06/08/2018 -

Rekordvækst skaber positiv dominoeffekt i hele landet


Det er langt fra kun de store advokathuse i landets store byer, der oplever fremgang. Også de mindre advokatfirmaer i landets provinsbyer kan mærke efterspørgslen og melder om fremgang og travlhed.

Mathilde Skov Jensen


De små advokatfirmaer mærker også den øgede omsætning inden for advokatbranchen. Ifølge DR kunne Danske Advokater offentliggøre nye tal, som viste en rekordomsætning på 14 mia. i 2017, hvilket svarer til en stigning på 720 mio.

Og mens de store advokathuse i København og Aarhus stort set alle har kunne præsentere rekordomsætninger ved offentliggørelse af årsregnskaber tidligere på året, så er den øgede aktivitet i advokatbranchen også nået ud til resten af Danmark, hvor flere mindre advokathuse også oplever travlheden. 

 

På begge sider af broen

Hos Thorninger Advokatfirma i Ringkøbing kan sagtens nikke genkendende til den stigende travlhed i branchen.

”Det er en tendens, vi godt kan se hos os. Vi har helt sikkert fået mere travlt inden for de seneste par år. Vi takker hele tiden nej til opgaver, som vi må sende videre”, fortæller partner og advokat hos Thorninger Advokatfirma Allan Sørensen.

Han mener, at den positive udvikling i omsætningen er et udtryk for, at det generelt går godt i samfundet, hvilket hurtigt smitter af på advokatbranchen.

Det er større sager, vi arbejder med nu i forhold til tidligere. Vi ser klart flere virksomhedshandler. Der er flere, der har råd og tør at kaste sig ud i investeringer

”Det er større sager, vi arbejder med nu i forhold til tidligere. Vi ser klart flere virksomhedshandler. Der er flere, der har råd og tør at kaste sig ud i investeringer.”

Hos Selandia Advokater i Holbæk har man haft et godt resultat i 2017. Advokat Sten Rasmussen glæder sig over udviklingen.

"Vi får hele tiden nye sager ind, og vi ser en god udvikling på bundlinjen, så vi er meget glade," siger han.

Også i Struer ser advokat og indehaver af Hjorth Advokatfirma Karsten Hjorth et sprudlende marked.

”Jeg har utrolig travlt og må takke nej til mange opgaver," siger han.

Karsten Hjorth startede som selvstændig i oktober 2016, men har allerede siden da måtte udvide.

”Til at starte med var det bare mig og min sekretær, men nu har jeg måtte ansætte en fuldmægtig også. Så jeg har et indtryk af en udvikling inden for branchen med optimisme og mere omsætning.”

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak