Billede fra studiestart på Københavns Universitet i 2021. Foto: K-NEWS
Jura er fortsat en populær uddannelse blandt landets kommende studerende.
For mens der er tikket knap 11.000 færre ansøgere ind til landets uddannelser på landsplan, og det samlede studieoptag ikke er set lavere siden 2011, så bibeholder jurauddannelsen status quo i antallet af nye studerende.
Ifølge tal fra UddannelsesGuiden under Børne - og Undervisningsministeriet har ialt 1628 kommende studerende fået plads ved landets jurauddannelser. Sammenlignet med Den Koordinerende Tilmeldings Hovedtal fra 2021 er det 25 flere end sidste år.
153 står på standby-listen mod 127 sidste år, mens antallet af ansøgere er faldet med 11% - fra 7406 i 2021 til 6549 i år. 2021 var da også et rekordår for antal ansøgere til landet uddannelser, hvor landets uddannelser grundet corona fik lov at optage flere studerende end normalt.
Samtidig er antallet af ansøgere med jura som 1. prioritet også faldet. Faktisk er det kun Aarhus Universitet, der skiller sig ud med 69 flere ansøgere med jura som førsteprioritet.
Du kan se den samlede fordeling nedenfor:
Københavns Universitet
- Optagede: 835
- Standby: 90
- Ansøgere: 2807
Syddansk Universitet
- Optagede: 180
- Standby: 16
- Ansøgere: 1057
Aarhus Universitet
- Optagede: 460
- Standby: 40
- Ansøgere: 1807
Aalborg Universitet
- Optagede: 153
- Standby: 7
- Ansøgere: 878