Preben Wilhjelm skubber elkedlen med det kogte vand over mod sin gæst, peger på pulverkaffen og nikker mod de Bastognekiks, han også har stillet frem.
Vi er i hans sommerhus på Møn, hvor et skarpt sensommerlys falder ind af de store vinduer. Der er ro. Plads til fordybelse. Og der er serveret – også åndelig føde.
Hans bog ”Kampen for retsstaten” ligger til højre for ham. Samme bog ligger på min venstre side.
Min er fyldt med turkise og grønne overstregninger. Det grafiske og tydelige udtryk for, at jeg gang på gang er blevet overrasket i min læsning:
Det her er også vigtigt!
Ungdommens arbejde – den upåagtede Hother Hage
Retsplejeloven skulle udfylde de hule løfteparagraffer i Grundloven, så intentionen om for eksempel den personlige frihed blev udstyret med klare regler, så en fair rettergang var sikret.
Kampen om reformen tog op mod 70 år. Loven trådte i kraft i 1919. Men på trods af, at det tog syv årtier og tre kommissioner, er store dele af den Retsplejelov, der blev indført, baseret på tanker, der blev publiceret allerede før Grundloven blev vedtaget i juni 1849.
Og særligt én person står centralt i det grundige og internationalt orienterede arbejde – selv om han i dag er kendt af de færreste.
Dog står der et upåagtet mindesmærke over ham på Stege kirkegård.
Den kun 30-årige Hother Hage udgav i 1847 bogen ”De faste Statsdommere og Edsvorneretten,” der blandt andet handler om nævningenes indførelse, hvor han også undersøger retspraksis i både England og Frankrig.
Hans bog indeholder punkt for punkt de væsentligste elementer for den retsplejereform som Folketing og Landsting blev enige om i 1919. Efter megen palaver – eller måske rettere: En nidkærhed for detaljen, som sjældent ses i dansk retspolitik i dag.
I 1861 fremsatte han sine tankerne som et privat lovforslag i Folketinget, men de blev ikke vedtaget på det tidspunkt.
”Ingen kender Hother Hage, men det var i høj grad hans tanker, der var grundlaget for Retsplejeloven af 1919 og dermed fundament for demokratiet, som formelt blev indført med Grundloven af 1849, men nærmest var en hul skal indtil 1919,” fastslår Preben Wilhjelm – og konkluderer:
”Hage arbejdede vedholdende for sagen indtil sin død, og han er en af dem, man skal vende tilbage til for at forstå, hvad det var de ”gamle” ville. Og de var forresten slet ikke gamle, men derimod meget unge, de fleste af dem.”
Kort sagt: Det var de unge, der orienterede sig internationalt i tidens gryende demokratier, der med blik for fremtiden kæmpede for frihedsrettighederne i Danmark.
Og de velsituerede, bagudskuende og etablerede, der bremsede arbejdet.
Preben Wilhjelm er født i 1935 og er uddannet fysiker på Niels Bohr Instituttet.
Han var medlem af Folketinget, medstifter af Socialistisk Folkeparti og senere af VS, og i ni år retspolitisk ordfører for dette parti.
Han tog graden lic.jur i 1988 som seniorstipendiat i retsvidenskab ved Københavns Universitet.
”Det er blevet dårligere siden”
Jeg har sat Preben Wilhjelm stævne i anledning af, at Retsplejeloven fylder 100 år. Og hans bog ”Kampen for retsstaten” handler netop om lovens tilblivelse.
Mit ærinde er at få Preben Wilhjelm til at uddybe og eksemplificere den kritik af nutidens retstilstand, som hans historisk forankrede bog emmer af.
”Jeg mener, det er blevet dårligere siden,” sammenfatter han.
Det skal blive en lang sensommerdag. Så lang, at Preben Wilhjelm ender med at byde på aftensmad. Og undervejs i denne serie skal jeg tage afstikkere til blandt andre Bjørn Elmquist, forsvarer, Eva Smidt, professor, og Knud Foldschack, forsvarer.
Preben Wilhjelm mener, at vi som retsstat i årene siden Retsplejeloven blev vedtaget har gennemlevet et ”retskulturelt forfald” som skal forklares med ”uvidenhed” og ”ligegyldighed.”
Flere eksperter er enige.
Både Justitsministeriet og Rigsadvokaten har fået kritikken forelagt, men ønsker ikke at kommentere.
Et kritikpunkt i den mere paradoksale afdeling: Mange – også professionelle – roder fx rundt i de helt grundlæggende og elementære begreber skyldig og sigtet. Preben Wilhjelm ryster opgivende på hovedet, mens han lystigt navngiver nogle af dem, der har dummet sig mest gennem årene. Det favner også kolleger fra hans år i Folketinget. Og en enkelt justitsminister.
Men han mener også – alvorligere - at vi i kampen for den enkeltes beskyttelse har tilsidesat nogle af de centrale individuelle frihedsrettigheder, Grundloven opridser, og som Retsplejeloven skulle sikre.
Måske fordi vi forveksler sikkerhed med frihed.
Det er hårde konklusioner i en tid, hvor vi ofte besynger den enkeltes frie ret og vilje.
Vi hælder mere varmt vand i vores krus. Preben Wilhjelm foretrækker te. Jeg får kaffe.
Grundlovens løfteparagraffer skulle omsættes
Selv om vi flager hvert år på Grundlovsdag, er det i virkeligheden Retsplejeloven, der mest konkret sikrer individets frihed og dermed de demokratiske rettigheder.
”Det eneste, der kom med i selve Grundloven var, at en anholdelse – det vil sige frihedsberøvelse, før pågældende blev stillet for en dommer - højst måtte vare 24 timer, undtagelsesvis med højst 3 x 24 timers forlængelse,” opridser Preben Wilhjelm.
At netop frihedsberøvelse før grundlovsforhør er forankret i Grundloven, kan forklare, at der ikke kunne røres ved den, da terrorpakkerne strøg over landet.
Retsplejeloven er reelt det nødvendige fundament for demokratiet ovenpå Grundlovens fødsel.
”Folketingets medlemmer vidste, at individets rettigheder var helt centrale, men det blev kun til løfteparagraffer i Grundloven, så der skulle komme en retsreform, der slog fast, hvordan rettighederne konkret blev sikret for den enkelte,” forklarer Preben Wilhjelm.
Han understreger, at meget af arbejdet i Folketinget var båret af ideologisk enighed fra højre til venstre. En fælles demokratisk sag.
Grundprincipperne var klare – domstolene skulle være uafhængige. Man skulle væk fra den tidligere ordning om at dommeren både var forsvarer og anklager. Der skulle være to neutrale og nogenlunde jævnbyrdige parter og en dommer i midten
”Grundprincipperne var klare – domstolene skulle være uafhængige. Man skulle væk fra den tidligere ordning om at dommeren både var forsvarer og anklager. Der skulle være to neutrale og nogenlunde jævnbyrdige parter og en dommer i midten,” siger Preben Wilhjelm med markant energi i stemmen.
”Lighed for loven, ingen straf uden dom, enhver var uskyldig til det modsatte var bevist og så videre,” siger han – og konkluderer:
”Der gik kun godt to år, så var Folketinget fra venstre til højre enige om principperne og om det udkast, der blev lagt frem i 1851,” forklarer Preben Wilhjelm.
Landstinget bremsede loven
Alligevel krævede det tre kommissioner og 70 års arbejde før både Folketing og Landsting nåede et kompromis, og Retsplejeloven endelig kunne vedtages i begge ting i 1919.
Det var ikke mindst sammenstødet mellem det mere folkelige Folketing og det mere elitære Landsting, der trak sagen i langdrag trods enighed om principperne.
”Sådan kom det til at gå i årene frem. Folketinget blev hurtigt enige. Men Landstinget blokerede.”
Hvorfor bremser Landstinget arbejdet?
”Landstinget var jo tænkt som en bremse. Det nye Folketing, som måske kunne finde på hvad som helst, måtte have en sikkerhedsventil. Det samme så man i andre lande, som forsøgte sig med demokrati.”
Nævningene var et stort stridspunkt Og da enhver lov krævede flertal i begge ting, kunne Landstinget obstruere Folketingets beslutninger.
På sin vis var det klassekamp, der bremsede loven.
”Der var særlige krav til kandidaterne til Landstinget. De skulle være ældre, selvstændige og formuende. Kravene var så snævre, at det var under én procent af befolkningen, der kunne stille op til Landstinget,” forklarer Preben Wilhjelm.
”Det er en reminiscens fra før Grundloven, at overklassen har mistillid til almindelige borgere. Det lykkedes dem at få det forhalet i 70 år og få resultatet forringet i forhold til Folketingets ønsker.”
Det, Landstinget især var imod, det var nævningene. At lægmænd skulle have den afgørende indflydelse på udfaldet af sagerne. Man havde ikke tillid til almindelige danske borgere
Og helt i forlængelse af den ideologiske strid, der stod mellem Folketinget og Landstinget, var det ikke mindst det, at almindelige mennesker nu også skulle ind i retssalenes beslutningsprocesser, der delte parterne.
”Det, Landstinget især var imod, det var nævningene. At lægmænd skulle have den afgørende indflydelse på udfaldet af sagerne. Man havde ikke tillid til almindelige danske borgere,” fastslår Preben Wilhjelm.
Nævningesystemet var netop det, der stod centralt i Hother Hages arbejde.
Den 1. oktober 1919 trådte loven endelig i kraft. Danmarks retspraksis var radikalt reformeret. Nævningene skulle i visse sager suverænt afgøre skyldsspørgsmålet.
”Til sidst lykkedes det med et kompromis, hvor nævningene ikke var direkte folkevalgte. Og hvor nævningebehandling blev langt mere begrænset end det oprindelig var tænkt,” opsummerer Preben Wilhjelm.
Den enkelte borgers beskyttelse er udfordret
-Du har skrevet: Vi må takke tidligere tiders generationer for, at vi lever i en retsstat. Jeg læser dig sådan, at det blev formuleret dengang, men det er ikke blevet meget bedre siden?
”Jeg mener, det er blevet dårligere siden. Den bevidsthed, som reformens fædre havde om, hvad det betød, at den enkelte borger var beskyttet over for myndigheder og magthavere, den var meget høj.”
Grundloven fra 1849 bestemte, at retsplejen skulle adskilles fra forvaltningen, og at der hurtigst muligt skulle være offentlighed og mundtlighed i hele retsplejen.
Trods disse såkaldte løfteparagraffer, blev retsplejeloven først vedtaget i 1916 og trådte i kraft 1. oktober 1919.
Retsplejeloven indeholder blandt andet reglerne om domstolenes behandling af civile sager og straffesager, samt reglerne for politiets efterforskning af forbrydelser.
Retsplejeloven er ændret adskillige gange.
K-News gennemgår i seks artikler hvordan retsplejen har det i 2019, 100 år efter retsplejelovens indførsel.
”Bare se på, hvor alvorligt de ser på selv en helt kort frihedsberøvelse. Det skulle man være meget tilbageholdende og betænkelige ved. Den bevidsthed har ikke gjort sig gældende i de senere generationer.”
”Anholdelsen har fået en helt anden funktion, end den oprindeligt var tiltænkt.”
Strikse regler for anholdelse
Det er forbløffende læsning at se, hvor skeptiske Retsplejelovens fædre var over for ethvert tvangsindgreb i den personlige frihed.
Den restriktive tænkning kommer klart til udtryk med dette citat fra Socialdemokratiets ordfører under debatten op mod vedtagelsen af Retsplejeloven i 1919.
”Jeg synes, at det ikke måtte være tilladt at anholde mennesker, navnlig første gang de anklages for en forbrydelse, medmindre de gribes på fersk gerning i groft tyveri eller andre grove forbrydelser, og man har en formodning om, at disse mennesker ville unddrage sig og kunne unddrage sig straf for denne forbrydelse.”
Ordene kom fra socialdemokraten Jens Jensen og de opnåede bred tilslutning.
Tænkningen er at enhver frihedsberøvelse er meget alvorlig
”Tænkningen er at enhver frihedsberøvelse er meget alvorlig,” forklarer Preben Wilhjelm.
”Hvis det fx undtagelsesvis skulle være nødvendigt at en anholdt overnattede - hvis dommeren ikke kunne nå frem på grund af snevejr - måtte det heller ikke foregå i et arresthus.”
Kort sagt:
”Tilbageholdelse er kun et midlertidigt skridt alene med det formål at stille pågældende for en dommer og afgøre, om varetægtsfængsling skulle finde sted. Det er tanken bag loven,” forklarer Preben Wilhjelm.
Dystre tal
Men tallene taler deres tydelige sprog.
Da Retsplejeloven i 1979 fejrede sit 60 års jubilæum var retspraksis langt anderledes end forfædrene havde tænkt sig.
Anholdelserne kom til at fylde meget mere. 60.000 blev anholdt om året sidst i 70'erne, men af dem blev kun 5.000 varetægtsfængslet.
Som Preben Wilhjelm konkluderer:
”Det er altså kun omkring hver 12. anholdte, der blev fremstillet i grundlovsforhør og begæret varetægtsfængslet, selv om det var tænkt som det egentlige formål med anholdelse overhovedet.”
Nu, da vi runder lovens 100 år, er tallene mindre markante, mens stadigvæk opsigtsvækkende, mener Preben Wilhjelm.
I dag anholdes cirka 35.000 personer om året. Og 6.000 varetægtsfængsles. Det er altså cirka hver 6. anholdelse, der lever op til forudsætningen om, at der skal være belæg for en varetægtsfængsling. Og som Preben Wilhjelm konkluderer:
”Langt størstedelen af de anholdte fremstilles end ikke i grundlovsforhør.”
Og det er han yderst kritisk over for.
”Der er altså et væld af anholdelser, der intet har at gøre med, at man stilles for en dommer med henblik på en varetægtsfængsling.”
Tyve eftersøgt – over 100 anholdt
To eksempler viser, hvordan anholdelse har skiftet funktion.
Vi er tilbage i 1980'erne, hvor en gruppe på cirka 20 unge har deltaget i en tag-selv-aktion i et supermarked i Birkerød.
Politiet stopper et S-tog og anholder 168 mennesker. Preben Wilhjelm forklarer, at flere af dem bevisligt var stået på i Helsingør, hvilket deres rejsehjemmel dokumenterede. Han konkluderer:
”Når man ved, der har deltaget ca. 20 mennesker, kan man jo ikke have mistanke mod 168. Det vil jeg tolke som en overtrædelse af mistankekravet i retsplejeloven. Den udelukker den form for masseanholdelser,” mener Preben Wilhjelm.
Han understreger, at politiaktionen efterfølgende blev bifaldet af justitsministeren.
”Og så fulgte der selvfølgelig flere masseanholdelser. Det er på den måde, tingene er skredet,” vurderer han.
Ved et andet eksempel i 80'erne, blev der sat ild i en container i nærheden af en stor fødselsdagsfest i Stengade på Nørrebro i København.
”Politiet ved, at der højst er to gerningsmænd. De har mistanke om, at de kan være smuttet ind og have skjult sig blandt fødselsdagsgæsterne. Så de anholder alle 148 tilstedeværende,” forklarer Preben Wilhjelm, der igen mener. mistankebegrebet er blevet fortolket helt anderledes end forfædrene tænkte og loven siger:
”Men man kan ikke have nogen begrundet mistanke mod 148 mennesker, når man forfølger to mennesker,” siger han.
Preben Wilhjelm er ikke kritisk over for politifolkene, som står i situationen og ikke kan have alle paragrafferne på fingrene.
”Det er justitsministeren, der skal gå ind og korrigere: ”Hov, hov! Reglerne er sådan og sådan! Det er en masseanholdelse, det er der ikke grundlag for i Retsplejeloven. Du skal have en mistanke rettet mod en bestemt person.”
Preben Wilhjelm understreger, at praksis er ændret, uden at loven er det.
Og hvordan forklarer du den udvikling?
”Først opgav man det oprindelige krav om, at der skal ligge en dommerkendelse ved anholdelse. I dag har enhver betjent beføjelse til at anholde folk. Og det sker i et sådant omfang, at det i langt de fleste tilfælde intet har at gøre med, at de skal stilles for en dommer. Dermed har anholdelsen fået en helt anden funktion, end den oprindeligt var tiltænkt,” fastslår Preben Wilhjelm.
Han synes, at udviklingen er kritisabel men en følge af, at politikerne ikke korrigerer.
”Hvis du har en begrænset bemyndigelse, men der ikke er nogen sanktion, hvis den bemyndigelse bliver brugt forkert, så er det jo fristende at bruge den mulighed fuldt ud. Og det er det, der er sket.”
”Da kravet om dommerkendelse stort set ikke blev efterlevet, så valgte politikerne at lovliggøre det i stedet for at indskærpe hvad loven siger.”
Kort sagt og for at samle: Engang skulle anholdelse sikre den pågældendes tilstedeværelse når man ville stille ham for retten med henblik på varetægtsfængsling eller dom. Men kun hver sjette anholdelse medfører i dag at pågældende stilles for en dommer og er dermed i strid med det oprindelige princip. Hvad er motivet hos betjenten, tror du?
”Der er vi på herrens mark. Det får vi ikke kendskab til.”
K-News har bedt Justitministeriet om kommentarer til serien om Retsplejereformen. Kommunikationschef Emil Melchior oplyser: ”Tak for henvendelsen. Det bliver desværre ikke muligt med en kommentar.”
Anklagemyndigheden har gennem Rigsadvokaten takket nej til at deltage.
Serien slutter med et interview med tidligere justitsminister Søren Pape.