Nærvær og fysisk tilstedeværelse er nøglen til retsfølelse

Spørgsmål om hvorvidt kropssprog og fysisk fremtoning kan undværes i retssalen, og hvad pressens dækning af en retssag betyder for retsfølelsen hos sagens parter, florerede. Retssamfundet skal først og fremmest sikre, at borgerne føler sig set, hørt og taget alvorligt og netop denne garanti for retssikkerhed tog debatten temperaturen på denne eftermiddag. Journalist og ordfører for dagens debat, Nynne Bjerre Christensen, slog tonen an ved at pege på et billede af en retssal, og spørge paneldeltagerne, hvad de egentlig synes om den måde, man sidder opstillet på i en sådan retssal – en åben halvcirkel hvor alle møder alle.

Filosof, Vincent Hendricks, lagde ud med en ’hyldest’ til halvcirklen og citerede den for at være ”et menneskes bedste måde at tænke inkarnation i det offentlige rum”. Ifølge ham sikres retsfølelsen først og fremmest ved, at vi kan se hinanden, fordi herigennem opstår den fælles viden, som vi har brug for, og det kan vi i halvcirklen. Det handler om at rekonstruere det rum, hvor vi har de naturlige samtaler, men her mener Hendricks dog, at teknologien kommer til kort, fordi den udfordrer den naturlige samtale.

Samme sympati med behovet for fysisk tilstedeværelse var at finde hos paneldeltager og Landsretsdommer, Elisabeth Mejnertz, og for hende handler det ganske enkelt om nærvær:

Man udvisker nærvær og øvrige faglige kompetencer, hvis man overgiver sig fuldstændig til teknologien

”Der er kraftig gensidighed i menneskelig fysisk kontakt – både dommeren, den tiltalte og den forurettede er interesseret i at den fysiske kontakt bliver etableret, og det er centralt for udfaldet af, om personen i ’den varme stol’ føler sig taget alvorligt. Det handler om nærvær – man udvisker nærvær og øvrige faglige kompetencer, hvis man overgiver sig fuldstændig til teknologien”.

Må vi nødvendigvis udviske teknologien, hvis retfærdigheden skal ske fyldest?

For en dommer handler det om at tolke reaktioner og vurdere om det, der bliver sagt, er oprigtigt. Var vedkommende motiveret til handlingen? Og var det en usympatisk handling? Det kan ifølge Mejnertz være svært at få indtryk af ved at kigge på en skærm, som f.eks. gør sig gældende ved videoafhøring. Men skal vi så blankt afvise digitaliseringen i afsøgningen på at tolke reaktioner og vurdere oprigtighed? Ifølge Mejnertz skal vi tage de kritiske briller på, når vi forholder os til de muligheder, som teknologien åbner for, i forbindelse med retssager, men der er da også fordele at hente i digitaliseringen:

”Vi skal benytte teknologien, men vi skal bruge den varsomt og ikke hovedløst kaste os ud i den, så vi på den måde holder de vigtige principper i hævd. Ved udtryk for objektive kendsgerninger er videoafhøring f.eks. ikke en trussel. Det er også et gode, når det f.eks. er en nødvendighed for at gennemføre processen inden for rimelig tid”, siger hun.

Kan man måle en følelse?

For både Mejnertz og Hendricks spiller retsfølelsen en helt central rolle i vores samfund, og det er ifølge dem grobunden for, at et samfund trives og ret beset kan fungere:

”Retsfølelse fylder alt for mig. Det er mit arbejde at sørge for, at det der sker i retten både er retfærdighed ifølge vores lovgivning, men også at det opfattes retfærdigt - og det er jo retsfølelse. Tilliden til domstolene er det helt centrale, og hvis den ikke er der længere, så har domstolene et problem, og så kan vi ligeså godt tage robotterne frem”, fortæller Elisabeth Mejnertz til K-News efter debatten.

Hendricks er unægtelig enig i denne påstand, og kalder retsfølelse den ’tillidsbærende’ relation, som binder samfundet sammen:

”Retsfølelse er en meget vigtig del af den samfundskontrakt, som borgerne har indgået - nemlig at der er en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den lovgivende magt tilgodeser borgerne på den ene side, men straffer dem på den anden side, når de har forbrudt sig på denne samfundskontrakt. Derfor er det ikke uvæsentligt, hvordan den pågældende borger ser på retsfølelse af den simple årsag, at det er den tillidsbærende relation, som binder et samfund sammen. Knækker den relation, så knækker retsfølelsen og så knækker samfundet til sidst”, slår han fast.

For at sikre retsfølelsen er det for Mejnertz vigtigt, at man hele tiden evaluerer, og det gør domstolene blandt andet ved at gennemføre jævnlige spørgeskemaundersøgelser, hvor de involverede i retssager over en fastsat tidsperiode skal evaluere deres oplevelser i retterne. Evaluering og det at være selvkritisk er ifølge Mejnertz afgørende for at sikre om retsfølelsen er intakt:

Vi må hele tiden være selvkritiske (...) Vi må aldrig blive for overbeviste om vores egen herlighed, vi skal hele tiden tvivle

”Vi må hele tiden være selvkritiske – både gribe i egen barm, men også i kollegaernes. Vi må aldrig blive for overbeviste om vores egen herlighed, vi skal hele tiden tvivle”, siger hun.

En ting er imidlertid at evaluere, men kan vi overhovedet måle retsfølelse? Det kan man ikke ifølge Hendricks, men det er måske heller ikke det, der er meningen:

”Jeg tror ikke, at man som sådan kan måle retsfølelsen. Jeg tror heller ikke, det handler om at måle den, men tværtimod sætte sig ned og spørge sig selv om folk generelt set ikke forbryder sig mod lovens rammer og dybest set lever i overensstemmelse med, hvad der er lovligt, og det er vel det bedste mål, vi har for, hvorvidt den her retsfølelse er intakt”.