Billedet: En forladt Højbro Plads dagen efter statsministerens pressemøde ( Foto: Dan Poulsen)
Vi kan vel alle huske, hvad vi lavede d. 11. marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Men kan du sætte fingeren på, hvordan dine rettigheder, dit forhold til digitalisering og tilliden til vores retsstat har ændret siden da?
I en ny podcast-serie søger K-NEWS svar på, hvordan to år med corona har påvirket og ikke mindst ændret vores retsstat.
Over fire afsnit stiller nogle af landets førende juridiske eksperter deres faglighed til rådighed og giver deres syn på, hvordan vi retssamfund har fået vendt op og ned på vores normal.
Episode 1 - når krisen rammer
Første episode handler om vores rettigheder og vores nedskrevne og iboende frihed som borgere i et demokrati.
For med lukningen af samfundet i marts 2020 fulgte også en lang periode, hvor den demokratiske frihed sat på prøve. Færre mennesker måtte samles i det offentlige rum, vi skulle lade os masseteste for at deltage socialt i samfundet og så skulle vi samtidig stole blindt på regeringens håndtering af krisen.
I første afsnit kan du høre, hvordan prodekan ved Det Juridiske Fakultet på KU og ekspert i kriseret Kristian Cederval Lauta samt Lise Garkier Hendriksen fra Institut for Menneskerettigheder oplevede krisen. Gennem deres kritisk faglige øjne kaster vi lys på retsstaten Danmark, da krisen ramte.
Du kan lytte til alle fire episoder via Apple Podcast, Spotify eller hvor du ellers finder dine podcasts under 'Magtens Tredeling'.