Bech-Bruun har rusket godt og grundt op i sit visuelle udtryk og kan nu præsentere en ny visuel identitet. På hjemmesiden er mørke røde og blå farver udskiftet med friske blålige nuancer. De symbolske stock-fotos er erstattet af fotos med medarbejdere på lyse kontorer, og også logoet har taget et skift fra rød til turkis. Alt sammen for at understrege en bevægelse mod samarbejde, åbenhed og noget nyt og moderne.
Administrerende direktør hos Bech-Bruun Christian Ejvin Andersen fortæller, hvad ønsket med den visuelle forandring er:
”Med vores design vil vi gerne have, at det udstråler de værdier, som vi mener, vi står for, som er åbenhed, samarbejde, fokus på mennesker, noget moderne og dermed noget nyt fremfor konservativt.”
Den visuelle forandring afspejler en større strategisk forandringsproces hos Bech-Bruun, hvor mærkatet ’konservativt’ er udskiftet med ’moderne’.
”Over de sidste 4,5-5 år har vi været i gennem en række store organisatoriske forandringer og nye strategiinitiativer. Og vores udseende havde ikke forandret sig. Så hvor vores gamle visuelle identitet mere udtrykte traditionel konservativ advokatvirksomhed, så har vi som virksomhed bevæget os et andet sted hen, men udfordringen var, at der ikke var andre end os selv, der kunne se det. Så vi havde i høj grad et behov for, at det visuelle afspejlede den organisatoriske forandring”, fortæller Christian Ejvin Andersen.
Ny aflønningsmodel
I 2016 valgte Bech-Bruun som en del af virksomhedens identitetsskift at indføre en ny strategisk model, som fik navnet Bech-Bruun-modellen. En model med fokus på at gøre op med de traditionelle måder at samarbejde på, som skulle implementeres på alle planer – også partnerplan. Det er altså et opgør med den klassiske måde at føre advokatvirksomhed på.
Det er noget, der er helt gængs for advokatvirksomheder over hele verden, og det tog vi et opgør med ved at indføre en pure lockstep-model
”Normalt i advokatvirksomheder deler partnerne ikke overskuddet lige. Traditionelt set har såkaldte high perfomers, der trækker meget forretning hjem, fået mere end såkaldte low performers. Så uanset om udgangspunktet har været, at der var ligelig overskudsdeling, så har man afveget fra det. Og de her afvigelser er blevet større og større med årene, hvilket betyder, at man har et incitament til at holde på sager og klienter selv, og det er dårligt for samarbejde. Det er noget, der er helt gængs for advokatvirksomheder over hele verden, og det tog vi et opgør med ved at indføre en pure lockstep-model, som hos os hedder Bech-Bruun modellen”, siger Christian Ejvin Andersen.
Målet med denne model er at bryde med den ulige overskudsdeling, hvor prominente partnere tager mere af overskuddet end andre partnere. Det skal sikre et samarbejde internt i virksomheden, og det er et helt centralt element i Bech-Bruuns nye strategi:
”Det betyder, at der er et incitament til at samarbejde ift. klienterne. Klienterne bliver ’vores’, altså Bech-Bruuns, og ikke bare den enkelte partners.”
Lanceringen af Bech-Bruuns nye visuelle stil byder på en drastisk ændring af udseendet på bl.a. Bech-Bruuns hjemmeside. Og der har været grund til den drastiske ændring, mener Christian Ejvin Andersen:
”Jeg synes, det stemmer meget godt overens med den drastiske ændring, der har været i vores struktur på en række parametre. Vi var som virksomhed kommet ret langt væk fra vores visuelle identitet (…) Før var det meget mørkt – det var mørkeblåt og vores logo var rødt, hvilket gik igen flere steder. Meget stilrent og æstetisk, men ikke så meget det, vi står for i dag.”