Timingen i ICC’s anmodning om arrestordre på Netanyahu skaber undren

Billedet: Martin Mennecke ved Magtens Tredeling-mikrofonen, samt udsnit fra den internationale domstols hjemmeside, der dels viser oversigten over ICC’s seneste presseudmeldinger og dels viser chefanklager Karim Khan, som han trådte frem med arrestordreanmodningen.

Konflikten mellem Israel og Hamas fik igen i pinsen en dramatisk ny udvikling, da ICC's anklager offentliggjorde, at de anmoder om arrestordre på nøglepersoner i den israelske regering, premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant. Og det er en opsigtsvækkende anmodning, lyder det fra Martin Mennecke. Som jurist og lektor i folkeret ved Syddansk Universitet med særlig forskningsinteresse i den internationale strafferetsdomstol, har han i knap 20 år forsket bredt i internationale forbrydelser, blandt andet gennem sin ph.d.-afhandling. Og så har han i en kortere periode nogle år tilbage år tilbage været gæsteforsker ved ICC’s anklagemyndighed.

Mennecke mener, at det er en hidtil uset handling, at anklageren på den måde beder om en arrestordre på højtstående figurer i en demokratisk valgt regering. Anklageren går vel at mærke efter nøglepersoner fra begge sider. Tre Hamas-ledere anklages ligeledes for en række krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden – forbrydelser, som i vid udstrækning er dokumenteret af Hamas’ egne folk. Alt det opridses og uddybes i den seneste episode 181 af podcasten Magtens Tredeling, hvor Mennecke er gæst.

Manglende sammenhæng

“Det der er helt uset er i hvert fald to ting. Det ene er, at det er allerførste gang i den internationale strafferets historie at et internationalt tribunal retter sig mod vestlige regeringsledere. Og det andet, der er meget opsigtsvækkende ved den her sag er, at anklageren går ud og peger på begge parter til den her konflikt og offentliggør et ønske om arrestordrer både mod Israels regering og så Hamas, som jo i EU betragtes som en terrororganisation, og som er den gruppe, der 7. oktober igangsatte hele den her krig med forfærdelige angreb på civile i Israel.”

Som svar på, hvad han mener om ICC’s valg om, at anklager mod Israels ledere og Hamas’ ledere skal komme samtidig, og hvad det betyder for de forhåbninger, han som jurist har til, at ICC’s sager kan bidrage til forsoning og forebyggelse, siger han. 

“I den situation, hvor vi er lige nu, synes jeg der er sket nogle ting, som ikke hænger sammen.”

Han udfolder sine pointer i langt længere og mere detaljeret form i Magtens Tredeling. Men kort opsummeret er fundamentet i hans kritik, at anklagerne snildt kunne være delt op sådan, at en arrestordreanmodning mod Hamas var kommet for længe siden. Først og fremmest fordi Hamas selv under og lige efter angrebet 7. oktober delte markant dokumentation af åbenbare forbrydelser. Dermed var der hurtigt belæg for en anmodning om udstedelse af arrestordre mod Hamas-lederne, siger han.

De syv plus måneder, der er gået siden bombardementerne fra Israels side startede, kan bedre forklares som en forståelig periode, da materialet, som anklagerne har skulle granske, er anderledes. 

Derfor ser han det som en fejlagtig beslutning, han har svært ved se den juridiske argumentation for, når ICC-anklagerne har valgt ikke at opdele arrestanmodningerne.

Desuden er Mennecke kritisk over for, at Anklageren i den foreliggende situation, mens Israel er i krig mod en genocidal terrorgruppe, som han kalder Hamas, har valgt ikke at afsøge, hvorvidt Israel selv vil undersøge de påståede overgreb. Dette ville ellers, forklarer han, være på linje med ICC’s grundlæggende komplementaritetsprincip om kun at anklage sager ved ICC, når det pågældende land ikke er i stand til det eller ikke har viljen til det.

Som kontekst fortæller han i Magtens Tredeling at anklageren har valgt at bruge flere år på at samarbejde med lande som Venezuela omkring påståede forbrydelser mod menneskeheden, med afsæt i at de selv skal undersøge de påståede overgreb. Og det selvom Venezuelas retssystem er kronisk svagt og ikke kan sammenlignes med Israels uafhængige domstole. 

Splitter støtten til ICC

En af udfordringerne, Mennecke ser ICC nu har stillet sig i, handler om en pludselig stor og tydelig splittelse i støtten til domstolen:

“De europæiske lande, der ellers er blandt kernestøtterne til den her domstol både politisk og finansielt , og historisk altid har været fortalere for den her domstol, er nu meget splittet i forhold til hvordan de skal forholde sig i den her situation”

En anden konsekvens af ICC-udmeldingen kan - set med andre øjne end europæiske - være positiv:

“Anklagemyndigheden har formået overfor den bredere offentlighed og også måske en række medlemslande i det man vil kalde for "the Global South" at etablere sig som en uafhængig aktør. Det er sikkert noget anklagemyndigheden håber vil gøre sig betalt i andre sammenhænge, fordi anklagemyndigheden selvfølgelig i lang tid har været under pres for at være så aktiv i Ukraine, hvor den bliver betragtet som værende et instrument for vestlige, europæiske, amerikanske interesser,” siger Mennecke og uddyber:

“Det er helt klart også noget hvor anklagemyndigheden håber, at den kan få noget ny anerkendelse og respekt hos andre aktører, som så måske kan udmønte sig i politisk støtte, når det kommer til arrestordrer i andre situationer. Der har anklagemyndigheden en meget kompliceret i historie med de afrikanske lande for eksempel.”

Og det kan så igen have en særdeles negativ konsekvens, som Martin Mennecke siger:

“Det her kunne også føre til at anklagemyndigheden og også domstolen kommer ud i en meget vanskelig periode overfor en ny amerikansk regering, der muligvis vil komme med sanktioner mod selve anklageren med også domstolen, ved at afslutte alt igangværende samarbejde i Ukraine-situationen og andre sammenhænge”.

Du kan høre hele episode 181 af Magtens Tredeling herover eller i din foretrukne podcast-app.