Praksislempelse på skrømt


Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. 

Har Menneskerettighedsdomstolen reelt lempet sin udvisningspraksis?

Blandt juridiske forskere har det i overvejende grad været opfattelsen, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i de seneste års retspraksis har indrømmet konventionsstaterne en bredere skønsmargin end tidligere i sager om udvisning af kriminelle udlændinge.

Der har imidlertid ikke været noget sikkert belæg for en sådan opfattelse. At der tilsyneladende – på trods af klare tegn på det – alligevel ikke er tale om en praksislempelse, understøttes af den nyligt afsagte dom i Abdi mod Danmark (dom af 14. september 2021), hvori man fandt, at Danmark havde krænket EMRK art. 8 ved at have udvist en udlænding for bestandig.

Som et tidligt eksempel kan nævnes Børge Dahl, der i 2017 udtalte i Juristen, at EMD, efter i årevis i mange udvisningssager at have optrådt som ren fjerdeinstans, var blevet en anden domstol end for få år siden, som – hævdede Dahl videre – på det seneste syntes på vej til at overlade de nationale domstole et større råderum og f.eks. acceptere, at der tillægges større vægt hvad angår de samfundsmæssige behov for udvisning.

Et kritisk blik på de argumenter, der er fremført for EMD’s påståede praksislempelse, viser imidlertid, at opfattelsen bygger på et yderst spinkelt grundlag, idet nyere EMD-praksis ikke ses at være uforenelig med tidligere praksis. Opfattelsen opstod ikke mindst, fordi EMD i Ndidi mod UK fra 2017 lagde op til at indrømme staterne en bredere skønsmargin end tidligere i sager om udvisning af kriminelle udlændinge. I hvert fald i det abstrakte.

Fortalerne har i overvejende grad hæftet sig ved, at EMD i det abstrakte har lagt op til en praksislempelse i udvisningssager efter EMRK art. 8, men de har ikke haft et fornødent blik for, om det så også har udmøntet sig i det konkrete i efterfølgende sager. Det forekommer mig undertiden, at man har været så forlibt i forestillingen om en praksislempelse, at naturen er gået over optugtelsen, men jeg er heller ikke ganske objektiv i den sag, da jeg jo konkluderer, at der netop ikke har fundet en praksislempelse sted.

Den nyligt afsagte dom i Abdi mod Danmark peger efter min vurdering klart i retning af, at staterne skal rette ind efter fast EMD-praksis – præcis, som det altid har været. Belejligt for såvel Højesteret som EMD.

Det er blevet udbredt at bruge EMD’s påståede praksislempelse som forklaring på, at Højesteret i de senere år har skærpet sin udvisningspraksis. Den reelle forklaring er snarere, at Højesteret har rettet op på tidligere tiders tendens til at overfortolke EMRK art. 8 i kriminelle udlændinges favør – en tendens, som jeg berørte i U2014B.69, og som Institut for Menneskerettigheder uddybende pegede på i 2017 og 2018. Børge Dahls udtalelse skal derfor læses som et partsindlæg på vegne af Højesteret i denne debat.

Der har endvidere bredt sig den opfattelse, at EMD’s påståede praksislempelse kan ses som resultatet af en række opfordringer til EMD fra Europarådets medlemsstater om i højere grad at respektere staternes skønsmargin. Givetvis fordi det er besnærende at tro på, at EMD har taget notits af de mange politiske erklæringer m.v., hvori staterne har plæderet for større selvbestemmelse. Netop politiske henstillinger er en af de få måder, hvorpå staterne kan forsøge at påvirke EMD. Ingen kan imidlertid påstå, at EMD ikke er lydhør overfor staternes opfordringer, må man forstå.

Jeg ville kaste mig i skæbnens vold, hvis jeg hårdnakket påstod, at Abdi mod Danmark definitivt har aflivet enhver realitet i EMD’s påståede praksisændring i udvisningssager. Der kan komme en storkammerdom, som går i en anden retning. Men indtil videre tyder det på, at EMD enten har meldt ud på skrømt eller har ombestemt sig. Det er vigtigt at hæfte sig ved, hvad EMD gør i det konkrete og ikke kun at se på, hvad EMD mere overordnet melder ud. Ellers risikerer man at stikke folk blår i øjnene.

Blogindlægget er oprindelig bragt på holderdetibyretten.dk