De vigtigste guldkorn fra fagfesten

Billedet: Theresa May og Adam Holm

Festdagen åbnede fra scenen ved at Andrew Hjuler Crichton bød velkommen med et par ord om dagens tema. 

Han kort nævnte, at alle tilstedeværende jo netop har været gennem en række år med begivenheder, der understreger vigtigheden af konstant fokus på, at magtens tredeling – dagens tema - tages alvorligt og værdsættes, for det den kan.

Hurtig gav han bolden videre til dagens importerede britiske gæst, der af sine sikkerhedsfolk blev lukket ind af en sidedør i salen.

Stigende humør

Theresa May har ry for, at hun kan være en noget reserveret dame og en, der kan være svær at få hul på i en samtale. Og samtale var det hun havde bedt om at deltage med fremfor et oplæg. Og samtalepartneren var journalist Adam Holm.

Fra salen høstede Andrew Hjuler Crichton det absolutte højeste grin i løbet af de tre faglige sessioner, da han små tre timer senere roste Adam Holm og sagde, at han nærmest syntes, vi var vidne til en flirt mellem Theresa May og hendes samtalepartner på scenen.

Der var flere grin undervejs. Begyndende så småt under Theresa May, let stigende under højesteretsdommer Jørgens Steen Sørensen indlæg om magtens tredeling, endnu mere under paneldebatten med en fortsat veloplagt højesteretsdommer suppleret af blandt andet et par politikere.

Og toppede med Hjuler Crichtons afrunding, hvor han endda fyrede endnu en veltimet joke af som det allersidste. Ikke om en flirt men om en fraværende minister. Du kan se den joke refereret til sidst her i artiklen. Obs på, at timingen og stemningen kan være svær at gengive på skrift. Men højt grinede salen.

Mays tanker om forfatningernes udfordring

Theresa May fortalte som det første, at hendes vej ind i politik startede med, at hun allerede som 12 årig havde det klare ønske at få et sæde i parlamentet.

På spørgsmålet fra moderator Adam Holm om hvad, i hendes øjne, kvinder kan bidrage med i politik, som mænd ikke kan lød svaret, at det grundlæggende handler om at bygge og tænke politik med afsæt i forskellige erfaringe.

Adam Holm satte med Theresa May et tema om kompromisser. Han fastslog med nogle citater og referencer, at hun var en stor tilhænger af netop det. Hun opridsede, at politik i dag desværre er blevet en meget absolut verden. Enten er du med eller imod mig. Og det er ifølge hende ikke en tilgang, der fungerer godt i det politiske arbejde i praksis, hvor kompromisser er helt afgørende. Og for at komme fremad er vi nødt til i højere grad at anerkende modparten og modpartens synspunkter og visse sammenhænge imødekomme det, vi er uenige i.

Theresa May nævnte løsrivelsesvalget i Skotland i 2014 som en katalysator for nogle meningsdannelser, som - den dag i dag - stadig tynger debatten i hendes hjemland. Og hun berørte Brexit, hvor debatten kom til at handle om blød eller hårdt Brexit, hvilket grundlæggende var en debat om, hvilket forhold briterne ønskede til de andre bagefter – en i høj grad hypotetisk argumentation

Overordnet blev det, i samtalen mellem Theresa May og Adam Holm, slået fast, at det også handler om, hvordan landes forfatninger udvikler sig – constitutional evolution, var hendes formulering.

Og hun høstede latter fra salen, da hun talte om netop forfatninger, som hun – ikke så overraskende - er en stor fortaler for. For, som hun sagde, ville forfatninger være meget nemmere at udvikle, hvis ikke de var skrevet ned. Så snart det er nedskrevet er det meget mere besværligt at udvikle.

Udviklingen i politik, og alt der fodrer det monster, har også ændret hendes syn på, hvad der er vigtigt, og hvad der er truet i vores samfund. Lidt firkantet refereret er hun i dag mere usikker på folkets forståelse af og respekt for parlamentarismen. Mere i dag end for fem år siden, mener hun, at vi er nødt til at være opmærksomme på, at i vores nationer skal vores folk kende, forstå og værdsætte vigtigheden af magtens tredeling.

Vi skal skærpe vores opmærksomhed og arbejde for det, og derved vil vi, er hun overbevist om, beholde den velfungerende retsstat, som vi har i dag

En af opgaverne for parlamentarikere som hun selv handler om at finde den rette måde at lytte til de på mange måde mere radikale civile protester og samtidig få det balanceret op imod de store grupper af borgere, som ikke har de samme synspunkter, og som blot ønsker at leve stabile liv uden rigtig at blande sig synderlig aktivt i samfundsudviklingen.

Samtalen sluttede. Om håndtrykket var flirtende vil K-NEWS' udsendte ikke gøre sig til dommer over, men stemingen var god.

Theresa May blev ført ud af sidedøren hun kom fra.

Højesteretsdommeren om tredelingens udfordringer

Klokken var halv fire, da Adam Holm gav ordet videre til Højesteretsdommer Jørgen Steen Sørensen, der var indbudt til at holde et oplæg om aktuelle udfordringer for magtens tredeling i et retssikkerhedsmæssigt perspektiv.

Som han startede sit oplæg har al snak om magtens tredeling flere problemer. Det er et problem, at det hurtig bliver tungt. Og det er et problem, at begrebet bliver brugt i flæng, ofte hvor afsenderen ikke helt ved hvad det betyder.

Han opridsede, at lande, der forstår og bekender sig til en klar tredeling af magten, er fredeligere og rigere end lande, der ikke gør det. Og han eksemplificerede med korte præcise anekdoter fra sin for mange ukendte fortid i Uganda. Eksempler om folk, der har krav på penge og tager det til et retssystem, hvor sagerne bare forsvinder, inden de når i retten, fordi personerne, der skylder pengene, betaler folk i systemet. Blot for at nævne en enkelt detalje. Det er svært på skrift at gengive den præcision og faglige tynge Jørgen Steen Sørensen leverede sine ord med. Nemmest gengivet er det blot at konstatere: Alle i salen lyttede, og man kedede sig ikke et sekund, når han f.eks. sagde:

”Magtens tredeling. Hvad er det? Hvorfor har vi det? Og passer vi godt nok på det?”

Kort fortalte han derefter om udviklingen fra enevælden, hvorefter magten skulle spredes ud så forskellige parter skulle holde hinanden i skak. Fra oplysningstiden og særligt Frankrig kom tankerne om, at magt korrumperer, og at total magt korrumperer totalt. Og vi ved i dag, at det har vist sig at være et meget stabil og stabiliserende system, at domstole kan holde folketing og regeringer i skak og i fuld uafhængighed kan fastslå, når landets love ikke følges af andre med magt.

Og hvordan går det så egentlig? Vi troede det gik rigtig godt, da der var en kort europæisk fest, da EU blev udvidet med en række tidligere østbloklande. Men i dag, som han formulerede det, ser vi nok mere nuanceret på det. Vi troede, det handlede om tidligere kommunistiske landes ønske om at komme hurtigt og langt væk fra sovjettidens greb.

Men vi må i dag konstatere, når vi kigger mod Ungarn og Polen, at ikke kun den vestlige liberale retsstatspraksis er i spil som den eneste ønskede form.

Jørgen Steen Sørensen understregede, at det han nu talte om reelt lå uden for hans ekspertiseområde. Men han sendte alligevel sit bud på årsagerne ud i salen.

Noget af det, sagde han, har utvivlsomt at gøre med befolkningernes tvivl omkring den liberale retsstat. Og her lagde han sig, helt sikkert uden forudgående koordinering, op ad Theresa Mays ord.

Finanskriser og andre udfordringer, der løbende rammer den liberale verden, og som er svære at forstå, har udmøntet sig ved, der er lande, som gennemfører en snitvis fjernelse af domstolenes uafhængighed og dermed et afgørende ben i vores opfattelse af hvordan magtens tredeling skal fungere.

Og hvis vi vil det på vores måde, kræver det vores opmærksomhed. Herefter vendte han blikket mod vores måde.

For der er grund til at stille spørgsmålene: Respekterer domstolene, hvad der er Folketingets område? Respekterer Folketinget, hvad der er domstolenes?

Spørgsmålene rejses, når domstolene skal tage stilling til om danske love er i strid med eller i uoverensstemmelse med europæisk ret. Hvem skal domstolene vægte efter og respekterer parlamentarikerne det resultat, domstolene når frem til?

Spørgsmålet, om domstolene respekterer Folketinget, rejses f.eks., når det kommer til højere udmåling af straf. Det er domstolenes opgave, sagde han, at arbejde videre med Folketingets budskaber om højere straf. Gør vi det nok?

Det modsatte komplementære spørgsmål: Respekterer Folketinget så domstolene, når vi handler i forlængelse af snakkene, budskaberne om højere straf og minimumsstraf?
Folketinget kan aldrig i detaljer blande sig i den konkrete sag. Og i en konkret sag, Jørgen Steen Sørensen nævner, forekommer minimumsstraf absurd.

§192a, nævner han, som en af de få love, der har en minimumsstraf. Det handler om våbenbesiddelse, der skal give minimum to år.

Men som et konkret eksempel nævnes en mand, en ustraffet mand, der har en søn. Sønnen havde en ven, der havde fået sønnen til at gemme et adskilt haglgevær med mulighed for ladning med skarp ammunition under sin seng. Den mand var ustraffet. Skal han virkelig have en minimumsstraf på to års fængsel?

Domstolenes forskellige temperamenter

Mod slutningen af sit indlæg talte han om den store forskel mellem danske domstole og EU- eller menneskeretsdomstolen. Hvad er det, der sker, når de clasher med danske love, der er gået igennem og er blevet afprøvet ved danske domstole. Her talte Jørgen Steen Sørensen om de forskellige domstolstemperamenter.

Danske domstole er ikke kreative og aktivistiske. Mens de europæiske ser det som en opgave at tage ansvar for og imod de herskende politiske strømme i de forskellige lande.
Det er også derfor, at vi f.eks i modsætning til USA, har et upolitisk system, som sørger for udpegelse af dommere.

Som det allersidste gentog han, hvad alle i salen ved, at de tre, der i Danmark formelt deler magten jo er folketing, regering og domstolene.
Men, siger han, magten er heldigvis delt mere ud end til blot de tre.

Som den velkendte fjerde har vi jo medierne. Og som den femte statsmagt kan man pege på advokatstanden. Og med de ord foreslog han, at fagfesten også skulle være en anledning til at minde om, at uden en uafhængig advokatstand - ingen retstat.

Eftermiddagens sidste punkt klokken 16 var en paneldebat. Den tillader vi os at springe kort henover, selv om også den afleverede interessante pointer.

Jørgen Steen Sørensen blev stående på scenen og fik selskab af politikerne Peter Skaarup og Britt Bager, samt formanden for dommerfuldmægtigforeningen Nina Palesa Bonde og Advokatrådets formand Martin Lavesen.

Systemisk fejl i tredelingen

I paneldebatten talte Britt Bager og Peter Skaarup kort om samspillet mellem to af spillerne i magtens tredeling, inden Adam Holm spurgte - for at samle op på Polen, Ungarn og Bager og Skaarup – om nogen af de to tilstedeværende politikere kunne tænke sig politisk udpegede dommere. Deres svar finder du under billedet.

Begge sagde nej. Britt Bager kort og præcist. Peter Skaarup med en velkendt tone af dreven politiker og jysk humor sagde, at han lige havde været på besøg i nogle retsbygninger, og det var en dejlig stol at sidde i. Altså dommerens stol. Og så svarede også han nej til Adam Holms spørgsmål. Og han understregede lidt senere, at amerikanske tilstande med politisk udpegede dommere er en rigtig skidt ting.

Magtens tredeling, bananstat og ordet diktaturmetoder blev bragt på banen gennem en reference til diverse citater om Claus Hjort-sagen.

Og Claus Hjort fyldte en del i panelsnakken. Martin Lavesen sagde, at han reelt ser en systemisk fejl i sagen, der ramler mellem to at magtens tre parter. En part siger, at der hersker en tavshedspligt, mens en anden part siger, vi kan ikke tage stilling på et uoplyst grundlag. 

Og det kan vist konkluderes, at vi i en ellers velfungerende tredelt magt, hvor parterne, som tidligere sagt af højesteretsdommeren, skal holde hinanden i skak, de sidste uger reelt set en remis, som ingen er tilfredse med.

Claus Hjort-snakken og Inger Støjberg, der også kort blev nævnt, fik højesteretsdommeren i panelet til at sige, at dette er anledningen til måske at overveje hele den model, hvor folketinget skal beslutte sig om kollegers immunitet. Måske er det tid til, at vi skal stole rent på rigsadvokatens vurdering. Måske er det tid til, som han formulerede det, at befri folketinget for den opgave fremadrettet.

Den fraværende minister

Som nævnt i starten af denne artikel afrundede Andrew Hjuler Crichton. Han takkede alle deltagerne og nævnte, at også justitsministeren var blevet inviteret. Han udtrykte dog med det samme forståelse for, at Tesfaye som relativ nytiltrådt ikke havde prioriteret at stille sig foran en sal fuld af advokater.

Og så kom den afsluttende joke. For den tidligere for nyligt afgåede minister Nick Hækkerup havde faktisk accepteret invitationen. Og de havde som arrangører ikke ment, det passede godt ind at takke ja til tilbuddet om i stedet af få formanden for Bryggeriforeningen.

Latterbrøl og smilene brede, da alle deltagerne trak fra salen ud i foyeren til netværksbar inden aftenen skulle glide over i festmiddag.  Senere på aftenen blev der uddelt hæderspriser af flere slags. Dem kan du læse om i artiklen her:

Linda Nielsen modtager Hæderspris fra Advokatsamfundet.