Vi har i løbet af de sidste måneder skullet acceptere og indrette os efter en række nye regler, som vi tidligere ikke ville have kunnet forestille os, at vi skulle blive begrænset af. Vi har ikke kunnet bevæge os frit på samme måde, som vi plejer, vi har ikke selv været herre over, hvem vi måtte besøge eller ej, eller hvor mange vi ville forsamles med. Alt sammen som følge af coronaepidemien og politikernes forsøg på bedst muligt at beskytte folkesundheden.
Derfor har Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder nu udgivet en ny analyse, hvor de ser de forskellige coronatiltag efter i sømmene og kommer med syv anbefalinger til, hvordan borgernes retssikkerhed og frihed fortsat kan blive sikret, næste gang Danmark rammes af en krise.
”Under normale omstændigheder ville vi aldrig acceptere så voldsomme begrænsninger i borgernes rettigheder, men når folkesundheden er i fare, er det muligt at gøre indgreb i borgernes rettigheder. (…),” siger Louise Holck, konstitueret direktør hos Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.
I analysen har de kigget på de mest centrale af de tiltag, der har ændret borgernes hverdag i løbet af corona, eksempelvis forsamlingsforbuddet, dataindsamling af borgernes sundhedsdata og strafskærpelserne for COVID-19-relateret kriminalitet.
”Meget lovarbejde er gået meget hurtigt, og det er der jo i mange tilfælde en grund til. Men samtidig er der også steder, hvor det måske er gået for stærkt, og tilfælde, hvor man kunne have lovbehandlet anderledes, når det ikke handlede om liv og død – det skal høre til de absolutte undtagelser, så vi respekterer retsprincipperne bedst muligt,” siger generalsekretær i Advokatsamfundet, Andre Hjuler Chrichton, i en pressemeddelelse og uddyber:
”Nu hvor vi er kommet over den værste del, mener vi, det er vigtigt at stoppe op og se kritisk på resultatet. Det er det, vi nu har gjort, så både vi selv, Folketingets medlemmer og myndighederne kan lære af denne krise.”
Der bliver i analysen blandt andet lagt vægt på, at forsamlingsforbuddet er særligt indgribende og en begrænsning af vores forsamlingsfrihed, som er beskyttet i grundloven, i Menneskerettighedskonventionen og FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, og derfor kun må opretholdes ”så længe det er absolut nødvendigt”.
Derudover bliver der også peget på og problematiseret, at man eksempelvis ved hastelovgivningen omkring strafskærpelser ved coronarelateret kriminalitet stort set sprang leddet med høringssvar over, hvilket ”udfordrer en række grundlæggende principper for den danske retsstat”. Der bliver i analysen yderligere peget på, at:
”Danmark står uden tvivl i en sundhedsmæssig krisesituation, hvor det kan have været nødvendigt inden for rimelighedens grænser at lovgive hastepræget med de fejl og mangler, som dette måtte medføre. Man kan dog rejse spørgsmål om, hvorvidt der har været tale om en ekstraordinær situation i forhold til kriminalitetsbilledet, som har kunnet begrunde en hastegennemførelse af ændringerne.”
De syv anbefalinger til ”retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige rettesnore for kriselovgivning”:
1. Al lovgivning og regulering, der har en negativ indvirkning på retssikkerheden eller begrænser menneskerettighederne, skal sendes i høring.
2. Hastelovgivning skal udelukkende iværksættes for de tiltag, det er bydende nødvendigt at gennemføre straks.
3. Krisetiltag skal have en så præcis lovhjemmel som muligt, og brede bemyndigelsesbestemmelser bør undgås.
4. Krisetiltag skal være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til målet, der ønskes opnået.
5. Krisetiltag skal være tidsbegrænsede og ophøre, så snart behovet for dem ikke længere er til stede.
6. Myndighederne skal tage særlige hensyn og bibeholde særligt fokus i forhold til udsatte og sårbare grupper.
7. Krisetiltag skal evalueres.
Analysen kan læses i sin fulde længde her.