Topkurator undgår helst mediernes søgelys

Lettelsen over, at en slags hverdag har indfundet sig på Bruun & Hjejles kontor i midten af København, er tydelig hos Henrik Selchau Poulsen, der er partner i advokatfirmaet. Kontoret er så småt begyndt at åbne langsomt igen efter, at alle har arbejdet hjemmefra i flere uger under coronanedlukningen. Alligevel er alt ikke som før.

”Vi har alle sammen lært noget af den her periode, og måske er vi alle kommet tilbage lidt rundere i kanterne. Vi har fået øjnene op for, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Coronakrisen har givet os nogle indsigter i forhold til, hvordan en mere fleksibel indretning af arbejdslivet kan se ud. Mange har haft tid til at spørge sig selv, om de bruger deres tid fornuftigt. Når man har et job, som kræver en del tid, så skal man være endnu skarpere på at prioritere sin tid, også når man ikke er her,” siger 45-årige Henrik Selchau Poulsen, der er meget bevidst om, at hans børn og familien står højt på den prioriteringsliste.

Når det er sagt, så accepterer han også, at jobbet nogle gange byder på aftener væk hjemmefra, når store sager kræver hans tilstedeværelse: For eksempel erhvervsskandalesagen om lampevirksomheden Hesalight, der er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, hvor selskabet og selskabets ejer svindlede for flere hundrede millioner kroner. Eller Bios-sagen, hvor Falck endte med at få en historisk høj bøde på 30 millioner kroner for at have overtrådt konkurrenceloven i sagen om ambulancefirmaet Bios. Spektakulære sager, der naturligt tiltrækker sig stor medieopmærksomhed.

”Jeg anerkender, at visse sager berettiget har offentlighedens interesse, og jeg har intet imod at tale med journalister. Jeg forsøger dog ikke at have fokus på bevågenheden, men derimod at holde fokus på sagen. Jeg udtaler mig helst ikke, medmindre det er helt nødvendigt eller i kreditorernes interesse. Man er nødt til at spørge sig selv, om det er i kreditorernes interesse at udtale sig, og så er der naturligvis hensyn til fortrolighed og tavshedspligt. Jeg skulle jo nødig udtale mig for min egen forfængeligheds skyld. Det behov har jeg ikke,” lyder det fra Henrik Selchau Poulsen.

”Det ville ærgre mig, hvis dem, jeg er sat i verden for at hjælpe, nemlig kreditorerne, tænkte, at jeg havde en glæde ved at se mit eget navn i avisen, for det er jo ikke mig, det handler om. Jeg er bare den, der skal forsøge at få sagen det bedst mulige sted hen,” understreger Henrik Selchau Poulsen, der blev udpeget til fast kurator af Sø- og Handelsretten i 2018, en titel han deler med cirka 20 andre advokater, hvilket han ser som en stor anerkendelse af sine mange års beskæftigelse med insolvenssager i Bruun & Hjejle.

Når enderne kan mødes pænt

Han nyder at styre sagerne, der kan strække sig over flere år, og hvor 10 kollegaer i insolvensafdelingen hjælper ham med at drive sagerne frem, og han ser i høj grad kuratorrollen som en projektlederfunktion.

Fordi sagerne ofte er komplekse og har berøring til mange fagspecialer, giver det tit mening at række ud efter andre relevante personer med andre specialer i Bruun & Hjejle – hele tiden med øje for, at ressourcerne og de mange dybe kompetencer i huset bruges rigtigt.

I Bios-sagen handlede det ikke blot om at afvikle. Her trådte han ind i et selskab, hvor der til at begynde med skulle findes en aftale, så ambulancedriften kunne opretholdes. Det ville naturligvis være en utænkelig katastrofe, hvis ambulancerne ikke kørte bare en enkelt dag, som Henrik Selchau Poulsen bemærker.

Derefter skulle virksomheden overdrages. Der opstod en kompliceret tvist med regionen om medarbejderforpligtelser, og konkurrenceretlige aspekter var også i spil i den komplekse sag, som ifølge Henrik Selchau Poulsen meget godt illustrerer, hvordan større og komplekse sager bliver løst ved at inddrage andre specialer og personer i Bruun & Hjejle.

Hvis man for 15 år siden havde spurgt ham, hvad hans mål som advokat og kurator var, så ville han ikke have et svar parat, men i de 15 år han har været hos Bruun & Hjejle – det eneste advokatkontor han har været på og i øvrigt ikke ser nogen grund til at forlade – har svaret indfundet sig.

”Hvis jeg, når sagen er slut, sidder med en fornemmelse af, at der er opnået et godt resultat for kreditorerne, og at eventuelle modparter eller dem, der er personligt konkurs, kan acceptere resultatet, og at de i øvrigt er blevet behandlet pænt, så har jeg nået mit mål,” siger Henrik Selchau Poulsen og tilføjer:

”Der er uundgåeligt et konfliktfyldt miljø i mange sager, og nogle gange kan det godt blive meget konfrontatorisk. Linjerne kan blive trukket skarpt op, og så skal der ikke så meget til, før der kan opstå konflikter. Som kurator er man nødt til at have evnen og viljen til at skære igennem og somme tider bare acceptere at befinde sig i midten af et betændt miljø. Men selv om behandlingen af konkursboer kan være konfliktfyldte, så må målsætningen altid være at opnå et godt resultat uden, at folk ligger tilbage på slagmarken og er blevet tromlet.”

Jobbet er vigtigt, men når man oplever, at folk bliver bange, eller man mister to af ens bedste jævnaldrende venner inden for to måneder, så tænker man over, hvordan man bruger sin tid

Undgår han de lange konflikter og ubehagelige verbale slagsmål, er der samtidig tid sparet. Ligegyldigt hvem han møder, forsøger han at møde dem med åbent sind, og hans grundtanke er, at det at gå konkurs som udgangspunkt intet siger om de mennesker, der går konkurs eller de mennesker, som står bag et konkursramt selskab.

”Det kan både være virksomheder, der går konkurs, og personer, der går personligt konkurs, og hvor vi eksempelvis må realisere den ejendom, de bor i med deres familie. Ingen kuratorer synes, det er sjovt, men forhåbentlig efterlader jeg et indtryk af, at jeg ikke er ligeglad. Det er vigtigt at have fornemmelse for, at man træder ind i en ømtålelig verden, men jeg oplever faktisk ofte, at mange er lettede, når de når til konkursen, for forud for det har der været girokort eller regninger, de ikke har kunnet betale, sure medarbejdere og måske en foged, der har banket på døren. Hvis de så samtidig støder ind i en kurator, som ikke er helt så stor en idiot, som de havde regnet med, så mødes enderne på den bedste måde,” siger Henrik Selchau Poulsen, som samtidig understreger, at det er svært helt at undgå, at nogle bliver sure på en.

”Der kan også opstå situationer, hvor det bliver ubehageligt. Der er man nødt til at acceptere, at uanset hvor meget du prøver at undgå konflikter, så vil man en gang imellem få sig nogle uvenner, og det er en del af jobbet. Det værste er, hvis jeg bagefter har en følelse af, at jeg kunne have gjort det anderledes. Jeg vil helst sidde med en fornemmelse af, at jeg har gjort, hvad jeg kunne,” lyder det fra Henrik Selchau Poulsen.

Det rette speciale

Det, han er blevet allermest overrasket over i sin karriere, strækker sig tilbage til dengang, han stod som færdiguddannet og startede hos Bruun & Hjejle:

”Jeg havde ikke tænkt over, da jeg læste, hvor meget specialisering der er på et stort advokatkontor. Jeg havde nok tænkt, at nu skulle jeg arbejde med alle mulige forskellige ting, men sådan er det ikke. Her sidder alle advokater og partnere og er dybt specialiseret,” fortæller Henrik Selchau Poulsen, der har arbejdet med insolvensret, stort set siden han startede.

Lige først, da han kom til Bruun & Hjejle, sad han i et års tid med blandt andet energiret. En dag lyttede han til en snak mellem to advokater, der sad med konkursboer, og hans første tanke var, at det lød uendeligt meget mere spændende, end det han sad med. På den enes kontor lå der 100 forskellige sager på hylder og skrivebord, telefonen ringede hele tiden, og han fløj ind og ud til møder.

”Der skete virkelig noget – det måtte være noget for mig,” siger han og uddyber, at han er glad for, at han dengang valgte det rigtige speciale.

Han forestiller sig ikke nogensinde at skulle forlade Bruun & Hjejle. Nogle år efter han startede på kontoret, var der en partner, som stoppede i det 142 år gamle advokatfirma. Det var aldrig sket før, at en partner stoppede af eget ønske.

”I dag er der langt større mobilitet, både blandt de ansatte og i partnerkredse, men hvis du kigger rundt i branchen, er det fortsat sædvanligt for de fleste partnere at lægge hele deres arbejdsliv i det samme advokatfirma. Forudsætningen for at blive partner er oftest et langt forudgående ansættelsesforløb i det samme firma. Når du så træder ind som medejer af forretningen, indtræder du samtidig i et fællesskab med nogle utrolig dygtige og ambitiøse mennesker – det er vigtigt, at alle bærer firmaets kultur, værdier og strategi både indenfor og udenfor trøjen. Som jeg har det i dag, ligger det i maven på mig, at det er her, jeg skal være,” lyder det fra Henrik Selchau Poulsen, der i øvrigt mener, at hans mange år i samme hus gør ham bedre til at løse opgaverne, også fordi han præcis ved, hvor i huset de rigtige kompetencer befinder sig.

Samtidig sætter han pris på Bruun & Hjejles størrelse. Firmaet er stort nok til at tiltrække alle sager, også de store og komplekse, og samtidig ikke større, end at næsten alle kender hinanden, hvilket kommer ham til gavn, når han som kurator trækker på husets kræfter. Han værner også om den gode omgangstone i sin egen afdeling – det skal være sjovt og trygt at komme på arbejde. Han anerkender og værdsætter kollegaernes fleksibilitet og også deres begrænsede behov for at arbejde 70 timer om ugen, som man har og har haft for vane i advokatbranchen.

”Det handler mere om at fastholde de oparbejdede kompetencer og ressourcer i præcis de medarbejdere, jeg har et dagligt fællesskab med. De er her jo både på grund af deres personlighed og på grund af deres faglige kompetencer – det er ikke noget, man bare kan og vil skifte ud. Det er umuligt at fastholde så søde og dygtige folk, hvis du sidder fast i en gammel forestilling om, at de til hver en tid – også når de eksempelvis får børn – skal lægge rigtig mange timer herinde,” siger han og tilføjer, at han jo som nævnt også selv har klare prioriteringer.

Han bruger stort set al sin fritid på familien, og der kan vennerne blive nedprioriteret, selv om han er opmærksom på, at han skal have tid til at se sine allerbedste venner.

”Min måske bedste ven døde sidste år efter en del års sygdom. Vi vidste, at han kun havde en begrænset periode tilbage op til hans død, og så dur det selvfølgelig ikke, at man kun sjældent får set hinanden – vi fik derfor heldigvis set meget til hinanden helt frem til dagen, før han døde, og det er jeg taknemmelig for i dag,” siger Henrik Selchau Poulsen og tilføjer, at sidste år var et meget specielt år, fordi han også mistede sin jævnaldrende kusine, som også var en af hans nærmeste venner:

”Det gør, at man reflekterer over livet, når der sker sådan nogle ting. Lige som mange af os har gjort under coronakrisen. Jobbet er vigtigt, men når man oplever, at folk bliver bange, eller man mister to af ens bedste jævnaldrende venner inden for to måneder, så tænker man over, hvordan man bruger sin tid. Det er jeg meget bevidst om.”