Stop med at se private data som privat

Midt i coronakrisen rev den australske regering gulvtæppet væk under de forhandlinger, der ellers var i gang, som skulle udmønte sig i en frivillig ordning for de støre teknologiske aktører. Det er velkendte virksomheder, det handler om. Hvilke firmaer det er, og hvilke typer firmaer, som vi ikke kender, det også er, definerer CBS-professor i digitale forandringer, Mikkel Flyverbom, kort og præcist om et øjeblik.

Ligesom olie var data sådan et råstof, der lå derude, og ingen vidste rigtig, om det havde værdi eller ej

Kort fortalt om Australien: I stedet for at arbejde som planlagt mod en aftale, som selskaberne frivilligt kunne tiltræde, blev der radikalt skiftet strategi og raslet med sabler om regulering på flere fronter.  Skiftet skete i en kombination af, at man var træt af træghed hos giganterne i frivillighedsforhandlingerne, og at coronakrisen akut pressede et i forvejen presset annoncemarked. Og det marked er jo som bekendt ret afgørende for i forvejen økonomisk pressede frie medier, der kan se kolossale andele annoncekroner gå til techgiganterne. Og de medier har i coronakrisen fremstået som ganske afgørende.

Samlet set skabte det en ’nu strammer vi op’-handling fra australsk politisk hold. Og der blev meldt 23 anbefalinger ud fra ACCC (Australian Competetion and Consumer Commission). 'De 23' handler om beskyttelse af forbrugerne gennem både regulering af virksomhedernes størrelse og deres overtagelse af mindre virksomheder; androidbrugeres frihed til at vælge browser; løbende grundigere og samlet undersøgelse og monitorering af, hvordan pengene bliver tjent i platformenes økosystemer; undersøgelse af onlinereklamemarkedet; sikring af, at værdier tilflyder medievirksomheder, pressen og journalister; styrkelse af privacy-lovgivning; forpligtelse hos firmaer med mere end en million brugere månedligt til at indføre tiltag mod misinformation, blot for at lave en koncentreret opremsning. 

Et mere detaljeret indblik i de 23 kan du få ved at læse den australske artikel, som vi her linker til.

Fænomen, sektor og industri

På K-News bad vi for et par måneder siden Mikkel Flyverbom, professor på CBS med speciale i kommunikation og digital transformation, læse op på de australske tiltag og derefter udpege, hvad han vurderer som væsentligt og interessant.

Udover sin professortitel er Flyverbom medlem af Dataetisk Råd, er tilknyttet flere danske og internationale faglige fora, der arbejdet med viden om dataficeringen af samfundet, forfatter af flere bøger, herunder for nylig The Digital Prism, der i høj grad handler om, hvordan vi som borgere i en verden med internet og deraf datahøstende gigantmuligheder skal se på gennemsigtighed på en anden måde.

Det i Australien ligner nogle relativt håndfaste konkrete tiltag, der skal beskytte især forbrugere i det her miljø

Det første han siger, da vi interviewer ham i den åbne luft på Israels Plads i København, er:

”Når det kommer til det her spørgsmål om regulering af teknologi og de grænser og spilleregler, som vi udvikler for tech-virksomheder, så ser vi nogle ret store forskelle mellem Kina, USA og Europa. Og så er det jo interessant at se, hvordan de der brede regionale eller geopolitiske forskelle begynder at tage form af mere konkret nationale tiltag. Det er set i forskellige dele af Europa, af Tyskland, Frankrig, og jeg tror også, at man kommer til at se det i dansk sammenhæng inden alt for længe. At der kommer et udspil, der ligesom handler om at lave nogle spilleregler for det her område”.

K-News: Når du siger ”det her område”, hvad er det så?

”Digitalisering og dataficering som et fænomen, der er skabt af nogle særlige kommercielle aktører og nogle særlige politiske beslutninger, der handler om at digitalisere vores samfund og den offentlige sektor. Så når jeg taler om ’det område’, så er det jo digitale teknologier og de der datafokuserede virksomheder. Symbolerne er selvfølgelig Google, Facebook og Amazon, men der er også en hel underskov af virksomheder. Det er en form for sektor og industri, der udvikler digitale løsninger og lever af at lave datadrevne løsninger.”

Konkret i modsætning til Europa

Med den intro på plads falder Mikkel Flyverboms tale på Australiens anbefalinger, og hvordan de adskiller sig fra det, vi kender herhjemme.

”Altså det der er interessant ved det australske tiltag, er at det går på tværs af en masse forskellige områder, som handler om indhold, om konkurrencelovgivning, hvordan opkøber du, og hvordan du behandler dine konkurrenter osv. Og så handler det om alle de her spørgsmål om: Hvordan fungerer algoritmer? Hvilke rammer skal vi opbygge omkring data? Hvordan skal vi forstå data? Hvem tilhører data? Hvem skal have adgang til data? Så det er jo sådan en bred vifte af spørgsmål på den ene side." 

Mikkel Flyverbom fortsætter med at påpege forskellen mellem de 23 australske anbefalinger og de europæiske tiltag, som der ikke er præcist tal på.

"Jeg synes, det er interessant, at det er relativt konkrete tiltag. I modsætning til, hvis du kigger i EU-sammenhæng, på Europa-Kommissionen og det som Magrethe Vestager har lavet, som  jo mere er hensigtserklæringer og brede formuleringer om, at vi skal have et retfærdigt, gennemsigtigt og demokratisk Europa og den slags; at der er en masse ekspertgrupper; lange, lange tekster om, hvad etik er i forhold til kunstig intelligens; hvordan vi skal tænke på datadreven økonomi, og hvordan vi på den ene side skal opbygge et digitalt Europa og på den anden side beskytte rettigheder og alt det der." 

"Det er nogle brede politiske udmeldinger, hvor, som jeg læser det, det i Australien ligner nogle relativt håndfaste konkrete tiltag, der skal beskytte især forbrugere i det her miljø.”

”Det er jo noget af det, som har været problemet hidtil, at de (EU-Kommissionen, red.) har haft alle mulige løsninger, informeret samtykke eller cookie-regulering eller GDPR og så videre, og der er nogle mærkningsordninger på vej og certificeringer og den slags, som jo prøver at tænke på data på samme måde som gulerødder, der kan certificeres som økologiske eller uøkologiske. På samme måde kan vi så have de ansvarlige og sikre datavirksomheder, og vi kan have det modsatte.”

”Men problemet med det er jo, at det bliver individet, der hele tiden skal vurdere, om man skal sige ja eller nej til det informerede samtykke, om man klikker ja eller nej til cookies, om man kan forstå og læse mærkningsordningerne og bruge dem som et afsæt til, om man vil have den app, digitale platform eller den hjemmeside, eller hvad ved jeg”.

Samtidig med, at Mikkel Flyverbom påpeger mangler ved kommissionens tilgang i Europa, roser han også Vestager for succes med at have sat en vigtig dagsorden og udstedt heftige bøder, der sætter nyt fokus på de store techvirksomheders problematiske tilgange.

Teknologigiganter reagerer på presset

Siden K-News talte med Mikkel Flyverbom første gang, er der sket ting og sager på kloden i lige linje med det australske anbefalingspunkt, der handler om techgiganternes ansvar for sandfærdigheden af indhold, de deler på deres platform.

Twitter har efter et opløb, hvor de helt annullerede konti hos politikere på den yderste højreside af det amerikanske republikanske parti, fordi der blev opfordret til vold med ord og billeder, langt om længe trukket en streg i det digitale sand overfor selveste twitterpræsidenten Trump. Facebook har ligeledes meldt sig på banen med løfter om nye aktive tiltag mod usandheders frie umarkerede rejse på deres platform.

Ifølge Mikkel Flyverbom er også dét tegn på, at presset stiger og at – som han skriver til os i en mail få dage, inden denne artikel udkommer – ”forestillingen om den neutrale platform bliver sværere og sværere at fastholde”.

Tiltagene fra politisk side i Australien, der skal sikre økonomi til uafhængige mediers indkomst, hilser Mikkel Flyverbom velkommen. Udviklingen har, siger han, gjort, at de store medier ikke har haft noget valg andet end frivilligt at begynde at bruge de tjenester, der høster avisernes annoncekroner. En negativ spiral, der både udfordrer økonomi og den direkte kontakt til læserne, og udfordrer – skal siges i denne sammenhæng – direkte adgang til data om brugerne. Og udviklingen har, i Mikkel Flyverboms øjne, uafvendeligt vist os, at uafhængige og troværdige mediers overlevelse ikke kan overlades til markedet, som det er i dag.

”Det er jo der, hvor, og det er også sådan noget man ser i en coronasituation, staten faktisk er den eneste, der kan løse de her ting. Man ville altså ikke sige, ”lad markedet ordne corona”.

”Og lidt på samme måde, uden sammenligning i øvrigt, så tror jeg også, at vi er et sted, hvor vi er ved at erkende, at det kan ikke være markedsmekanismerne, der løser de her problemer med teknologi og store techvirksomheders dominans”.

K-News: Men nogle af de her virksomheder har 40 år på bagen, nogle af dem 10-15 år. Hvorfor sker det nu?

”Jeg ved ikke rigtig, hvorfor det er Australien, der gør det. Jeg tænker, at de på en eller anden måde har opsnappet, at der er nogle ting, der ikke bliver løst anden vej, end at staten tager fat. Og jeg tænker også, at det har inspireret mange andre dele af verden at se, hvad der foregår i EU-Kommissionen og Magrethe Vestagers arbejde.”

Hvorfor det sker nu?

”Jeg tror, at det sker nu, fordi vi jo i virkelig lang tid har haft svært ved overhovedet at forstå, hvad det her overhovedet er for nogle virksomheder. De har ligesom ikke passet ind i vores eksisterende måder at lave lovgivning på osv. Man kan godt sige, at Google og Facebook jo er virksomheder, og derfor burde de passe ind i almindelig konkurrencelovgivning og så videre. Men hvis almindelig konkurrencelovgivning er skabt i en tidsalder eller med udgangspunkt i nogle virksomheder, som levede af at sælge fysiske produkter, og du så pludselig har nogle virksomheder, der giver alt muligt gratis væk. Så passer de bare på mange måder ikke ind i den måde, vi har designet eller tænkt lovgivning hidtil.”

Et af Mikkel Flyverboms faglige fokusområder handler om den effekt af beslutninger og beslutningsunderstøttelse, som algoritmer har på samfundet, og hvordan vi som mennesker har en trang til at ville forstå dem og derfor forlanger fuld transparens. Men den indstilling er der brug for et opgør med.

For selv om der tales – fra Australien til Danmark – om krav om større algoritmegennemsigtighed, så er det et væsentligt punkt, vi mangler at blive meget skarpere på. Hvad er ladsiggørligt, og hvad giver mening? Algoritmerne og deres arbejde kommer vi nemlig aldrig helt til at forstå. Og det giver heller ikke mening. 

Forestillingen om, at bare vi får mere information, så kan vi forstå tingene og få dem til at opføre sig ordentligt

Men det giver mening, at der er åbenhed om, hvilke parametre en algoritme bliver bedt om at arbejde efter. Mikkel Flyverboms seneste bog, Den Digitale Prisme, handler netop om vrangforestillingen om, at gennemsigtighed er løsningen på vores problemer.

Han forklarer:

”På den ene side så er det en illusion det der med at forestille sig, at man kan få gennemsigtighed. Altså, at man tænker på algoritmer som noget, der ligger i en skuffe, man kan åbne og kigge ned i og se, hvordan den fungerer, forklare den og så lukke igen, og så er den hellige grav – ligesom velbevaret. Det er ikke sådan. De algoritmer er jo sådan nogle størrelser, der bliver forandret hele tiden og hele tiden lærer af de data, som de får ind, og de andre algoritmer, de interagerer med”.

”Men på den anden side, så lad os sige, at vi bruger nogle løsninger, som er udviklet til at se sandsynligheden for, om folk bliver langtidsledige, eller om børn er udsat for noget problematisk derhjemme, der kan man jo sagtens kræve, at vi forstår, hvad det er for nogle kriterier, der bliver anlagt, og hvordan forskellige kriterier bliver vejet overfor hinanden. Vi skal vide; hvor meget vejer vedkommendes alder?; hvor meget vejer bopæl?; hvor meget vejer etnicitet?; hvor meget vejer uddannelsesniveau?; hvor meget vejer det, at folk selv siger ”jeg skal fandme nok få et arbejde indenfor 14 dage”? og så videre. De ting kan vi jo godt begynde at tale om. Og noget af det, der sker på det her område, er, at løsningerne bliver mere og mere brugervenlige, så det bliver mindre og mindre nødvendigt at have en femårig computerscience-uddannelse for at forstå, hvad der foregår. På sigt bliver det lidt mere sådan som et excel-ark eller sådan noget.”

Gennemsigtighed er ikke løsningen

I bogen The Digital Prism med undertitlen Transparancy and Managed Visibilities in a Datafied World, der ikke er letlæsning, vil Flyverbom gøre op med vores måde at bruge et begreb som ’transparancy’ – ’gennemsigtighed’ – og i stedet få os til i vores snak om system- og samfundsudvikling at tale om, hvordan vi  ’manage’ vores ’visibilities’.

‘The choice of the term managed visibilities – rather than transparency, clarity, disclosure, openness or related alternatives – is motivated by a wish to foreground mediated, strategic and dynamic attempts to govern through vision and observation’, skriver han blandt andet som argumentation i bogen.

Gennemsigtighed til al information giver ikke nogen mening, for der er for meget af det. Så det handler om ’visibility management’, at vælge målrettet, hvad vi vil se, og hvad vi vil have andre skal se. Direkte spurgt, hvordan Flyverbom selv oversætter "managed visibilities" til det danske, svarer han:

”Jeg plejer at tale om, hvordan "vi styrer vores synlighed", eller hvad vi "viser frem og holder for os selv" eller lignende, alt efter kontekst”.

Han uddyber og trækker trådene over til den sektor med teknologigiganter, som de 23 australske anbefalinger såvel som diverse europæiske tiltag vil inddæmme med skærpet regulering. Inddæmning, kontrol, regulering af dem, der i dag lever godt af værdier skabt af et for de fleste ukonkret og svært forståeligt økosystem af data. Data, der blæser rundt i algoritmer med mange forskellige formål. Algoritmer, der konstant opdateres, og som reelt er en helt bærende opskrift i deres forretningssystem. 

”Det er klart, at vi ikke skal tro, at vi kan få fuldstændig gennemsigtighed. Det forventer vi jo heller ikke af andre. Altså at Coca-Cola skal dele deres opskrift på deres sodavand. Der skal være plads til forretningshemmeligheder. Gennemsigtighed er nok mere sådan et generelt princip eller en måde at starte diskussionen på, men det er ikke den endelige løsning. For jeg tror ikke, at vi kan løse særlig mange flere problemer ved bare at få mere information. Det er også pointen i min bog. Det her med, at vi ikke skal købe forestillingen om, at bare vi får mere information, så kan vi forstå tingene, og så kan vi kontrollere dem – få dem til at opføre sig ordentligt.”

Det er selvfølgelig en svær pointe, fordi det straks lyder som noget super betonsocialistisk

På en sidenote skal det nævnes, at der er i det akademiske miljø i USA i flere år har været udtalt uro over, at alle de bedste hoveder inden for kunstig intelligens og viden om de bærende algoritmer dér bliver suget væk fra universiteter og uafhængige instanser og over til de private firmaer, teknologigiganterne. Derved sidder de få store tungt på algoritmeflæsket, mens andres muligheder for at høste værdien af data – inklusive vores egen data – svækkes. 

Det private skal være fælles

Mens værdien, som de store mængder data skaber, i dag ikke er til at bestride, så slutter Mikkel Flyverbom af ved at stille radikalt spørgsmål ved, hvordan vi fremadrettet kan fordele den værdi. Og udfordrer, hvordan vi ser på ejerskabet over og brugen af data. 

”Vi tænker ikke på sådan noget som en e-mailkonto som noget, vi kunne få fra staten. Så et eller andet sted handler det om at sige, at vi som land tager ansvar for den digitale udvikling og de digitale tjenester, vi gerne vil have.” 

”Jeg taler ikke om, at vi skal have sådan et Danmark-udviklet Facebook eller en dansk version af en virkelig dårlig søgemaskine eller tabe endnu flere penge på at udvikle et virkelig rustent digitalt system. Men måske skal vi på europæisk niveau udvikle nogle løsninger, der gør, at vi tænker på digitale tjenester som en velfærdsydelse.  Altså vi regner jo heller ikke med, at sundhedsvæsnet skal tjene penge, eller at politiet skal fange kriminelle og løse terrorproblemer samtidig med, at de tjener penge. Så der er jo sket et eller andet, så hele det digitale område er blevet listet ind i sådan en ren kommerciel logik, hvor det handler om, at alt skal leveres af markedet.” 

”Hvis jeg kan gøre det helt kort, så kan man historisk tænke på data som et nyt råstof, vi ikke helt vidste, hvad var værd. Ligesom olie var data sådan et råstof, der lå derude, og ingen vidste rigtig, om det havde værdi eller ej. Men hvis du kunne se en værdi i det, så kunne du tage det og bruge det. Og det kan med tid ændre sig. Et klassisk eksempel i amerikansk sammenhæng er hele tognettet. Alle spor blev lagt og udviklet af komercielle aktører, som havde brug for at transportere produkter. Pludselig erkender de, at det er en kæmpe infrastruktur, som jo burde være noget, alle sammen har adgang til, og så statsliggør man noget, som var på private hænder”.

Råstof der kan bruges ubegrænset

Data er altså over de sidste årtier gået fra at være et råstof, vi ikke helt kendte værdien af, til at være mere værd end guld og olie. Data vil aldrig være begrænset af måleenheder som tønder og kilo, men er derimod et råstof, der kan bruges igen og igen og endda flere forskellige steder samtidig. Og hvert sted, i hver sammenhæng, skaber det ny værdi. Velkommen til den digitale alder. Da det gik op for politikerne, blev der taget fat på den svære opgave at definere, hvem der egentlig ejer data, når data jo egentlig er om andre mennesker. Den periode, hvor data er koblet med privatliv, og ejerskabet forsøges placeret hos den enkelte, har vi for alvor været vidner til i en håndfuld år. Men Mikkel Flyverbom mener, at det er på tide, vi ændrer den tilgang til data og ejerskab radikalt.

”Nu har der med data været sådan en periode, hvor vi har tænkt på det som privat ejendom. Noget, der tilhørte individdet, knyttede sig til rettigheder, og vi brugte en masse kræfter på at opbygge lovgivning, institutioner og tilgange omkring det. Og der tror jeg, at vi skal ind i en fase, hvor vi skal tænke på det, data, som et fælles gode. Noget, som har værdi, som både tilhører individet, men også er del af en pulje, som på en eller anden måde tilhører kollektivet og samfundet. Det er selvfølgelig en svær pointe, fordi det straks lyder som noget meget statsstyret og super betonsocialistisk. Men problemet er jo, at lige nu er det nogle få, kommercielle aktører, der suger værdi ud af vores alle sammens data og næsten kun giver os reklamer retur.”

”Men vi kan løse en masse sundhedsproblemer og andre ting gennem de her tilgange til data. Så vi mangler på en måde at udvikle institutioner og den tilgang, der skaber plads til den der forståelse af data som et fælles gode. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi fandt vej frem til at få skabt. Altså et afsæt for at bruge data på de måder og mere plads til innovation i stedet for som nu, hvor vi låser alting til at være noget privat. Og det bliver et problem for Europa. Jo mere vi låser muligheden for udvikling på det her område, jo mere gør vi plads til, at Kina og USA kan løbe hurtigt.”

Professor i digital forandring Mikkel Flyverbom.

Man ville altså ikke sige ”lad markedet ordne corona"