05/03/2024 - Legalt

Podcasten Legalt klar med to nye værtspar og udvider til SDU


Karnovs podcast for jurastuderende, Legalt, tilfører nyt værtspar fra Syddansk Universitet i Odense, mens det oprindelige værtspar fra København også får en makeover. Målet er at nå endnu bredere ud og forankre podcastens tematikker om studieliv også uden for København.

Pressemeddelelse fra K-NEWS, Karnov


Fra venstre: Gustav Røgild, Oskar Bloksgaard, Nanna Jørgensen og Alberte Klinkby-Knudsen

 

Podcasten Legalt udvider og tilfører et helt nyt værtspar fra Syddansk Universitet i Odense. Det betyder både nye værter og flere podcastudsendelser hver måned.

Ind kommer 23-årige Alberte Klinkby-Knudsen og 36-årige Nanna Jørgensen, der begge læser jura på SDU og bor i Odense. I København erstatter Gustav Røgild Bilal Bezzarougi og bliver den nye vært sammen med Oskar Bloksgaard, der har drevet podcasten siden marts 2023. Begge læser jura på Københavns Universitet.

”Vi er helt vildt glade for at kunne byde velkommen til to nye kvindelige værter fra SDU. Målet er at skabe endnu mere engagerende indhold til endnu flere studerende, og der er det helt afgørende, at Legalt repræsenterer bredt geografisk og taler til de studerende, der bor uden for hovedstaden,” siger chefredaktør for Karnovs nyhedsmedie K-NEWS, Rasmus Lehmann Hylleberg. 

Alberte Nanna Web1

Alberte Klinkby-Knudsen (tv.) fandt sin værtsmakker Nanna Jørgensen under castingprocessen

K-NEWS og Karnov overtog Legalt fra to jurastuderende på Aarhus Universitet, Wiktor Szteyner og Frederik Vahlgren, i februar 2023. K-NEWS-redaktionen havde fra overtagelsen det ønske at lade podcasten gå på skift som en slags vandrepokal mellem de forskellige jurauddannelser i landet, fortæller Rasmus Lehmann Hylleberg. Og så havde redaktionen et stort ønske om at lade ideerne og podcasttalenterne, der ansøgte til værtspladserne, være styrende.

”Allerede ved første runde af castingen i 2023 gik det lidt amok, og vi lavede en ændring af vores plan. For da vi søgte det første værtspar, der skulle overtage fra de to stiftere, kom ikke kun det forrygende værtspar Bilal og Oskar ind ad døren hos os til casting – de to var der ingen tvivl om som dem, vi gerne vil have til at køre Legalt videre. Men også en værtstrio dukkede op, på trods af at vi udtrykkeligt søgt værtspar. Selskabet med de tre var så godt, de var længere på studiet, end vi havde forventet, da vi søgte værter, og de havde så meget på hjerte, at det resulterede i, at vi opfandt en ekstra podcastserie til de tre. Det er serien Jurister in spe, der lige om lidt har 20-episoders jubilæum,” siger Rasmus Hylleberg.

Det samme skete igen, at mulighederne ændrede planerne, da K-NEWS i januar 2024 søgte nye værter til Legalt, og det oprindeligt var tanken at lade to nye studerende fra en anden jurauddannelse end København udfylde værtsrollerne, fortæller Rasmus Lehmann Hylleberg.

Til web1

Oskar Bloksgaard (tv.) fortsætter som vært og får nu selskab af Gustav Røgild, som også er hans kollega hos NSK.

”Bilal, der har været et fremragende podcastbekendtskab som vært i et år, ønskede at stoppe som planlagt, mens hans værtsmakker Oskar fortalte, at han egentlig gerne vil fortsætte, og at han havde en jævnaldrende studiejobkollega, Gustav, der gerne vil lege med. Og samtidig med det fik vi en ansøgning fra Alberte Klinkby-Knudsen, som vi, da vi lyttede til hendes stemmeprøve og efterfølgende talte med hende, var lige i øjet i forhold til, hvad vi ønskede at udvikle Legalt i retning af.”

Og, fortsætte Rasmus Lehmann Hylleberg:

”Da vi bad hende lave et prøve-interview, så vi kunne høre hende i den type optagelse, som Legalt typisk er, sendte hun os en kort samtale med hendes tidligere instruktor fra SDU Nanna Jørgensen. Efter den test-optagelse faldt de to i snak, og Nanna sagde, at hun da egentlig godt kunne tænke sig at danne fast makkerpar med Alberte. Igen en ny situation: SDU, to kvinder i to aldre og så i øvrige med en Nanna, der kommer med en mangeårig karriere som politibetjent inden hun besluttede at læse jura.”

De to værtspar vil nu gribe Legalt-DNA’et og fortolke det på hver deres måde. Alberte og Nanna vil hver anden uge fokusere på livet som jurastuderende i Odense, studielivet, forholdene for de jurastuderende på SDU og diskussioner om trivsel i en provinsiel storby som Odense.

De andre uger vil Oskar og hans nye medvært Gustav udvide deres snak og nogle gange gå mere filosofisk og internationalt til værks. Podcasten vil i højere grad flytte ud af det vante studie og møde juraen ude i virkeligheden – på alt fra et udrejsecenter til juraens historisk store tænkere i Sydeuropa. 

”Vi ønsker, at Legalt skal være et socialt og fagligt forsamlingshus for landets jurastuderende. Derfor er det så fedt, at vi nu kan udkomme hver uge med to dygtige sæt værter, der er forankret forskellige steder,” siger Rasmus Lehmann Hylleberg.

Første udsendelse med nye værter kan høres mandag d. 11. marts, hvor det er nye Gustav med rimelig rutinerede Oskar, der lægger fra land.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak