været henimod at forbedre ofrets retsstilling i straffesager,” siger han og uddyber:

”Udgangspunktet er jo, at den forurettede ikke er en part i en straffesag; der er den sigtede, og så er der anklagemyndigheden. Men anklagemyndigheden repræsenterer så at sige den forurettede, og derfor har der været en meget naturlig bevægelse hen imod, at ofret skal fylde mere i straffesager, og at det handler mere om dem. Men man skal bare på den anden side være opmærksom på, at det kan betyde mere travlhed ved retterne, og det store problem lige nu er helt generelt nogle berammelsestider, som er helt forfærdelige.”

Han peger på, at man sagtens kunne ønske sig at give de forurettede så mange rettigheder som overhovedet muligt, for hvem kunne dog være imod det?

”Men det er jo fordi, der er nogle omkostninger ved det. Man skal huske på, at alle nye initiativer på straffeområdet, der ikke har penge eller ressourcer med sig, de skaber problemer andre steder, uanset hvor velmenende de er. Så jeg vil sige, at for ofret vil det være godt, men man kan diskutere, om systemet kan bære det,” siger Nicolaj Sivan Holst og afslutter:

”Men det er jo et retspolitisk spørgsmål.”

Signe Suhr Mortensen oplyser, at der netop er blevet stillet et §20-spørgsmål til Justitsministeren angående den konkrete sag fra Venstres retsordfører, som der nu ventes svar på.