”Stod det til mig, så skulle alle børn se den her film”

Billedet: Screenshot fra "Judges under Pressure". Billedet viser dommer i Polen Igor Tuleya.

Igor Tuleya siger selv, at det er ventetiden, der er det værste.

Det er ligesom at have hovedet placeret på blokken i en guillotine. Der er ikke mere, man kan gøre andet end blot at vente.

Og det er sådan, han føler, mens han venter på Disciplinærkammerets afgørelse om, hvorvidt han kan få lov til at fortsætte i sit virke som dommer i Polen.

I dokumentaren ”Judges under Pressure”, der bliver vist under CPH:DOX, følger vi både Igor og en række andre polske dommere, der forsøger at værne om retsprincipperne, magtens tredeling og dommernes uafhængighed i Polen, hvor de siden 2015 er blevet trængt mere og mere op i en krog.

Under påfundet om at ville “rydde op i det polske hjem, så det igen er ryddet og smukt”, ønsker præsident Duda især at gøre op med højtflyvende aristokrater, herunder dommere, der tror, de er hævet over det almindelige polske folk og dets regler.

Men den fortælling om dommerstanden, som Duda forsøger at skabe, med dommere der ser sig selv som hævet over den almindelige polske befolkning og loven, står i skarp kontrast til dommeren Igor, en beskeden mand, der med konstant bekymret mine forsøger at beskytte de principper, han holder kært.

”Den fejede fuldstændig benene væk under mig. Det var vildt. Det kom bare utrolig tæt på,” lyder det fra Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen, der har set filmen sammen med K-NEWS.

”Det var rørende at se det, jeg vil betegne som en domstolskollega, Igor, være i den situation han er og var. Der er noget ekstremt rørende ved hans situation, for man ser, hvordan han det ene øjeblik nærmeste i Roskilde-festivals lignende rammer hyldes som en frihedshelt, og næste øjeblik trøster han sin tydeligt bekymrede mor og søn i telefonen, fordi hele hans position er ved at bliver taget fra ham.”

En chilling effect

”Der går ikke én uge, uden der rejses en disciplinærsag mod en dommer,” lyder det i dokumentaren fra Krystian Markiewicz, der ligeledes er dommer i Polen og formand for den største uafhængige dommerorganisation, Uistitia Judges’ Association.

I ”Judges under Pressure” er det særligt Igors kamp mod systemet, vi følger. Han er blevet indkaldt til en disciplinær høring for at tilbagekalde hans dommerimmunitet, fordi han lod pressen være til stede i retten, da han afsagde dom i en sag, der omhandlede flere prominente politikeres brud på grundloven.

Han fortæller selv, at han mener, at de forsøger at skabe en ”chilling effect” ud af hans sag, at de vil intimidere dommerne til at holde munden lukket for fremtiden, fordi det ellers kan koste dem deres job, deres anseelse og deres levebrød.

”Jeg ser en kollega, en mand, der tager sin dommerkappe på – som jeg også selv gør – og som i alt det her lader loven og retsprincipperne stå først, på trods af de mange omkostningerne, det har for ham,” siger Nina Palesa Bonde og uddyber:

”Der er noget ved hans fysiske positur i det hele. Når han tager den her bredskårne kappe med skulderpuderne af, så står der en spinkel mand med smalle skuldre tilbage. Men han står stadig exceptionelt stærkt på sine egne vegne, på sin families vegne og på hele sit lands vegne.”

Hvis systemet falder, så fortæl jeres børn, at det engang var frit

Dokumentaren viser, at selvom der er borgere, der går på gaden sammen med dommerne og forsøger at værne om deres frie retsprincipper, så er der også mange borgere, der har købt ind på regimets fortælling; at dommerne er korrupte, at de udelukkende beskytter sig selv, og at de skal holdes på plads af et Disciplinærkammer. Flere dommere modtager eksempelvis hadefulde breve fra borgerne.

”Det kan meget hurtigt blive teknokratisk og juristeri, når vi taler om retsprincipper, men i virkeligheden er det jo det, hele vores samfund er bygget på,” siger Nina Palesa Bonde og uddyber:

”Det er så vigtig en film. Han siger jo meget godt, at domstolene og retsprincipperne er et værn mod, at den svage undertrykkes eller holdes nede af den stærke. Det lyder som noget højtflyvende juristeri, men det er jo det, det handler om – for ellers så ser vi jo magtmisbrug, og at politi kan trække folk fra gaderne uden begrundelse, ellers fængslinger, der ikke bliver prøvet, og det er jo en let glidebane mod noget, som vi slet ikke ønsker, altså den autoritære stat.”

Med sit stille og rolige tempo er dokumentaren også med til at understrege, at skiftet mod en mere autoritær stat ikke bare sker over en enkelt nat. Det er ikke som sådan pludseligt og voldsomt, det er i stedet langsomt grænser, der bliver flyttet i den gale retning.

”Det er så slående og sigende, at det i høj grad handler om de små skridt, de små, løbende kontinuerlige brud på retsprincipperne, de små, løbende brud på magtens tredeling, som til sidst kumuleret giver de store problemer,” siger Nina Palesa Bonde.

Hun peger også på, at når hun ser filmen, kan hun godt se nogle lignende træk i Danmark. Ikke at vi på nogen måde bevæger os mod en autoritær stat, men at vi faktisk for nylig har haft nogle lignende debatter – og at filmen netop viser, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at tage debatten åbent og offentligt.

Hun nævner fx nyere sager og debatter herhjemme såsom minkkommissionen, rigsretten mod Inger Støjberg, sagen mod Messerschmidt og de spørgsmål den løftede i forhold til dommeres habilitet eller inhabilitet i sager, og hvordan nogle følte sig truffet på deres ytrings- og forsamlingsfrihed under corona.

”Så selvom Polen er et helt andet sted end Danmark, så kan flere af de her helt grundlæggende overvejelser og diskussioner, som vi ser i filmen, en til en overføres til situationer i Danmark, som vi har haft for ganske nyligt,” siger hun.

Der er endnu en passage i filmen, som for Nina Palesa Bonde virkelig understregede filmens vigtighed. Igor Tuleya står på en slags scene og taler ud til en folkemængde. Han fortæller, at hvis – eller når – retssystemet falder, så skal det polske folk fortælle deres børn, at de engang havde et system, der var frit, så det kan komme tilbage igen.

”Det er jo helt vanvittigt at høre en dommer sige det,” siger hun og tilføjer:

”Stod det til mig, satte vi alle børn i skoler og ungdomsuddannelser til at se den her film lige nu. Filmen viser 100 procent, hvor vigtig magtens tredeling er.”

”Jeg bliver faktisk en smule rørt”

Til trods for det egentlig ret dramatiske emne, så bygger filmen stille og roligt op. Den veksler mellem voldsomme klip, hvor folk slæbes væk af politiet fra ellers fredelige demonstrationer – meget symbolsk – ude foran en retsbygning.

Disse kaotiske sekvenser skiftes ud med scener fra Igors kontor, hvor han konstant pulserer på en smøg, med en zipp-lighter mellem fingrene. Til tider ryster hans hænder dog så meget, at lighteren ikke vil lyse op.

Da en anden advokat spørger ham, hvordan han holder modet oppe, hvordan han har energi til at fortsætte med sin hverdag, holder han en lille pause. Med let våde øjne kigger han på hende og svarer uden at trække en mine: ”Nikotin.”

Det er særligt de helt stille scener med Igor, der har bidt sig fast hos Nina Palesa Bonde.

”Jeg bliver faktisk lige nødt til at stoppe lidt op, for jeg bliver faktisk en smule rørt,” siger hun og tager en dyb indånding, før hun fortsætter:

”Fordi han har jo i bund og grund gjort et ultimativt offer. Hvis han havde rettet ind efter de politiske ønsker, så sad han stadig i sin stilling. Og jeg tror rigtig mange, hvis ikke alle mine domstolskollegaer, sidder i vores position fordi vi har principper, fordi vi ønsker retfærdighed, fordi vi gerne vil høre og hjælpe borgeren, også når de har gjort noget forkert. Derfor rammer det ekstra hårdt, når man ser en udenlandsk kollega, der mister i bund og grund alt – sin funktion og sin mulighed for at gøre det - fordi han kæmper for de altafgørende principper. Og grunden til jeg stopper op og tøver, er fordi min følelsesmæssige reaktion faktisk overrasker mig. Det at være hård kommer automatisk, fordi vi er den her konservative, lukkede og kappeklædte institution, så det er selv for mig atypisk at udtrykke mig på den måde, men det er jeg simpelthen nødt til. Fordi det er så tragisk at se ikke bare én dommer, men hele dommerkollegiet knægtet på denne måde og forsøgt holdt nede, som de bliver det i Polen.”