I Ungarn findes et onlinemedie, der alene står for halvdelen af al nyhedssøgning blandt landets borgere. Mediet hedder Index.hu og har ry for at være Ungarns svar på BBC, CNN eller sågar DR.
Eller mediet HED Index.hu. For den ungarnske regering med Victor Orban i spidsen har i weekenden givet det endelige dødsstød til den uafhængige onlinenyhedsformidler. Og hvorfor er det interessant? Det er det, fordi Index.hu var en af de sidste uafhængige aktører tilbage i det ungarske medielandsskab. Og så fordi årsagen til mediets forventelige endeligt skyldes journalistisk dækning af en pædofilisag, som regeringen har forsøgt at påvirke og dernæst lægge låg på.
Ambassadøren og de 19.000 børnepornografiske billeder
Miséren startede i begyndelsen af juli måned, hvor den ungarske ambassadør i Peru, Gabor Kaleta, blev idømt en ubetinget fængselsdom på 2,5 år samt en bøde på 1500 euro for besiddelse af 19.000 pornografiske billeder af børn.
Ifølge det østeuropæiske, uafhængige nyhedsmedie VSquare var sagen længe skjult for offentligheden, da Kaleta allerede sidste år blev arresteret i forbindelse med en international optrevling af en verdensomspændende pædofiliring. Og her spillede Index.hu en væsentlig rolle i forhold til at fortælle historien om Kaletas rolle i sagen.
Sagen er en sten i skoen for Orban og hans regering, der efter Index' dækning af sagen følte sig tvunget til at proklamere, at de nu ville skærpe deres lovgivning på området. Men det blev også startskuddet til en politisk vendetta mod Index, der resulterede i fyringen af mediets chefredaktør Szabolcs Dull. Allerede i juni måned skrev Dull en artikel til Index, hvor han proklamerede, at mediets medarbejdere var i fare på grund af politisk pres udefra.
70 medarbejdere siger op
Fyringen af Dull er ikke gået stille for sig – i weekenden afleverede over 70 medarbejdere deres opsigelse simultant i sympati med Szabolcs Dull og kaldte det en direkte konsekvens af politisk indblanding og ekstern styring af et frit og uafhængigt medie.
Index er så populært et medie i Ungarn, at det for mange ungarere VAR internettet for dem. En tidligere journalist fra mediet kalder mediet et spejl eller en form for budbringer, der skabte kontakt mellem mennesker, da alle brugte det. Index.hu havde tæt på én million besøg hver dag i et land med ti millioner indbyggere.
For få måneder siden overtog forretningsmanden Miklos Vaszily 50 % af aktierne i Index.hu, der er en fremtrædende aktør i de øvrige landsdækkende medier, som de sidste år er blevet overtaget af pro-Orban-støtter, skriver BBC.
I 2016 blev den venstreorienterede avis Nepszabadsag lukket, efter den blev opkøbt, i 2014 var det mediet Origo, der på kort tid ændrede journalistisk linje til ikke længere at forholde sig kritisk til regeringens arbejde.
Index.hu var således det sidste tilbageværende uafhængige medie i Ungarn. De 70 opsagte medarbejdere fra mediet har samlet sig på Facebook i et forsøg på at fortsætte deres arbejde.