Troværdighedsvurdering deler vandene 

Billede: Sammenklip fra Shutterstock

I sommer kom et par lovforslag på bordet, der hvis vedtaget vil føde to nye love, som skal øge ofres retssikkerhed. De handler om grooming og om rekruttering af bandemedlemmer, og lovforslagene lægger sig på mange måder i slipstrømmen på samtykkeloven, der trådte i kraft i januar 2021. Fordi de ligesom den skal gøre det mere sikkert at være offer i en sag.

Men de nye love lægger også op til en en ny type bevisførelse. For de stiller nye krav til dokumentationen, der ofte vil være baseret på ord frem for fysiske beviser.

For eksempel siger Allan Nejbjerg, der er forsvarsadvokat og medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg, til Advokatsamfundet, at der med den nye samtykkebestemmelse er en risiko for, at domstolene hælder til fordel for ofret, og en anklaget dermed ikke vil være uskyldig, til det modsatte er bevist.

”Det handler om parternes troværdighed og talegaver, og hvordan du performer som vidne, og det, synes jeg, er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Jeg ser flere gråzonesager, og jeg har en bange anelse om, at vi får flere ukorrekte resultater, fordi jeg opfatter, at retterne har ændret holdning og som udgangspunkt lægger vægt på offerets forklaring. Der skal ikke ret meget til, så bliver man dømt,” siger han. 

At de nye love piller ved uskyldighedsformodningen, der er en absolut grundsten i det danske retssystem, mener Anja Høll Greisen, at hun har en løsning på.

Hun står bag virksomheden Lingualyze, som specialiserer sig i lingvistisk analyse og efterforskning, og så arbejder hun med noget, hun kalder troværdighedsvurdering. En metode, der trækker på værktøjer og teknikker, der allerede bruges flittigt andre steder i verden. K-NEWS stødte på hendes navn på LinkedIn, hvor hun selv kommenterede på Advokatsamfundets artikel, at vurdering af troværdighed er et ukendt fagområde i Danmark, og det er bekymrende.

Troværdighedsvurdering

Anja Høll Greisen har selv udviklet troværdighedsvurderingen, fortæller hun. Og mange af de teknikker, hun har ladet sig inspirere af, bruges allerede blandt andet af politiet i USA, men også i både Australien og Canada.

Hovedfokusset er troværdighed, og det, hun mener, hendes metode kan, er at bidrage til at vurdere, hvornår et udsagn er troværdigt, og hvornår det ikke er.

“I virkeligheden handler det helt grundlæggende om ord. Forstået på den måde at man som udgangspunkt skal stole på, det, personen fortæller, er sandt. Det vil det være i langt størstedelen af tilfældene. Og når man stoler på folk, så får man automatisk informationer. På den måde kan man undersøge, om forklaringen er troværdig, og om der eventuelt er huller i en forklaring,” siger hun og forklarer, at ordbogen er udgangspunktet. Med det mener hun specifikt, at der skal mere fokus på den kategori af ord, der går under betegnelsen funktionsord, og som er ord, vi ikke særligt ofte taler om.

“Det kræver lidt hjerneomstilling, for vi er vant til at opfange og opfatte ord, der indeholder noget, som vi kan danne noget billedligt ud fra i vores hjerner. Eksempelvis en bil eller et bord. Men ord som ’og’, ’eller’ og ’jeg’, de er halvusynlige for vores hjerner, fordi de er grammatiske ord, som vi ikke lægger mærke til på et bevidst plan,” siger hun.

Konkret forklarer Anja Høll Greisen, at eksempelvis funktionsordet ‘vi’ aldrig kan betegne en negativ relation, fordi ‘vi’ er et ord, der indikerer et samarbejde og et fællesskab. Det betyder, at hvis der er en forurettet, som anklager en anden for voldtægt, og hvis den forurettede eksempelvis siger, vi gik ind i soveværelset, antyder det, at de sammen gik ind i soveværelset, altså frivilligt. Siger den forurettede derimod, at h*n blev taget med ind i soveværelset af personen, der anklages for voldtægt, så er personerne følelsesmæssigt adskilt fra hinanden, hvilket indikerer, at de ikke er gået ind i soveværelset i fællesskab, og at det måske ikke har været frivilligt.

Anja Høll Greisen understreger dog, at man ikke kan sige, at et udsagn er utroværdigt, bare fordi en forurettet bruger ordet ‘vi’ om den påståede gerningsperson og forurettedes relation, men det er en indikation på, at passagen, hvor ‘vi’ bruges, bør undersøges nærmere.

“For det er usædvanligt, at en forurettet vil teame op med en gerningsperson. Og det gør man med ord som ‘vi’, ‘os’ eller ‘sammen’,” siger hun.

På samme måde kan man kigge på, hvor i sætningskonstruktionen en forurettet eksempelvis placerer sig selv i forhold til en påstået gerningsperson.

For eksempel indikerer det følelsesmæssig tilknytning, hvis man siger:

“Min kone og jeg tog ud for at handle.”

Hvorimod sætningen:

“Jeg tog ud for at handle med min kone,” indikerer afstand mellem personerne.

“På den måde afslører sproget vores relationer eller følelser, og det er det, man undersøger, når man vurderer troværdighed. Det er følelserne i sproget,” siger hun og understreger, at det faktuelle indhold er irrelevant.

En anden måde, hvorpå Anja Høll Greisen undersøger troværdigheden i et udsagn, er ved at måle hastigheden.

“Man kan måle hastigheden af et udsagn ved at gå ind og lave en kvantitativ analyse, hvor man kigger på, hvor hurtigt personen taler ved at tælle antallet af ord og linjer. Hvis hastigheden så ændrer sig i løbet af fortællingen, kan det også indikere, at der er noget, man skal undersøge nærmere,” siger hun.

Inspireret af SCAN

Anja Høll Greisen har som sagt selv sammenklippet sin metode til at vurdere troværdighed med værktøjer fra andre modeller.

Og en anden teknik, hun bruger, har hun hentet fra en metode, der hedder Scientific Content Analysis eller SCAN. Det er en metode, der er ret udbredt blandt politifolk i USA.

Her får man i første afhøring den mistænkte eller den forurettede til at skrive hændelsesforløbet ned på et stykke papir. Et åbent udsagn.

“Det er vanskeligt at få skrevet den første sætning, for hvor starter du din fortælling? Det er jo ikke tilfældigt, hvor man vælger at starte den. Den første sætning afgrænser fortællingen, og næste sætning begrænser fortællingen endnu mere. Det går hurtigere og hurtigere, og man kommer ind i et ubevidst flow,” forklarer Anja Høll Greisen.

Når hændelsesforløbet er skrevet ned, har du en forklaring, der ikke er påvirket af noget udefra, der er ikke en interviewsituation, hvor der kan være blevet stillet ledende spørgsmål. 
Det, udsagnet kan bruges til, er noget, Anja Høll Greisen kalder for farvekodning.

Det er en metode, der er en del af en både kvantitativ og kvalitativ analyse, hvor man farvelægger udsagnet for at undersøge forskellige dele af udsagnet. Eksempelvis bruges grøn til at undersøge ændringer i sproget i forhold til beskrivelse af personer, og pink undersøger manglende tid og information.

Anja Høll Greisen forklarer, at hun engang sad med en sag om en kvinde i USA, der sagde, hun var blevet voldtaget. Her brugte Anja Høll Greisen den grønne farve til at markere de pronominer, som kvinden brugte til at beskrive gerningsmanden hele vejen igennem det skrevne udsagn.

Kvinden skiftede meget mellem forskellige måder at beskrive sin gerningsmand på. Hun kaldte ham både ‘someone’, ‘guy’, ‘boy’ og ‘men’, og det indikerede ifølge Anja Høll Greisen, at kvinden ikke talte sandt.

“Når man skifter mellem identiteter på den måde i et relativt kort udsagn - det var på 1,5 A4-side - skal man kunne retfærdiggøre, at der er sket noget i hendes opfattelse af personen, og hvis man ikke kan det, så er det en indikation på, at hun bedrager,” siger hun og fortsætter:

“Når man skifter fra en ubekendt til bekendt til anden bekendt til flertal, så er det, det begynder at blive problematisk. Det viste sig også, at sagen blev henlagt, fordi hun var utroværdig.”

Et sidste redskab er selve interviewteknikken, som politiet eller anklageren bruger i retten. Anja Høll Greisen peger nemlig på, at den måde, man stiller et spørgsmål på, kan være afgørende, for de svar man får.

Her er både ledende spørgsmål og klyngespørgsmål blandt andet problematiske.

Ikke et redskab til at vurdere skyld eller uskyld

Troværdighedsvurdering er ifølge Anja Høll Greisen et værktøj, der skal hjælpe med at vurdere, hvad personen helt præcist siger med sine ord og finde interessepunkter eller finde huller i en forklaring. Kort fortalt noget, der skal undersøges yderligt. Hun understreger, at det ikke er et redskab, der skal vurdere skyld eller dømme nogen.

“Men man kan spare meget sagsbehandlingstid ved politiet, hvis man bruger det som et efterforskningsværktøj,” siger hun og fortsætter:

“Det er primært tænkt som et værktøj til at sortere de uskyldige fra, så man kan fokusere på dem, der har mulig skyldig viden.”

Ifølge Anja Høll Greisen bruges det overhovedet ikke i Danmark lige nu, og det, mener hun, er tilfældet, fordi Danmark er meget firkantet, hvad angår evidens for, om det virker rent videnskabeligt.

“Der er ikke etableret forskning på området i Danmark, og det er måske derfor, man ikke synes, det er så interessant. Men der er jo forskning på området i andre lande, og det er jo også der, man bruger det i praksis,” siger hun.

Ikke spor videnskabelig

Men det er ikke alle, der er lige glade for troværdighedsvurderinger og for SCAN-metoden. Tanya Karoli Christensen, der er professor i dansk sprog på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og ekspert i retslingvistik, er kritisk overfor teknikker, der baserer sig på SCAN-metoden.  

”Det er lidt uklart hvad troværdighedsvurdering i denne sammenhæng egentlig dækker over, men en af tilgangene, nemlig den såkaldte Scientific Content Analysis (SCAN), er sjovt nok ikke spor videnskabelig. Hverken SCAN eller den tilgang den bygger på, nemlig Statement Analysis (Udsagnsanalyse på dansk) er underbygget af teori om sprog, og de er heller ikke udviklet af folk med forstand på sprog, altså sprogforskere. De få videnskabelige undersøgelser der er lavet af SCAN, viser ingen overbevisende resultater. Det er meget bekymrende, når man ser på hvor mange lande, der gør brug af den slags metoder,” siger hun og tilføjer, at den forskning, der har været på området, sætter “kraftige spørgsmålstegn ved, om man kan stole på metoderne, og om de er gode nok.”

Blandt andet nævner hun et metastudie fra 2003, hvor professor i psykologi Bella DePaulo fra University of California konkluderer, at der ikke findes konsistente resultater i forhold til, hvad der er tegn på, at folk lyver.

“Så det med at tage enkelte sproglige udtryk ud af kontekst og sige, at de er tegn på, at det, der bliver sagt, er løgn, det er der ikke noget, der tyder på, at man kan. For eksempel er der nogen, der siger, at brugen af passiv kan være et tegn på, at folk lyver, eller hvis man bruger noget, der kaldes tidslige overgange, er det tegn på, at man springer noget vigtig information over,” forklarer hun, og tilføjer, at der kan være mange grunde til, at man udelader noget information. Man kan for eksempel synes, det er irrelevant for sammenhænge, eller man kan have glemt det.

”Det er ikke i sig selv et tegn på, at man lyver.”

Ifølge Tanya Karoli Christensen bliver metoden farlig, hvis man ikke har en stærk nok forståelse for, hvor mange faktorer der spiller ind, når folk taler med hinanden.

“Hvis man er nervøs, føler sig presset eller er lidt forvirret i situationen, kan det have stor indflydelse på, hvordan man taler. Man kan komme til at tøve mere, lave flere afbrydelser eller lave lidt om på sin fortælling. Og sådan kan du jo godt have det, selvom du ikke lyver, men bare er i den uvante situation, det er at blive afhørt,” siger hun og tilføjer, at hvis man kun vurderer ud fra sproget og ikke situationen, så risikerer man at gøre folk skyldige på en helt forkert baggrund.

“Så det er farligt, hvis man ikke har en mere fuldstændig forståelse af, de sproglige valgs betydningsnuancer og hvor mange andre faktorer, der har indflydelse på, hvad der sker på skrift og i en samtale. Man kan komme til at overfortolke enkeltstående træk, så man faktisk kommer til at dømme uskyldige ,” siger hun.

Tanya Karoli Christensen peger på USA som skrækeksempel. For en artikelserie fra det journalistiske medie ProPublica afslører, hvordan SCAN-metoden har fået en masse uskyldige dømt, og hvordan metoden ikke er videnskabeligt underbygget. 

“Det er jo dybt tragisk, at man får sigtet eller tiltalt nogen på baggrund af løsrevne sproglige udtryk. Det er katastrofalt,” siger hun.  

Ikke nogen magisk løsning

Selvom Tanya Karoli Christensen er kritisk overfor troværdighedsvurderinger og SCAN-metoden, så er hun ikke helt afvisende for, at der kan være nogle ting i metoderne, der fungerer, men så længe det ikke er videnskabeligt bevist, mener hun ikke, man bør bruge det til troværdighedsvurdering.  

“Man bør ikke bruge det, som det ser ud nu. Så skal man i hvert fald være klar over, at det ikke må være noget, man træffer endelige konklusioner ud fra. Man må gerne bruge det, hvis man synes, det er interessant i forhold til at spørge videre, men det må aldrig stå alene. Der skal være bevismateriale nok i sagen i øvrigt,” siger hun og uddyber, at det kan være et fint redskab at bruge som indikator for, hvor man skal spørge mere i dybden.

Men hun tilføjer også, at der allerede findes velunderbyggede metoder til at afhøre på en ordentlig måde, og at politiet herhjemme bliver udlært i den slags teknikker allerede.

“Vi behøver ikke et ekstra redskab som det her. Ikke medmindre vi får det bedre underbygget, for det er det ikke endnu, efter min bedste vurdering,” siger hun.

Ifølge Tanya Karoli Christensen findes den magiske løsning ikke endnu. For det er netop så forskelligt, hvordan folk reagerer i den uvante situation, det er at blive afhørt.  

“Der er forskel på, hvordan folk reagerer både i forhold til kultur, køn og social baggrund. I nogle kulturer er øjenkontakt for eksempel uhøfligt og i andre er det ikke. Så det der med at folk ofte lyver, hvis de ikke holder øjenkontakten, eller hvis de sidder uroligt. Det er der intet videnskabeligt belæg for. Tværtimod peger forskellige studier i modsat retning, og så kan man jo ikke bruge det til noget,” siger hun og fortsætter:

“Der findes ikke nogen smart, entydig løsning, man er nødt til at lave det hårde arbejde via vidneudsagn og efterforskning. Der er alt for mange faktorer i det her, til at man bare kan lave en liste over sproglige udtryk og finde frem til sandheden, hvis man følger den.”

Afviser kritik af SCAN-metoden

K-NEWS har forelagt Tanya Karoli Christensens kritik af SCAN-modellen for Anja Høll Christensen, og til det svarer hun:

”Metoden, Lingvistisk Analyse & Efterforskning er videnskabeligt funderet på flere områder. Det være sig blandt andet teorien om, at man som udgangspunkt skal stole på, hvad personen fortæller. For det første fordi de færreste mennesker lyver, og dernæst fordi det er lettere at detektere sandhed end løgn. Dette er et grundprincip i både Statement Analysis og Scientific Content Analysis (SCAN), hvilke metoder jeg bruger elementer fra i min egen metode.”

”Et andet fundament for metoderne i Lingvistisk Analyse & Efterforskning er ordbogen, hvilket også må siges at være videnskabeligt underbygget.”

”Jeg står fagligt inde for min egen metode, som er Lingvistisk Analyse & Efterforskning, som indeholder elementer fra Scientific Content Analysis (SCAN). Lingvistisk Analyse & Efterforskning er ikke udviklet til at skulle anvendes som endegyldigt bevis i retten, ligesom metoderne heller ikke skal bruges til at træffe endegyldige konklusioner. I sidste ende handler det i høj grad også om, hvor god analytikeren er til at anvende metoderne og vurdere resultaterne af sine sproglige undersøgelser.”

”At uskyldige mennesker skulle være blevet dømt på baggrund af Scientific Content Analysis (SCAN) er en påstand, jeg finder både udokumenteret og bemærkelsesværdig, især når metoderne ikke kan bruges som bevis i retten, men derimod kun kan understøtte andre beviser på nøjagtig samme måde som fagområdet, retslingvistik, som i øvrigt intet har at gøre med mit fagområde.” 

”DNA har fået uskyldige mennesker dømt - endda i Danmark. Det viser med al tydelighed, at man skal være varsom med at tillægge selv det tilsyneladende bedste bevis en endegyldig værdi."