Pressenævnets praksis er selv med til at forlænge sagsbehandlingstiden

Internettet glemmer aldrig. Og derfor er det problematisk, når sagsbehandlingstiden i sager for Pressenævnet er flere måneder lang. For i mellemtiden kan borgere og virksomheder tages til indtægt for misledende udsagn eller urigtige oplysninger, før medierne i sidste ende bliver bedt om at korrigere. 

Sådan lyder det fra advokat Vibeke Borberg, der i det nyeste afsnit af podcasten ’Magtens Tredeling’ diskuterer Pressenævnets berettigelse anno 2023 med administrerende direktør fra Danske Medier, Mads Brandstrup. 

Pressenævnet har fået en del kritik, blandt andet i kølvandet på behandlingen af sagen om DR-programmet ’Ellen Imellem’, hvor det skulle tage nævnet et halvt år at træffe afgørelse om, at man i programmet ikke havde vildledt sine medvirkende, trods beskyldninger om det modsatte fra både de deltagende forskere og fra iagtagere af programmet.

Det fik blandt andet journalist og mangeårig kulturkommentator Niels Frid til at gå til tasterne og skrive en kommentar til Altinget.

Sammenbragt med en opgørelse fra fagbladet Journalisten over antallet af indbragte sager i 2022, mener Niels Frid, at der er behov for at gentænke systemet. I en kommentar til Altinget skriver han, at nævnet er både ”langsomt, sløvt og helt igennem utilstrækkeligt.” Og ifølge Niels Frid bør man helt overveje at nedlægge nævnet og gentænke systemet. 

Men den holdning deler Mads Brandstrup ikke. Han mener, at Pressenævnet er et essentielt organ i det danske medielandskab, som er med til at styrke borgernes tillid til danske medier. Han anerkender dog, at sagsbehandlingstiderne i nogle sager er for lange. Og derfor arbejder udvalget lige nu i det, af regeringen nedsatte, Medieansvarsudvalg på en række anbefalinger, der skal effektivisere Pressenævnets praksis. 

For netop Pressenævnets praksis er muligvis kimen til problemerne, mener Vibeke Borberg.

”Alle har en interesse i at have et velfungerende pressenævn, hvor sagerne behandles hurtigt og effektivt. Men der er en tendens til en stigning, og det skyldes, at man lidt kommer til at indarbejde nogle domstolslignende procedurer – man skriver frem og tilbage, man indgiver næsten skrifter. Og på den måde er man med til at forlænge sagsbehandlingstiden,” lyder det fra Vibeke Borberg.

Medieombudsmand og sociale medier

Pressenævnet er som bekendt det organ, der kan sanktionere tilmeldte medier for at bringe urigtige eller misvisende oplysninger eller hvis de for eksempel misinformerer interviewpersoner i forhold til deltagelse i produktioner.

Men nævnet står over for flere udfordringer – blandt andet fra sociale medier, der jo ikke er reguleret, og hvor urigtige informationer kan få sit helt eget liv og potentielt skade virksomheders ry og enkeltpersoners eftermæle. Men det er også en udfordring, at Pressenævnet er et frivilligt organ for digitale medier – det er altså ikke et krav, at man tilmelder sig, hvis man udelukkende producerer nyhedsindhold online. 

Ifølge Mads Brandstrup bør fokus være, at man undersøger muligheden for at etablere en reel medieombudsmand, som man for eksempel har det i Sverige.

”Et interessant forlig kunne være tanken om den her medieombudsmand, der kan filtrere de mange henvendelser,” siger han. Han henviser til, at Pressenævnet lige nu står over for en anden modspiller, der er de sociale medier, og som udfordrer rammerne for den bane, som Pressenævnet spiller på.

”Samspillet mellem de publicistiske medier, der følger medieansvarsloven, og de sociale medier, der ikke er regulerede – det er bare en super svær problemstilling, da de sociale medier ikke er en del af Pressenævnets kompetence.”

Han uddyber:

”Hvis du er en influencer med 250.000 følgere, så har dit indhold langt større gennemslagskraft end et nyhedsopslag fra Berlingske eller Politiken. Har influenceren så et presseetisk ansvar? Det er et stort dilemma.”

Du kan høre hele diskussionen i podcasten ’Magtens Tredeling’ her i playeren ovenfor eller der, hvor du finder dine podcasts.