Super League var et dødfødt projekt - også rent juridisk

"This is not a civil war. Its a nuclear war".

Sådan sagde Sky Sports's reporter Kaveh Solhekol, da han mandag gengav en pointe givet af en anonym kilde, der som bestyrelsesmedlem hos en af Englands største fodboldklubber havde været med i drøftelserne om etableringen af den stærkt kritiserede Super League.

Samme følelse havde undertegnede journalist, da jeg mandag aften fangede mig selv i at gå i stå da jeg fyldte opvaskemaskinen efter aftensmaden. Med tårer i øjnene gik det pludselig op for mig, hvor stort et chok, jeg som fan pludselig var blevet ramt af. Hvad var der sket? Som glødende Liverpool-fan og mantraet ' You'll never walk alone' indprentet som synonym med fodbolden fandt jeg ingen mening ved, at min klub sammen med 11 andre fra Italien, Spanien og England nu ville lave en ny europæisk Superliga, hvor kun inviterede parter var velkomne. Man ville ikke kunne kvalificere sig, man ville ikke kunne rykke ud, og klubberne kunne desuden se frem til massiv kapitalindsprøjtning, da finansgiganten JP Morgan var klar til at lægge 30 mia. dollars i projektet. Hele ideen med at kunne skabe sportslig udvikling som klub og bide skeer med de store, var med dette forslag definitivt en saga blot. 

Allerede tre dage efter blev projektet formelt lagt i graven - modstanden fra fans, spillere, trænere, eksperter og uafhængige iagtagere blevet simpelthen for stort, og flere klubejere måtte ud med formelle undskyldninger for åben skærm.

Men ånden er nu ude af flasken - hvordan kan klubberne komme tilbage og vinde plads i hjerterne igen hos fansene med udmeldingerne om at melde sig ud af fodboldfællesskabet på denne måde? Det vil jeg lade være op til klubberne selv at svare på.

Men som journalist kan jeg bearbejde den fortabte følelse ved at gå undersøgende til værks. For havde de her 12 klubber overhovedet juraen på deres side?

Ligesom i en andelsboligforening skal man følge vedtægterne

Jeg kontaktede derfor Frederik Bruhn. Udover at være advokat og partner hos DAHL Advokatfirma, og ekspert i sport- og entertainmentret, så er han også glødende fodboldfan. Og netop fodboldfanen i Frederik var da også rystet over den nyhed, der landede 13 minutter over midnat, natten til mandag.

"Det var jo desillusionen – jeg tænkte, at det kan simpelthen ikke passe. Griskheden har jo taget over. Nu mistede foldbolden sin absolut sidste uskyld, for her kom nogle og tog selve ånden, traditionen og historien ud af fodbolden. Hvis man etablerer det her format, så er det jo kun for at tjene penge – men fodbold er jo meget andet end forretning", siger han.

Og ligesom jeg selv pludselig afsøgte markedet for interessante klubber at holde med længere nede i det engelske ligasystem, søgte også han et kort øjeblik efter et andet hold at holde med.

"I frustration begyndte jeg at kigge efter andre fodboldtrøjer til mine børn som ellers eksklusivt har båret en lyseblå trøje, siden de blev født. Det endte faktisk med, at jeg købte en West Ham-trøje og en Burnley-trøje til dem i et desperat sidste forsøg på at holde fast i fodboldens rødder. Og det er jo helt uhørt, når vi hjemme hos os altid trofast har støttet den store lyseblå del af Manchester."

Tre dage efter nyheden kom ud har 10 af de 12 klubber trukket sig fra projektet. Eftersigende fordi de alle haft tid til at tænke over tingene. Den lader vi stå et øjeblik.....

Men havde de her klubber overhovedet kunne trække sig fra de retlige forpligtelser de har overfor for det europæiske fodboldforening UEFA?

Ifølge Frederik Bruhn bør man dele den diskussion op i to dele. Først er det interessant at se på, hvordan forholdene ser ud i den aftale, som er blevet indgået mellem de 12 klubber.

"Vi ved jo intet om, hvad der står i aftalen mellem de 12 stiftende klubber. Men hvis det er rigtigt, som Real Madrids direktør har sagt, at der ikke er aftalt en'kattelem' eller anden exit-mekanisme, er aftalen bindende for de 12 klubber, og man kan ikke bare udtræde af den efter forgodtbefindende. Hvis en eller flere klubber, så trækker sig fra samarbejdet og træder ud af aftalen, må de tilbageværende parter i aftalen som udgangspunkt kunne gøre et krav gældende overfor de udtrædende klubber. Sådan ville det i hvert fald være efter dansk ret, da de udtrædende parter må anses for uberettiget at have annulleret aftalen. Og i den situation vil man efter dansk ret have krav på erstatning. Det vil dog nok være svært at dokumentere et tab ud over det oplagte ved at JP Morgan ikke kommer med den aftalte finansiering," fortæller han og uddyber:

"De skadelidte klubber, dvs. Real Madrid mv. vil i denne situation ud fra dansk ret enten kunne forlange at blive stillet, som hvis kontrakten var blevet behørigt opfyldt, eller også forlange at blive stillet, som om kontrakten aldrig var blevet indgået. Denne grundlæggende erstatningsopgørelse kaldes henholdsvis positiv opfyldelsesinteresse eller negativ kontraktsinteresse. Men det kan være et svært regnestykke, for var det overhovedet realistisk at få de høje tv-indtægter, som man havde regnet med, og som skulle bære projektet? Når man skeler til de reaktioner fra fodboldbrugerne, der fulgte i kølvandet på nyheden, kan det jo være svært at gisne om, hvad den reelle indtægt herfra ville have været. Der vil næppe være mange englændere eller europæere, som ville købe TV-adgang til at se disse private kampe. Jeg ville i hvert fald ikke."

Men der er også de retlige bånd til UEFA og ikke mindst de nationale forbund. Med oprettelsen af Super League har det været planen at skabe et alternativ til den europæiske Champions League og Europa League, som de nye Super League-klubber ikke fremover ville deltage i, mens de stadig ville deltage i de hjemlige nationale turneringer. Men dette mener Frederik Bruhn ikke at man kan..

"Fodbolden er jo organiseret som en stor forening, og her gælder foreningsretlige principper. Når man som klub melder sig ind i foreningen, så skal man respektere de gældende vedtægter og turneringsvilkår. Det er i princippet, ligesom når man bliver en del af andelsboligforening. Her bindes man som medlem af vedtægterne. Dvs. de enkelte klubber er dels bundet af deres nationale forbunds regler om deltagelse i nationale ligaer, men de er også bundet af fx UEFA's licensregler. Og af disse fremgår det, at når man som klub søger om licens, så skal man skrive under på en erklæring, hvor klubben forpligter sig til at deltage i nationale turneringer, som de nationale forbund arrangerer, men også at man vil deltage i turneringer anerkendt af UEFA eller FIFA. Så UEFA vil med denne erklæring, der udspringer af UEFAs regler, kunne sige, at klubberne har pligt til at deltage i både Champions League og Europa League. Og hvis klubberne fremover nægter at deltage i disse turneringer, vil UEFA kunne hævde, at det er i strid med UEFAs licensregler. Pt. er der principielt ikke noget til hinder for at klubberne laver deres egen turnering. Ingen har eneret til at spille fodbold eller arrangere turneringer. Men klubberne skal samtidig overholde UEFA’s licensregler, og hvis disse indeholder en pligt til at deltage i CHL eller Europå League, kan jeg godt se, at UEFA har en sag her," siger Frederik Bruhn og uddyber:

"Hvis European Super League var blevet en realitet, kunne UEFA pålægge klubberne sanktioner i henhold til licensreglerne, herunder diskvalifikation og fratagelse af mulighed for at deltage i fremtidige turneringer. I tillæg til dette har jeg forstået at det engelske fodboldforbund, FA, påtænker at indføre et direkte forbud for sine medlemmer (klubberne, red.) om at deltage i sådanne udbryderligaer. Og det er jo netop det våben, som forbundene har via den grundlæggende foreningsret”.

Hvem må spille hvor?

Et af de våben, som DBUs formand Jesper Møller hurtigt satte sig ved essen for at slibe, var truslen om at udelukke spillere fra det danske landshold, hvis de var på kontrakt og spillede i en af de klubber, der var indlemmet i Super League. Og her er regelsættet straks lidt mere vanskeligt, da der er forskellige hensyn at tage, påpeger Frederik Bruhn.

"Hvis man ser på DBU’s regler, så er det sådan, at DBU har hjemmel til at udelukke spillere for deltagelse i kampe på klubniveau. I forhold til landsholdet er der jo ingen spillere, der har krav på at blive udtaget, så allerede her vil DBU i princippet kunne gøre, hvad de vil. DBU og landstræneren kan jo bare lade være med at udtage Christian Eriksen og co. Det, der er spørgsmålet er, om DBU kan indføre en regel om, at der ikke må deltage spillere på landsholdet, som via deres klubber deltager i en sådan Super League – for det vil begrænse landsholdsspillerne i at udføre deres erhverv, og jeg kan da godt høre EU-rets-jurister sige, at en sådan regel er i strid med grundlæggende EU -principper, fx reglerne om arbejdskraftens frie bevæglighed.”

Frederik Bruhn tilføjer;

"Det er umiddelbart min opfattelse, at det vil være mindre problematisk at indføre sanktioner over for klubberne fra UEFA og DBUs side, end det er tilfældet over for spillerne. Spillerne kan jo opfattes som arbejdstagere på samme måde som andre lønmodtagere i EU."

Men hvad så med spillerkontrakterne. Kan de bare opsiges uden varsel?

"Udgangspunktet er, at når man indgår en spillerkontrakt, så gælder den i en periode på typisk 3-5 år, og i denne periode er den uopsigelig. I FIFAs regelsæt kaldet 'Regulation on the Status and Transfer of Players', som handler om køb og salg af spillere findes en bestemmelse, hvorefter spillere kan opsige spillerkontrakten, selvom den er uopsigelig, hvis der foreligger en såkaldt 'sporting just cause'. Dette kan fx være, at en spiller optræder i mindre end 10% af de officielle kampe i en sæson. Men det er altid en konkret vurdering, og det kan også være andre situationer. Eks. Man City bliver udelukket fra Premier League og sendes til en non league-klub i den ottende bedste række eller helt udelukket fra at spille i England under FA. Så vil en verdensstjerne som Kevin de Bruyne formentlig med rette kunne hævde at der foreligger en sporting just cause og derved komme ud af sin kontrakt. I øvrigt kan tænkes at der i spillerkontrakten er andre klausuler som gør at den kan ophøre før tid. Fx en relegation clause. "

Fremtiden

Men hvad så nu? Jeg spørger Frederik Bruhn, om han forventer et juridisk slagsmål i kølvandet på denne sag, hvor det pt. kun er FC Barcelona og Real Madrid, der står tilbage i aftalen.

"Jeg tror man mødes og får løst det her i ro og mag – for fodbolden har absolut ikke brug for en retssag i forbindelse med det her. Nogle af fodboldens vigtige aktører som fx fans og forbund har reageret kraftigt og er blevet hørt. Fremtrædende og indflydelsesrige fodboldpersonligheder som Pep Guardiola (manager i Manchester City, red.) og Jurgen Klopp (manager i Liverpool FC, red.) har ytret sig imod European Super League, og når vi ser på den medfart den mulige nye liga har fået fra fodboldverdenen i almindelighed, så tror jeg ikke, at de tilbageværende fodboldklubberne har lyst til at udstille sit beskidte vasketøj mere end, de allerede har gjort. De har jo gået til grænsen og også overtrådt den."

Han hæfter sig ved, at sagen kommer på et yderst interessant tidspunkt, hvor fodbolden i forvejen er udfordret.

"Det er da interessant – hvorfor sker det? Det kommer i en tid, hvor vi har en heftig debat om VM i Qatar og hvor FIFA er voldsom udskældt, hvor fansene skriger på fodbold og er trætte af ikke at kunne komme på stadion. Vi har en situation, hvor klubberne er utilfredse med UEFA og den måde de forvalter de kommercielle rettigheder til Champions League. Det ville være klædeligt om UEFA greb i egen barm og indledte en drøftelse med klubberne i et forsøg på at finde nye løsninger sammen", siger han.

Ingen tyske klubber

Hos de danske klubber har reaktionen fra spillere og hold været entydigt kritisk. Vi har da heller ikke på hjemlige breddegrader klubber af samme størrelse, som dem der gik sammen om Super League.

Men det har man i Tyskland. Og her vil den opmærksomme læser have bemærket, at der i starten af denne artikel ikke blev nævnt nogle klubber fra Tyskland.

Storkluber som både FC Bayern Munchen og Borussia Dortmund meldte hurtigt ud, at de ikke ville deltage i det nye format. Men det er samtidig værd at bemærke, at man i Tyskland har den såkaldte 50+1-regel, som betyder, at 50%+1 aktie skal være ejet af fansene. Moderforeningerne skal derfor fortsat have kontrollen og det er ikke muligt at fx velhavende udenlandske investorer køber sig ind i klubben og fremmer egne kommercielle interesser, som det fx er tilfældet i England.