Karsten Lauritzen videregiver sit job til Morten Bødskov. Fem forskellige sad på posten som skatteminister i de fem år der gik forud for Lauritzens tid på taburetten, så han er den absolut længst siddende på posten i de sidste ti år, i en - selv for det ministerie - turbulent og udskældt periode. Her giver han et indblik i sin tid på posten, hvor særligt skatterådgivere og SKAT som institution har trukket store overskrifter
Hvad har du lært af at være skatteminister midt i en tid med store historier om dysfunktionalitet i og svindel omkring skat?
Når lokummet brænder, så bliver man nødt til at sige sandheden og sige tingene som de er. Jeg har trukket på min opdragelse. Min far har været i kommunalpolitik, siden jeg blev født og været borgmester, og han har altid lært mig at sige det ligeud. Det her er problemerne, og det er noget rigtig lort, det er vi kede af, det her er forklaringerne på det hele og til sidst, hvad vi vil gøre for at få det løst.
Så vil jeg også sige, at noget af det, som jeg har været dybt lykkelig for personligt er, at jeg har siddet i Folketinget i syv år, inden jeg blev Skatteminister, og jeg har brugt de år på at opbygge relationer på tværs af partier. Sådan, at hvis jeg blev minister, så ville jeg vide, at hvis jeg ringede til en fra Enhedslisten eller Radikale Venstre eller Socialdemokratiet, så ville de stole på det, jeg sagde. Det har man brug for, hvis man skal løse en opgave i skandaletid.
Hvilke råd vil du give til din efterfølger på skatteministerposten?
Lyt til den rådgivning du får både fra skatteministeriets embedsmænd, men lyt også til de andre interessenter på området, fordi sandheden er for det meste et sted midt imellem.
Et råd til min efterfølger er at anerkende og rose dem, der er omkring dig. Der er rigtig mange, der knokler for, at vi har et godt skattesystem, et grundlæggende utaknemmeligt arbejde i et land, hvor vi betaler så meget i skat.
Hvorfor blev du siddende så længe?
Jeg tror først og fremmest, at det er fordi, jeg har fået opbakning både fra min statsminister og fra et bredt flertal i Folketinget til at løse problemer. Og jeg har fået den bevillingsmæssige opbakning fra Finans- og Statsministeren. Jeg sad også i regeringens økonomiudvalg de første 2,5 år, og det har været af stor vigtighed. Så der er nogle rammevilkår, jeg har haft, som jeg ikke er sikker på min forgænger har haft. Det budget, som jeg slutter med at stå i spidsen for i 2019 er 2,5 milliard større end i 2015.
Dét kombineret med, at der også er mange partier, der har været inde i Skatteministeriet som har set, hvordan det i virkeligheden står til. For nogen har måske tænkt ’arh hvor galt kan det stå til’, det tænkte jeg også selv inden jeg kom ind i Skatteministeriet. Så derfor har der været opbakning fra De Radikale, fra SF og fra Socialdemokratiet om, at nu må vi få løst de her problemer.
Kan du sætte ord på, hvor galt det stod til?
Det stod virkelig virkelig galt til på meget kritiske driftsområder. Ejendomsvurderingerne, et område, hvor der kommer 40 milliarder ind, havde fået trukket stikket, uden der var en plan for det. Inddrivelsesområdet inddrev ikke lovligt - nogen havde sat det i system og det var der en viden om, men der var ikke nogen, som reagerede på det. Oven i det kom den her udbytteskandale, som har stået på siden 2011 og frem til 2015, hvor den så blev afsløret i sommers.
Hvis der er nogle, jeg har ondt af, så er det de mennesker, der har arbejdet i den gamle skatteforvaltning, fordi de har virkelig stået med en fuldstændig umulig opgave. Der var for få hænder, for dårlige IT-systemer, ingen politisk opbakning på Christiansborg og kæmpe udskiftning i ministre.
Hvad fortryder du, at du ikke fik gjort som minister?
At skattesystemet ikke er blevet mere enkelt. Jeg tror, at skattesystemet er mere kompliceret nu, end da jeg trådte ind i ministeriet, og det var egentlig ikke mit politiske ønske. Det kan godt lade sig gøre at forenkle skattesystemet, men det er nogle svære politiske valg.
Du kan læse hele interviewet med Karsten Lauritzen, hvor han sammen med Morten Bødskov stiller skarpt på rollen som skatteminister i et nyt skattefagligt magasin, som Karnov og FSR i samarbejde udgiver til september.