Universitetet kalder

Der ikke mange, der som Rasmus Grønved Nielsen kan få ild i øjnene, når snakken falder på forvaltningsret. For som han siger:

”Ligesom Morten Meldal, der vandt Nobel-prisen i kemi sidste år, der sagde, at der er kemi overalt – der er vitterligt forvaltningsret alle steder. Man kan ikke åbne en avis eller kigge ud af vinduet uden at blive mødt af forvaltningsretlige problemstillinger.”

Han er en af de unge stjerneskud på den juridiske nattehimmel, hvor han har høstet store roser allerede for sit engagement i forvaltningsretten. Rasmus Grønved blev allerede som 24-årig færdig som cand.jur. og blot fire år efter havde han afleveret sin doktorafhandling. 

”I november 2017 startede jeg på min ph.d. og snød så at sige systemet ved at indlevere afhandlingen til forsvar for den juridiske doktorgrad. Forskellen mellem ph.d.- og doktorgraden er formelt set, at de hver har sin bekendtgørelse – der er ingen tvivl om at kravene til at få en doktorafhandling er – og skal være – langt højere end til en ph.d. En ph.d.-grad tildeles for en forskningsindsats svarende til de internationale standarder for ph.d.-grader. Doktorgraden tildeles som anerkendelse af, at man besidder en ”betydelig videnskabelig indsigt og modenhed og med sin afhandling har bragt videnskaben et væsentligt skridt videre””.

Afhandlingen indleverede han i januar 2021. Og den blev senere til en bogudgivelse ved Karnovs Forlag, da den havde bred forvaltningsretlig interesse.

”Den handler om forvaltningskontrakter – altså groft sagt når offentlige myndigheder indgår aftaler i stedet for at træffe afgørelser. Hvis en myndighed skal erhverve en ejendom, så udnytter de som regel først en ekspropriationshjemmel, hvis de ikke kan indgå en aftale med lodsejeren. Men det er jo en særpræget forhandling, fordi den ene part har mulighed for ensidigt at effektuere transaktionen. Så hvad er det, der gælder, når man indgår den slags aftaler, og hvad gælder efter, at aftalen er trådt i kraft og så videre."

Ligesom så mange andre jurastuderende gik vejen først forbi advokatbranchen – først fire år som stud.jur. efterfulgt af et år som advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith. Men universitetsverdenen trak dog hurtigt i ham.

”Jeg havde oprindeligt en plan om at lave en erhvervs-ph.d. Men jeg fik kolde fødder. Jeg fik lyst til at hellige mig helt og holdent til universitetsverdenen. Det der er særligt ved livet som retsvidenskabsmand m/k er, at alle andre steder bruger man juraen som et middel til at opnå et mål – om det er at servicere sine klienter, betjene en minister eller tjene penge. Men på universitetet dyrker man juraen for juraens egen skyld. Juraen er målet.”

For Rasmus Grønved handler det først og fremmest om frihed, fortæller han. Friheden til selv at drive sit arbejde med juraen.

Jeg har måtte indse, at rammerne var for snævre til mig

”På universitetet får man den ultimative frihed til selv at vælge, hvad man gerne vil undersøge, og så er der næsten ingen grænser for metode, hvor lang tid det må tage og så videre. Den der mulighed for virkelig at nørde igennem og blive helt mikroskopisk i sin interesse, det driver mig. Det at blotlægge viden og samtidig vide, at når man finder svar på problemstillinger, så har det betydning for rigtig mange mennesker og samfundet som sådan.”

Han supplerer: 

”Jurastudiet er jo både en professionsuddannelse og en videnskabelig uddannelse. Og jo, jeg startede min karriere i advokatsporet, men jeg har måtte indse, at rammerne var for snævre til mig.”

De bøvlede ansættelser

Sidste år blev Rasmus Grønved Nielsen del af en ny fagledelse på forvaltningsret på Det Juridiske Fakultet. Et område, der ligesom de andre juridiske fag, er dybt afhængig af eksterne undervisere. Men hvor der desværre i denne ansøgningsrunde er udfordringer med antallet af ansøgere. 

”Jeg har jo ikke et særlig imponerende datagrundlag – jeg har været med i to runder og sidste år fik vi rigtig mange ansøgere. Men i år har vi haft lidt problemer med at tiltrække nok ansøgere. Det betyder, at vi har været nødt til at lave et genopslag, og ansøgertallet på det er heller ikke imponerende. Det er selvfølgelig en frustration for mig som fagleder, for vi vil gerne have mange af de dygtigste undervisere i hus, ellers falder det jo tilbage på os og uddannelsen som sådan.”

Han vil ikke pege på konkrete årsager til det sparsomme felt af ansøgere, for der kan være mange. Men han håber, at flere vil få øjnene op for vigtigheden af at fremme forvaltningsretten.

”Det er svært at finde et klart svar, og jeg håber, at det sparsomme ansøgerfelt i år er en anormali. Jeg så jo gerne, at der var større interesse fra ansøgere – men også fra arbejdsgiverne til at give deres ansatte mulighed for at undervise ved siden af deres primære beskæftigelse.”

Han opfordrer til, at arbejdsgiverne på advokatkontorerne, i departementerne og i den juridiske verden generelt støtte op, hvis medarbejderne har lyst til at prøve kræfter med undervisningen som ekstern underviser. For det koster altså nogle timer. 

”Realiteten er, at det selvfølgelig er en smule tidskrævende – særligt første gang du skal undervise. Jeg brugte selv mine weekender på det som undervisningsassistent i forvaltningsret. Men der er rigtig mange gode grunde til at gøre det – dels er der det idealistiske: Man bidrager til uddannelsen og dermed til samfundet og retsstaten på sigt. Men man skal heller ikke underkende, at man bliver enormt skarp til faget (af at undervise, red.), ligesom det kan være en rekrutteringskanal for offentlige og private arbejdsgivere. I sin tid søgte jeg selv stillingen som stud.jur. i Kammeradvokaten, fordi min underviser arbejdede der.”

Han peger på, at de færreste vælger at blive eksterne undervisere på grund af lønnen. Muligheden for at præge unge jurister in spe bør i hans optik tælle mere, for de eksterne undervisere kan sætte juraen i perspektiv.

”Det er ikke og skal ikke være lønnen, der tiltrækker de eksterne undervisere. Noget af det, de eksterne kan, er at gøre faget levende og komme med konkrete eksempler, især på et område som forvaltningsret, der kan være ret abstrakt, når de studerende starter på fjerde semester. Mange af dem ved knap, hvad en offentlig myndighed er, og det forstår jeg godt. Det er meget abstrakt, for offentlig myndighed som begreb er jo ikke andet end fiktion. Det er en juridisk skal, der har alle mulige magtbeføjelser over for borgerne. Og derfor er det så utrolig vigtigt, at vi uddanner dygtige jurister, der kender det her område.”

Han kan da også godt forstå, hvis studerendes førstehåndsindtryk er, at forvaltningsret er til den tørre side. Men de fleste indser i løbet af undervisningen, hvor vigtigt og spændende forvaltningsret er. 

det ender med at ramme retsstaten i sidste ende, for vi bor i et land med en kæmpe offentlig sektor, som har meget store magtbeføjelser over borgerne og virksomheder.

”Mange studerende tror fejlagtigt, at forvaltningsret kun er for dem, der skal være embedsmænd. Men der er i høj grad brug for dygtige forvaltningsretsjurister ude i den private sektor, både advokater og virksomhedsjurister.” 

Og i sidste ende kan det have store konsekvenser for retsstaten, hvis kvaliteten af undervisningen og interessen for forvaltningsret er dalende. 

”Hvis vi ikke kan rekruttere de dygtigste eksterne undervisere, så falder uddannelseskvaliteten, og så får vi jurister ud i den anden ende, der ikke lige så dygtige til forvaltningsret, som de kunne have været. Og det ender med at ramme retsstaten i sidste ende, for vi bor i et land med en kæmpe offentlig sektor, som har meget store magtbeføjelser over borgerne og virksomheder.” 

Og derfor er det så vigtigt, siger han.

”Det er enormt vigtigt at holde offentlige myndigheder op på respekten for gældende lovgivning og retsstaten som institution. Og det er jo det, som forvaltningsretten handler om. Det er retsstatens juridiske infrastruktur. Det handler både om de store principielle sager – mink-sagen, instruks-sagen og så videre – men det handler også om det nære og hverdagsprægede. Forvaltningsret er overalt. ”