Tre afgørelser fra rigsretssagen, der allerede ligger fast

Det er svært at overse i nyhedsbilledet, at rigsretssagen mod Inger Støjberg er i fuld gang. Dommerne, højesteretsdommere og folketingsvalgte er i fuld gang med deres arbejde med at lytte til og spørge til vidnerne, der kommer og går. Alt sammen frem mod dommen over Inger Støjberg, der er planlagt til at falde før jul.

Men allerede undervejs er der - som kridtet op i artikeloverskriften -  truffet afgørelser i rigsretten, der er præcedensskabende.

Hvis du tror, du kalder det det rigtige...

Vi er nede i nogle detaljer her. Og hvis du forledt af mediernes dækning - uanset om det er de store landsdækkende eller mindre medier som eks-ministerens egne - tror, at det er en sag, der handler om ’barnebrude’ eller ’instrukser’, så lad os lige starte med den detalje og bruge formuleringen fra rigsretten:

Det her handler om en sag, hvor ’tiltalen angik en indkvarteringsadministration vedrørende adskillelse af et antal ægtefæller og samlevende par i asylsystemet, hvoraf mindst den ene part var under 18 år’, som det skrives i begyndelsen af den ene kendelse.

Og formuleret lidt anderledes i rigsrettens afrunding i den kendelse, som vi beskriver i næstkommende afsnit, handler det her om: ’skyldspørgsmålet i forholdet vedrørende indkvarteringsordningen og dens administration’.

Skærpende omstændighed eller ej

Første kendelse handler om, hvorvidt forkerte informationer afgivet til Folketinget kan være betegnet som en skærpende omstændighed.

I tiltalen mod Inger Støjberg, som jo formelt er rejst af Folketinget, var det ikke formuleret som et selvstændigt tiltalepunkt, at hun har afgivet misvisende eller urigtige oplysninger under et samråd.

Rigsretten beskriver, at det ifølge ministeransvarlighedsloven §5, stk. 2 ganske vist kan udgøre et selvstændigt strafbart forhold for en minister at udtale sig misvisende eller urigtigt til Folketinget. Men rigsretten bemærker også, at det netop ’blev overvejet’ af Folketinget, om der skulle tiltales for dette forhold. Og de valgte, at det blev et selvstændigt tiltalepunkt.

Rigsretten henviser til en afgørelse fra den forrige rigsretssag, hvor det blev afvist, at det skulle være skærpende i sagen mod Erik Ninn Hansen, at han havde modarbejdet Folketingets Ombudsmands.

’Selvstændige forhold, der er udeladt i tiltalen, vil ikke kunne tillægges betydning som strafskærpende omstændigheder ved det forhold, for hvilket der er rejst tiltale’.

Så tydeligt står det i afgørelsen fra 1994 (U 1994.422).

Og rigsretten i 2021 fastslår altså det samme. Inger Støjbergs afgivelse af urigtige eller misvisende svar til Folketinget kan ikke få betydning som skærpende omstændighed i strafudmålingen. Hvis det skulle have haft sin plads i dommen, skulle det være formuleret som et selvstændigt tiltalepunkt.

Mediernes offentliggørelse af alt til alle

Anden kendelse vedrører mediers adgang til at optage og transmittere fra hovedforhandlingen.

DR2, TV2, Politiken, DK4, Ritzau Scanpix havde i forskellige varianter søgt om ret til at livetransmittere og optage i rigsretssalen. Politiken har i deres ansøgning blandt anført, at

’Vidnerne vil være bedst tjent med, at offentligheden ikke kun får præsenteret, hvad de sagde, men også hvordan de sagde det’.

Anklagerne har protesteret mod mediernes ansøgning og mente, at det skal begrænses kraftigt, hvad der må optages og transmitteres. De kaster også Ninn Hansen ind i argumentationen og påpeger, at det, de beder om, svarer til forholdene ved rigsretssagen mod ham.

Anklagerens argumentation lyder også, at ’varetagelsen af hensynet til offentlighedens interesse over for hensynet til en retssikkerhedsmæssigt betryggende afvikling af sagen tilgodeses ved, at det ikke tillades at optage og transmittere billeder og lyd fra hovedforhandlingen.'

Forsvarerne mener derimod, at

’Rigsretten bør […] give medierne tilladelse til at optage og transmittere billeder og lyd fra offentlige forhandlinger, medmindre Rigsretten undtagelsesvist, når særlige grunde foreligger, forbyder det’.

Og så argumenterer forsvarerne for at Inger Støjbergs forklaring og deres egen procedering skal kunne mangfoldiggøres i den rene reporterende lyd og videoform.

I deres synspunkter findes argumentationen, at der er

’dele af forhandlingerne, hvor der uden videre bør kunne gives tilladelse til optagelse og transmission, f.eks. fra fhv. minister Ts forklaring og advokaternes procedurer’.

Også forsvarerne henviser til den forrige rigsretssag. Med den som sammenligning siger de, at offentlighedens interesse for sagen om Inger Støjberg er endnu større.

’Den betydelige offentlige interesse gør sig med endnu større styrke gældende i den foreliggende sag’.

Men det bliver altså anklagerens ønske, der bliver til rettens bestemmelse. Rigsretten giver kun tilladelse til at optage og transmittere billeder og lyd fra

* ’5 minutter før retsmødet den 2. september 2021, indtil dommerne har indfundet sig, og retten er sat.'
* 'domsafsigelsen under retsformandens oplæsning af dommens konklusion og begrundelse.'

Og skulle nogen tungtopfattende medier være i tvivl om, hvad det betyder, så står konsekvensen udpenslet i kendelsens allersidste linje.

* ’Der må ikke i øvrigt optages eller transmitteres billeder eller lyd fra retsmøderne i sagen.'

Irrelevant vidne - som defineret for 170 år siden

Tredje kendelse kom 15. september. De to andre med forbindelse til Rigsretssagen er fra slutningen af juni.

Forsvarerne fik afvist deres ønske om at indkalde et vidne med det formål at afgive ’forklaring om de generelle forhold vedrørende tvangsægteskaber og social og kulturel tvang mv’.

Alle der har åbnet en avis, set tv, hørt radio, eller med et kvart øje kigget på internettets nyhedsoverleveringer ved, at det er den kvindelige forfatter Ayaan Hirsi Ali, som Inger Støjbergs forsvarere forsøgte at få indkaldt som vidne. 

Inger Støjberg har tidligere ’mødtes alene og under private former med Hirsi Ali’, som var Støjbergs tidligere kollega. Og, som det fremgår af forsvarernes oplysninger, der er gengivet i afgørelsen fra 15.september, her anonymiseret som minister T på Karnovs platform, så er Hirsi Ali

’[...] en betydelig kilde til inspiration for fhv. minister T’s politiske dagsorden om at beskytte piger og kvinders rettigheder’.

Og det var

’Ayaan Hirsi Alis virke, som lå til grund for fhv. minister T’s opfattelse af, at der var behov for at skride resolut ind over for indkvartering af mindreårige med voksne ægtefæller/samlever’.

Anklagerne anfører derimod, at

’Ayaan Hirsi Ali ikke har været involveret i det konkrete sagsforløb og derfor ikke kan bidrage med oplysninger i relation til sagens bevistemaer’.

Hun kan ikke fremkomme med noget relevant ift sagens kerne - om Inger Støjberg har forfulgt et sagligt formål og handlet i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og almindelige forvaltningsretlige principper. De eventuelt interessante informationer om piger og kvinders retsstilling i den muslimske kultur, som forsvarerne måtte finde relevante for sagen, siden de ønsker Hirsi Ali som vidne, det kan forsvarerne give til retten via relevant litteratur, siger anklagerne.

Anklagerne får altså rigsretten på deres side i spørgsmålet om Hirsi Ali.

Og rigsretten går 170 år tilbage i tiden med deres argumentation. Tilbage til forarbejderne for rigsretslovens § 37 vedrørende tvister mellem parterne om indkaldelse af vidner.

’»Det ansees rigtigst, at Anklageren ordentligviis indstævner alle Vidner, som skulle afhøres i Retten. Men dog bør der sørges for, at denne Regel ikke misbruges af Tiltalte til at forhale Sagen eller til at faae Vidner afhørte om Gjenstande, der ei vedkomme denne«, jf. Rigsdagstidende 1851 (tredje session), tillæg A, sp. 339’.

Det er ikke det med at forhale sagen, der gør udfaldet, men derimod den sidste del af den altså mere end 170 år gamle formulering: Vidner, der er irrelevante for sagen, skal ikke afhøres.

I kendelsen udtaler en enkelt af dommerne dog, at han eller hun gerne havde set Hirsi Ali ført som vidne.

’Jeg finder, at det ikke kan udelukkes, at en forklaring fra Ayaan Hirsi Ali vil kunne have betydning for vurderingen af skyldspørgsmålet og en eventuel straffastsættelse, og jeg stemmer derfor for at imødekomme forsvarernes anmodning’.

Den ene dommers forbehold står beskrevet lige inden de sidste linjer, hvor 'Thi bestemmes'