/verden%20krig.jpg)
Det er en rimelig omfattende aftale, som landene på det afrikanske kontinent underskrev tilbage i 1996, og som den dag i dag stadig gælder. Faktisk er det kun udbrydernationen Sydsudan, der endnu ikke har underskrevet aftalen, mens ti lande fortsat mangler at ratificere den.
Aftalen hedder The Pelindiba Treaty eller det mindre mundrette African Nuclear-Weapon-Free-Zone (ANWFZ). En aftale, der i sin grundessens er særegen og juridisk bindende, og som i sin enkelthed forpligter alle lande til at gøre alt hvad der står i deres magt for, at Afrika forbliver et atomvåbenfrit kontinent.
Aftalen er opkaldt efter den sydafrikanske by Pelindiba, og blev underskrevet tilbage i 1996. Og grunden til den er relevant at fremhæve nu, skal findes i det østlige Ukraine, hvor Rusland siden krigens start, har rettet adskillige missilangreb på området omkring atomreaktoren Zaporizjzja, der udover at være en af Europas største atomreaktorer, også er den primære energikilde for millioner af mennesker i Ukraine.
Ifølge Ryan A. Musto, der har arbejdet som post.doc. ved en række amerikanske universiteter og forsket i nuklear sikkerhedspolitik, så er The Pelindiba Treaty en rettesnor for, hvordan man multilateralt laver juridisk bindende aftaler, Og derfor kan aftalen være inspiration for det efterspil, der vil følge efter krigen i Ukraine. For konflikten har vist, hvor sårbar nuklear infrastuktur er, når en krig pludselig bryder. Og den problematik har man altså i Mustos øjne løst langt hen ad vejen i Afrika.
Det afrikanske atomfrie kontinent
Det der gør The Pelindiba Treaty, ifølge Ryan A. Musto, særegen er, at den forpligter alle de deltagende lande til ikke at udvikle, opbevarer, forske i og/eller bygge nukleare installationer, der kan bruges til våbenfremstilling. Alle 52 underskrevne nationer har med aftalen juridisk bundet sig til udelukkende, hvis overhovedet, at drive nukleare aktiviteter med henblik på fredelige hensigter som for eksempel energiudvinding.
Aftalen slår desuden fast, at de deltagende lande heller ikke må være base for andre lande, der ønsker at opstille nukleare installationer på afrikanske jord, ligesom andre nationer heller ikke må bruge deltagerlandenes jurisdiktioner til at teste atomvåben eller ballistiske missiler med henblik på viderudvikling af atomvåben. Og samtidig forpligter alle lande i traktaten sig til at ødelægge alle installationer, der potentielt kan videreudvikles til våbenbrug under kontrol af det internationale atomagentur.
Og så har alle de fem nationer, der ved international lov er anerkendte atommagter, de såkaldte nuclear weapon states (NWS), (Frankrig, USA, Kina, Rusland og Storbritannien) alle underskrevet aftalens tre protokoller, der rækker ud over kontinentets jurisdisktioner:
"Protocol I calls on the NWS not to use or threaten to use a nuclear explosive device against any Party to the Treaty and any territory within the Pelindaba NWFZ (Nuclear Weapons Free Zone).
Protocol II calls on the NWS not to test or assist or encourage the testing of any nuclear explosive device anywhere within the Pelindaba NWFZ.
Protocol III calls on each Party, with respect to the territories for which it is de jure or de facto internationally responsible and situated within the Pelindaba NWFZ, to apply the provisions of the Treaty".
Sagt på en anden måde, så skærmer traktaten ikke blot de afrikanske nationer mod intern nuklear konflikt på kontintentet, men man har samtidig fået tilsagn fra verdens øvrige atommagter om ikke at bruge atommagt mod afrikanske lande.
International inspiration
Vigtigst af alt, og hvorfor den afrikanske aftale er interessant i relation til Ukraine, er, at den også forpligter alle lande til ikke at rette angreb mod fredelige nukleare installationer som for eksempel atomkraftværker. Og det er særligt her, at Ryan A. Musto mener, at man bør drage inspiration til fremtidige forhandlinger.
"Afrikas eksempel viser, at en regional ramme kan tilbyde én model for multilateral succes. For at opnå en juridisk bindende aftale undgik afrikanske nationer den indledende modstand fra en atomsupermagt for at etablere den standard, de ønskede. For enhver fremtidig aftale bør andre gøre det samme", skriver han i et indlæg til Lawfare.com.
En anden interessant pointe ifølge Musto er, at USA og Rusland begge har skrevet under på The Pelindiba Treaty, men begge nationer har ikke ønsket at støtte et internationalt forbud mod angreb på nukleare installationer. Rusland trak sig tidligere på året ud af en protokol i Geneve-konventionen, der netop addresserede et forbud mod angreb på kritisk infrastruktur, mens USA fortsat ser det som en vigtig sikkerhedspolitisk nødvendighed at have mulighed for at angribe konfliktende nationers energiforsyning. USA er desuden den eneste af de fem anerkendte atommagter, der endnu ikke har ratificeret Pelindiba-traktaten.