Hvordan vi bedst beskytter ytringsfriheden i en digital tidsalder, og samtidig sikrer at det ikke går ud over andre rettigheder, er der diametralt modsatrettede meninger om, sådan som du i denne artikel kan læse det.

TechDK Kommissionen, nedsat af fagforbundet Djøf, er i deres seneste rapport kommet med en række anbefalinger til, hvordan tech-giganterne og den offentlige debat på de sociale medier skal tøjles. Anbefalingerne kommer ovenpå bl.a. Ytringsfrihedskommissionen, der tidligere på året efter tre års undersøgelser udgav deres overvejelser og anbefalinger i forhold til ytringsfrihedens tilstand i Danmark, og som dog ikke ser positivt på yderligere regulering, men opfordrer til øget opmærksomhed på de eksisterende reglers anvendelighed på aktiviteter, der foregår på de sociale medier.

Anbefalingerne skal sættes ind i et landskab, hvor netop reguleringen af de sociale medier diskuteres i EU-regi, og hvor flere omkringliggende lande allerede enten har indført yderligere regulering eller flirter med tanken.

Men kan tech-giganterne holdes ansvarlige for privatpersoners eller organisationers misinformation, hadytringer eller skadelige udtalelser? Og bør de?

K-News har talt med Ask Hesby Krogh, næstformand for foreningen Digitalt Ansvar. Han er ikke et sekund i tvivl.

"Hvis vi er glade for vores ytringsfrihed, og vi gerne vil beskytte den – så ser jeg kun den mulighed, at vi får skrevet tech-giganternes ansvar ind i lovgivningen", siger han.

”Det er helt hul i hovedet, at vi har lovgivning for traditionelle medier, men ikke for de nye medier”

Mens vi har defineret nogle mere eller mindre klare bestemmelser, der dikterer, hvad der må være til stede i den offentlige debat, og hvad der ikke må – herunder racistiske eller injurierende udtalelser – så er realiteten i dag, at det er tech-giganter som Facebook, der i høj grad er med til at sætte rammerne for, hvordan danskerne må udøve deres ytringsfrihed.

At det er en privat virksomhed, der har så stor en rolle i udøvelsen af vores ytringsfrihed, er dog langt fra noget nyt fænomen.

”Jeg mener, det giver mening at regulere tech-giganterne, ligesom vi tidligere i historien har tydeliggjort de traditionelle mediers rolle og ansvar. Ytringsfriheden har jo netop fungeret, fordi vi skabte klare roller og ansvar for borgere, medier og stat: Borgerne skulle kunne ytre sig inden for lovens rammer gennem nogle medier, som skulle formidle korrekt information til en fælles samtale om problemer og løsninger. Og staten var så forpligtet til at beskytte folks ytringsfrihed og kun gribe ind i meget få tilfælde”, starter Ask Hesby Krogh.

”De traditionelle medier arbejder derfor i dag inden for nogle rammer vedrørende korrekt information, kildekritik og god presseskik, hvilket de sociale medier endnu ikke gør. Det er, for mig at se, ulogisk, at vi ikke har formuleret nogle regler for de sociale medier, der har så stor en indflydelse på, hvordan vores demokratiske samtale og rettigheder som ytringsfrihed og informationsfrihed forvaltes”.

Både Ytringsfrihedskommissionen, TechDK Kommissionen og Digitalt Ansvar er enige om, at de sociale medier har bidraget til meget godt for den offentlige debat. Flere stemmer kan komme til orde, og uendelige mængder af informationer kan få liv. Men de anerkender også alle, at det ikke udelukkende er godt, da det også giver plads til bl.a. hadske ytringer og misinformation.

Alligevel mener Ask Hesby Krogh, at man bør regulere. Hvorfor?

”Det skal ikke forstås som om, at jeg ønsker at forbyde mere end det, der allerede er ulovligt i dag. Men jeg tror, at vi har brug for lovgivning, hvor vi fuldstændigt klart slår fast, hvad det er vi vil have de sociale medier til, og hvad vi forventer af dem. Sådan tror jeg, at vi bedst passer på ytringsfriheden”, fortæller han og fortsætter:

”I dag er det rimelig vilkårligt, hvad der bliver slettet. Det er jo blevet påvist i en rapport om digital ytringsfrihed og sociale medier, at der bliver slettet for meget lovligt indhold, og der bliver slettet for lidt ulovligt indhold. Det viser jo, at redigeringen i dag ikke rammer plet.”

Rapporten, som Ask Hesby Krogh henviser til, er udviklet af den juridiske tænketank Justita i samarbejde med Common Consultancy og Analyse & Tal. De har kigget på, hvordan det ser ud med den offentlige debat på fem udvalgte danske nyhedsmediers Facebook-side, hvor mange kommentarer bliver slettet, og hvad karakteren af de kommentarer er. 

Datamaterialet består af 724.244 kommentarer, som er fundet på de fem nyhedsmediers Facebook-side i perioden 6. august-9. september. Ud af 44.734 slettede kommentarer er det kun én procent, der er strafbare. Seks procent kan opfattes som truende eller racistiske, men er ikke direkte strafbare. 25 procent er mere eller mindre nedladende. Cirka 40 procent er generelle holdningsytringer, mens resten er uforståelige. Men selvom der slettes i stort omfang, så står mange strafbare kommentarer urørt tilbage i kommentarsporene (tre gange så mange ulovlige kommentarer står tilbage som de ulovlige, der slettes)

”Når vi går efter strafbart indhold som trusler og injurier, så ryger der åbenbart også mange fuldt lovlige ytringer med i svinget. Det betyder, at selvom vi skal bekæmpe strafbare, truende og chikanerende kommentarer, så skal vi også have øje for proportionerne og konsekvenserne” siger Jacob Mchangama, direktør hos Justitia.

Og Eske Vinther-Jensen, direktør i Common Consultancy, fortæller at:

”På den ene side peger undersøgelsen på problemer i forhold til ytringsfrihed. På den anden side er der problemer i forhold til sikkerhed. Begge dele er sande på samme tid. Der bliver slettet for meget – og vi ved ikke hvorfor. Men samtidig er der stadig hvert år et stort antal af decideret strafbare ytringer, der får lov til at stå tilbage, uden at der placeres et ansvar. Det bliver vi som samfund nødt til at forholde os til.”

Ifølge Ask Hesby Krogh vil det sikre borgernes rettigheder, hvis vi opstiller en helt klar ramme for de sociale medier og eksemplificerer med et tidligere brud på ytringsfriheden:

”Hvis vi tager Tibet-sagen, hvor danske demonstranter fik frataget deres Tibet-flag af politiet. Det var ulovligt, fordi både Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver os en lovmæssig ret til at ytre os, som håndhæves gennem vores domstolssystem. Den danske stat har således pligt til at garantere vores ytringsfrihed. Havde Facebook slettet tibetanske flag fra danske demonstranters Facebook-sider, havde det bare været surt show. For Facebook bestemmer selv, hvad der må og ikke må ligger på Facebook. Hvis man mener, at det er problematisk, ja så kræver det, at vi opstiller klare rammer for de sociale mediers redigering”, siger han. 

Jacob Mchangama er dog af en helt anden overbevisning. Han mener, at det vil få utilsigtede konsekvenser, som kan gå ind og skade ytringsfriheden.

”Konsekvensen vil nærmest uundgåeligt blive, at sociale medier vælger at være på den sikre side og fjerner indhold, når der er tvivl om lovligheden. Samt – som det allerede er sket – at skrue op for den automatiserede moderering via maskinlæring, der er notorisk ringe til at tage højde for kontekst og fortolkning, som er altafgørende i sager om ytringsfrihedens grænser”, skriver han i en opinionsartikel i Berlingske omhandlende regulering af sociale medier med det, han mener, er ’urealistiske tidsfrister’ på 24 timer, som efter tysk forbillede.

”Tyskland har simpelthen skabt prototypen for global onlinecensur”

”Vi kan se i vores analyser, at en lang række lande, der allerede indfører begrænsninger på ytringsfriheden over for deres befolkning, direkte henviser til den tyske lov som legitimation for deres egne tiltag. Tyskland har simpelthen skabt prototypen for global onlinecensur, siger Jacob Mchangama til Berlingske om Tysklands lovgivning, der i folkemunde omtales NetzDG. Loven dikterer, at de sociale medier har 24 timer, fra de har modtaget en klage, til at fjerne åbenlyst ulovligt indhold, herunder også hadsk tale og misinformation, og så skal de offentliggøre statistik for klagehåndteringen for at skabe transparens. Alt dette skal ske indenfor 24 timer, hvis de vil undgå bøder på op til 50 millioner euro.

Flere lande har siden 2017, hvor loven blev vedtaget i Tyskland, indført lignende lovgivninger: Herunder lande med ikke-demokratiske tilstande såsom Malaysia, Honduras og Rusland, som alle henviser direkte til den tyske lov. Disse vil formentlig benytte sig af muligheden for at lukke munden på kritikere og anmelde det som ’fake news’, mener kritikere. Senest har også Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, også meldt ud, at de vil kontrollere de sociale medier og lagre data om alle deres brugere i Tyrkiet, eller også vil de helt lukke dem. Årsagen, fortæller regeringen, er for at skabe ’balance mellem frihed, rettigheder og retfærdighed’.

Men også andre lande, hvis styreform og retssikkerhedsprincipper, der stemmer mere overens med vores egne; Frankrig, England og Australien, indfører egne reguleringer af tech-giganterne med henvisning til NetzDG.

24 timer er dog tilsyneladende for lang tid, når det kommer til Danmark. Djøfs TechDK Kommission anbefaler i stedet at tech-giganter som Facebook, Twitter og Youtube skal fjerne åbenlyst ulovligt indhold indenfor 12 timer, skrev Politiken. 

Kommissionens formand, Stine Bosse, mener ikke, at det er et urimeligt krav et stille til giganterne. Hun uddyber i et senere interview til Ritzau:

”12 timer er et tal, som vi har valgt, men 12 timer er faktisk ret lang tid, hvis der ligger noget, som ikke burde ligge der. 20 timer er bare endnu længere tid og endnu mere ubehageligt.”

Hun fortsætter:

”Hvis Facebook eller andre siger, at de ikke kan kontrollere det, så passer det jo ikke. Det svarer til, at en bank siger: ”Vi kan ikke holde øje med hvidvask”. Det er et spørgsmål om vilje, så naturligvis kan man det, og naturligvis skal de det”, udtaler hun og uddyber, at hun mener, at Facebook kan tidoble antallet af medarbejdere til at holde øje med indholdet for at kunne løfte opgaven. 

Det er dog ikke en anbefaling, som Jacob Mchangama, der også er med i Djøfs TechDK Kommission, er helt enig i.

”Det er en anbefaling, der sandsynligvis vil være i strid med ytringsfriheden i flere internationale menneskerettighedskonventioner”, skrev han bl.a. på sin LinkedIn, hvorefter han henviste til Frankrig, hvor en lignende lov netop er blevet erklæret forfatningsstridig af det franske forfatningsråd. 

Ifølge New York Times vurderede Frankrig, at ’lovens bestemmelser krænker udøvelsen af ytrings- og kommunikationsfriheden på en måde, der ikke er nødvendig, passende og forholdsmæssig’. De vurderede, at fordi man skulle analysere det anmeldte indhold udelukkende på platformene uden inddragelse af en dommer indenfor en meget kort tidsramme og med truslen om bemærkelsesværdige sanktioner, ville det skabe et miljø, hvor platforme hellere fjerner for meget end for lidt. 

Dog vil dele af loven stadig blive en realitet. Artikel 10 i lovforslaget opfordrer til oprettelse af et nationalt anklagemyndighedskontor, der skal føre tilsyn med den kriminelle proces for personer, der er tiltalt for hadytringer, uanset om bemærkningerne vises online eller på tryk.

”Jeg har ikke kendskab til, at en eneste statsretsekspert har vurderet, at det vil være grundlovsstridigt at forpligte sociale medier til at fjerne ulovligt indhold, som man har gjort i Tyskland. Derudover kan jeg konstatere, at den tyske forfatningsdomstol ikke har underkendt den tyske lov fra 2017, og loven nu tilmed udbygges, så de sociale medier forpligtes til at anmelde strafbare ytringer direkte til kriminalpolitiet”, siger Ask Hesby.

Fortalere for, at lignende love vedtages i Danmark, mener modsat, at det kan fjerne noget af den vilkårlighed, som er til stede i dag, når kommentarer slettes. Facebook i Tyskland ser nemlig ud til at tage opgaven meget alvorligt og har efter indførslen af loven ansat flere end tusind moderatorer for at kunne leve op til de nye regler. Det svarer angiveligt til en sjettedel af Facebooks samlede korps af indholdsmoderatorer på verdensplan.

”Det må alt andet lige betyde et kvalitetsløft for håndteringen af indhold, når der ansættes flere, og indholdet ikke først skal oversættes, før det kan vurderes. På samme måde må man formode, at det ville hæve kvaliteten af håndteringen af sager, hvis der blev ansat flere dansktalende medarbejdere til at vurdere indhold på dansk som følge af lovgivning for sociale mediers ansvar for ulovligt indhold”, vurderer Digitalt Ansvar i en kronik i Politiken, og ved evalueringen af loven i Tyskland vurderede man da heller ikke, at det har medført ’unødige sletninger’. 
Derudover sendes klager videre til juridiske rådgivere, eksempelvis et advokatfirma, hvis der er tvivl om, hvorvidt der er hold i anmeldelsen.

Mette Frederiksen har også tidligere talt varmt om en lignende dansk lov, hvor hun især har fokuseret på udbredelsen af fake news:

”I mine øjne er det største problem for videregivelse af informationer, som ikke er i tråd med demokratiske traditioner, ikke, at der bliver censureret et par feriebilleder. Det største problem er, at du kan bringe informationer videre, der er direkte forkerte, altså fake news, uden at det har konsekvenser.”

Digital misinformation

En yderligere konsekvens af den frie deling af information online fører også til en af de helt store slagmarker – nemlig misinformation. Slår man ’fakta’ op i den danske ordbog, vil hjemmesiden fortælle dig, at oprindelsen kommer fra det latinske ord ’factum’, som betyder ’det, der er gjort’. Selvom det umiddelbart virker som om, at det skulle være til at finde ud af – det, der er gjort – men det er langt fra virkeligheden, når selv historiske episoder og omfattende videnskabelige fund kan få frataget deres sandhedsværdi.

Vi ser, hvad misinformationskampagner har haft af effekt på det amerikanske valg i 2016, og hvordan Donald Trump gentagne gange er blevet kritiseret for falske sundhedsråd i forbindelse med coronapandemien – Men hvor stort et problem er misinformation overhovedet i Danmark?

”Misinformation er overalt. Så kan det godt være, at det er mere dramatisk i USA – men det er alt jo. Det betyder ikke, at vi ikke skal forholde os til det i Danmark”, forklarer Ask Hesby Krogh.

”Det er jo heller ikke sådan, at vi ikke skal have strategier og politisk bevågenhed i forhold til at minimere, at unge mennesker ender i bander og begår kriminalitet, bare fordi banderne er et mindre problem her end i USA. Alt er større i USA.”

Ifølge ham er digital misinformation et gigantisk problem, som også bør blive et fokus i en eventuel dansk regulering af tech-giganterne – næst efter fjernelse af ulovlige ytringer. Det er vigtigt, mener han, fordi det ellers kan blive rigtig svært at have en meningsfuld, demokratisk debat.

”Vi kan være uenige om ting – men vi bliver nødt til at vide, at uenigheden bunder i nogenlunde den samme opfattelse af fakta. Hvis alle har deres egne fakta, så kan vi ikke diskutere, og det kommer jo i sidste ende til at gå ud over vores demokrati,” siger han.

Ytringsfrihedskommissionen vurderer ikke, at der er behov for yderligere regulering på dette område, grundet 1) at de ikke mener, at der er belæg for, at problemet med kvalificeret disinformation (formuleret som intentionelt vildledende misinformation, der er skadeligt for ...) er så stort problem i en snæver dansk sammenhæng, at det ikke kan håndteres indenfor rammerne af de initiativer, der allerede er taget, 2) at det generelt høje uddannelsesniveau gør, at modstandskraften må antages at være relativt stærk, og 3) at den danske professionelle mediebranche fortsat er en dominerende kilde til nyhedsinformation for de fleste danskere.

Hvem tror du på – Kræftens Bekæmpelse eller 'Ditte' fra Facebook?

Aarhus Universitet udgav i 2018 et studie, hvor de undersøgte, hvem der tror på konspirationer, om det er tilknyttet politisk ståsted, og hvad der skal til for at dele konspirationer eller ’fake news’ på nettet.
Deltagerne skulle svare på, hvorvidt de var ’helt enige’, ’delvis enige’, ’hverken enig eller uenig’, ’delvis uenig’ eller ’helt enige’ i en række påstande.

Herunder skulle de besvare, hvorvidt de var enige eller uenige i, at ’USA’s månelanding i 1969, hvor Neil Armstrong som første menneske satte sine ben på månen, fandt aldrig sted’, hvilket kun lige over halvdelen af de udspurgte var helt uenige i på trods af utallige beviser for netop dén bedrift.

En anden, måske mere problematisk påstand, som de udspurgte skulle svare på, hvorvidt de var enige eller uenige i, var, at ’MFR-vaccinen, der gives til børn og beskytter mod sygdomme som mæslinger, fåresyge og røde hunde, kan medføre autisme’, hvor det kun var 44 %, der blankt kunne afvise den påstand.
Videnskab.dk har fået professor David Budtz Pedersen, med ekspertise indenfor forskningskommunikation, til at kigge undersøgelsen igennem. Han kalder resultaterne ’bekymrende’:

”Det er påfaldende, at kun lidt under halvdelen af danskerne har tillid til og giver fuld opbakning til så afgørende en del af børnevaccinationsprogrammet som MFR. Det, synes jeg, er meget bekymrende”, siger han til Videnskab.dk og konkluderer på den baggrund, at det vidner om en ’komplet mangel på forståelse for evidens og sundhedsvidenskabens metoder i den danske befolkning’.

At MFR-vaccinen kan udløse autisme er en hårdlivet myte, der blev udbredt grundet et studie, som den engelske læge og fysiker Andrew Wakefield fik udgivet i 1998. Studiet blev trukket tilbage, fordi det viste sig, at Wakefield havde egne personlige økonomiske interesser i de resultater, der blev fundet, som også viste sig at være decideret forkerte og videnskabeligt uholdbare. Han fik frataget sit lægebevis, men myten lever stadig i bedste velgående – og tilsyneladende, baseret på dette studie, ikke kun i små lukkede antivaccinegrupper.

Det tætteste, man kan komme på et lignende dansk eksempel, er, da misinformation om HPV-vaccinen spredte sig i det danske samfund med dokumentaren ’De vaccinerede piger’. Det, kan man dog næppe sige, var bevidst vildledning fra TV2’s side, og derfor ville denne form for misinformation ikke kunne reguleres væk. Hvad det kan vise er, hvor stor skade, det kan gøre, når misinformation breder sig i befolkningen.

”Når der spredes løgne om vacciner på denne måde, kan det jo i værste fald resultere i, at sygdomme, man troede, man havde fået bugt med, kommer til at blusse op igen, og ikke bare skade individer, men hele samfundet”, siger Janne Bigaard fra Kræftens Bekæmpelse.

Hun har på tæt hold observeret, hvor svært det egentlig er at bekæmpe misinformation på netop dette område, og hvor store konsekvenser det kan have.
Allerede før dokumentaren kom ud, var Kræftens Bekæmpelse nødt til at lukke  Facebook-siden 'Vidunderlivet' ned, fordi de ikke kunne komme til orde.

”Der var så meget misinformation om vaccinen på den Facebook-side, og det kunne vi jo ikke lægge navn til,” fortæller hun.
Med dokumentaren blev de røster kun stærkere. Men sidenhen er det blevet bevist igen og igen, at der ikke er noget galt med vaccinen. Men det husker folk ikke, når de selv skal til at træffe en beslutning, fortæller hun.

”På sigt vil det betyde, at flere kvinder vil få livmoderhalskræft. Og sidenhen har man jo også fundet ud af, at HPV kan være skyld i endnu flere kræftformer, end vi først troede – så det kan også være, vi ser en stigning i andre typer af kræftformer.”

Det er også det, de peger på i et studie, som bl.a. den danske forsker Peter R. Hansen fik udgivet i starten af året, hvor der blev regnet frem til, at 26.000 flere piger ville være blevet vaccineret, hvis vaccinationerne havde ligget stabilt gennem årene.

”I betragtning af, at 0,9 procent af danske kvinder bliver ramt af livmoderhalskræft, og at en fjerdedel af dem dør af sygdommen – og hvis vi antager, at vaccinens effekt mod livmoderhalskræft ligger på 70 procent – så kan de udeblevne vaccinationer føre til flere end 180 tilfælde af livmoderhalskræft og over 45 dødsfald, som HPV-vaccinationen kunne have forhindret”, står der i Peter R. Hansens forskningsartikel i Vaccine. 

Janne Bigaard mener dog ikke, at der skal reguleres imod anti-vaccinepersoner eller -grupper, da de bare vil finde andre kanaler. I stedet er løsningen at inkludere dem i diskussionen, og at sundhedseksperterne skal indtage en mere aktiv plads i diskussionen:

”Der var en meget klar regel om, at de her personer skulle inkluderes. For de her spørgsmål eller informationer er højst sandsynligt tanker, der alligevel florerer derude – og så er det vores opgave at få det frem, og så at kunne besvare det faktuelt. Så må de selv tage stilling til, om de tror mest på Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen, eller på 'Ditte', der skriver et skræmmeopslag mod HPV-vaccinination med en masse djævlesmileys”, fortæller hun og fortsætter:

”Men det kræver meget personale og mange ressourcer at kæmpe imod misinformation. Men det er sådan virkeligheden ser ud i dag med de sociale medier.”