I Danmark bliver hundredevis af tiltalte dømt i straffesager hvert år (688 i 2019) uden fysisk at have været til stede i retslokalerne. De såkaldte udeblivelsesdomme udgør en lille men ikke desto mindre væsentlig del af det danske retssystem. For retssikkerhed gælder som bekendt for alle borgere, også for dem, der ikke møder op til deres egne retssager.
Netop den gruppe af tiltalte falder ofte mellem to stole, når man søger at effektivisere straffesagsprocessen og nedbringe de voksende sagsmængder. Det er i hvertfald konklusionen i Justitias netop udgivne analyse "Retssikkerhed i udeblivelsesdomme".
Analysen behandler forskellige vinkler i relation til udeblivelsesdomme i straffesager, hvor de tiltalte af den ene eller anden årsag altså ikke er fysisk tilstede, når dommen afsiges i retslokalet.
Og netop de forskellige årsager er langt fra godt nok belyst. Det mener vicedirektør hos Justitia og hovedforfatter på analysen Birgitte Arent Eriksson.
"Rapporten udkom i dag, men først i torsdags kunne vi få at vide, hvor mange udeblivelsesdomme der er – og der er fortsat ikke et fyldestgørende datagrundlag. For det vi stadig ikke ved er, hvor mange af disse domme der ikke skyldes, at tiltalte forlader retssagen i utide, at tiltalte undviger eller på forhånd har givet samtykke til, at sagen behandles uden hans tilstedeværelse. Vi ved heller ikke, hvem er det, der udebliver, og hvorfor de udebliver. Jeg forstår udmærket godt, at man gerne vil effektivisere straffesagsprocessen, men man er nødt til at undersøge, hvad årsagerne er til problemet, og hvem er det, det går ud over, før man laver et nyt lovforslag", siger hun til K-NEWS.
I rette med lovforslag
Justitias analyse kommer samme dag, som justitsminister Nick Hækkerup præsenterer et nyt lovforslag, der skal skærpe kursen mod tiltaltes udeblivelser i straffesager.
I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet udtaler ministeren:
”(...) For mange tiltalte med fuldt overlæg vælger at blive væk fra retsmøderne, der så må udsættes. Ofre, dommere, nævninge, vidner, anklagere og advokater sidder klar i retssalen, men tiltalte møder ikke op. Det er en direkte hån mod retsfølelsen, og det er spild af de fremmødtes tid. Det er uacceptabelt, og det skal have tydeligere konsekvenser at udvise mangel på respekt for vores retssystem."
Men det er problematisk at ville effektivisere straffesagsprocessen uden det reelle datagrundlag, siger Birgitte Arent Eiriksson:
"Justitsministeriet skriver, at det handler om respekt for retssystemet – men vores analyse viser, at det især er udsatte og andre ressourcesvage borgere, som ikke møder op, og her handler det ikke om manglende respekt, men om manglende hjælp til at deltage i deres egen retssag", siger hun.
Forkyndelsen dur ikke
Justitsministeren lægger også op til, at der i langt højere grad implementeres forenklet digital forkyndelse af afgørelser i udeblivelsesdomme – altså at meddelelse om den endelige afgørelse sendes via tiltaltes e-Boks. Men det dur ikke, mener Birgitte Arent Eiriksson, fordi de mennesker, der udebliver fra deres egne retssager, mangler i høj grad de fornødne ressourcer til at deltage i digitale processer, der har så afgørende betydning for deres retssikkerhed.
"Forkyndelse af disse meddelelser er jo vigtigt for den tiltalte – dels for at vide, at der kører en sag, og hvornår han skal møde op. Men også, når der er faldet dom, så skal man jo vide, at man er blevet dømt, så man kan tage stilling til anke og genoptagelse af sin sag. Det, der er galt med de nuværende regler, det er lige præcis den forenklede digitale forkyndelse, som i sin nuværende form betyder, at hvis du har flyttet, slettet eller interageret med det digitale dokument, hvori afgørelsen forkyndes, så anses den som forkyndt", siger hun og fortsætter:
"Og det er problematisk, for selv med reglerne i dag er der mange, særligt de ressourcesvage, som slet ikke ved, at der kører en sag mod dem, og derfor ikke møder op i retten. Når man ikke deltager i sin egen straffesag, så indgår ens egen forklaring og personlige oplysninger jo ikke i rettens vurdering. Der vil f.eks. være ting, som vidnerne siger, som tiltalte ikke kan respondere på, og det efterlader retterne med et ikke fyldestgørende grundlag for domsafsigelse."