Mere end 240 virksomheder, heriblandt giganter som Coca-Cola, har i løbet af den seneste måned boykottet Facebook ved at fjerne deres annoncer, og derved mange annoncepenge, fra det sociale medie. Det er sket som en reaktion på, at Facebook er blevet beskyldt for ikke at gøre nok for at stoppe misinformation og hadtale.
Men hvor stort et ansvar har private virksomheder, og hvor meget er de reelt forpligtet til at gøre, når det kommer til at beskytte privatliv og ytringsfrihed?
Netop disse spørgsmål har en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder stillet skarpt på.
I rapporten, der er udarbejdet af seniorforsker Rikke Frank Jørgensen og specialkonsulent Marya Akhtar, skriver de, at i takt med, at de (tech-giganterne, red.) har fået en stadig mere dominerende rolle i samfundet, er der kommet øget fokus på, hvordan deres platforme og tjenester griber ind i samfundets demokratiske liv og i menneskerettigheder. Virksomhederne har nemlig en væsentlig indflydelse på den enkeltes rettigheder – samtidig med, at de på flere områder opererer i et ”reguleringsmæssigt tomrum”.
”Man taler om, at tech-giganternes platforme og tjenester er blevet grundlæggende for det moderne samfund og for, hvordan mennesker interagerer med hinanden. Denne dominerende rolle i samfundet gør det essentielt at sikre, at den enkeltes rettigheder er beskyttet på de platforme, hvor de bliver udlevet. Dette er ikke tilfældet i dag,” skriver de i rapporten.
Overvågningskapitalisme
Måden, hvorpå tech-giganter indsamler og bruger deres brugeres personoplysninger, er blevet – og bliver i rapporten – beskrevet som ”overvågningskapitalisme”.
Overvågningskapitalismen har betydet, at der er blevet skabt et helt nyt marked med nye produkter, som er baseret på ”muligheden for at kunne forudsige og påvirke borgeres adfærd. Markedets nuværende struktur indebærer, at oplysninger om den enkelte borger deles og bruges af en lang række aktører, som borgeren ikke kender til. (…) Det uigennemsigtige samspil mellem de mange aktører på markedet fører til et rettighedstab,” skriver rapporten.
På den måde udfordrer tech-giganternes rolle også privatlivet og beskyttelsen af personoplysninger, ”da indsamling, analyse og deling af store mængder oplysninger om borgerne skaber grundlag for nye former for overvågning og kontrol, foretaget af både stater og virksomheder”.
Det bliver yderligere gjort problematisk i kraft af den store rolle, som sociale medier og platformene spiller i forhold til borgernes tilgang til information og kommunikation, fordi det nu er ”de kanaler, som borgerne er afhængige af for at kommunikere, er de somme, som staten (og virksomhederne) bruger til at overvåge borgerne.”
Delfi mod Estland
Rapporten fokuserer derudover på sociale mediers regulering af indhold. Når tech-giganterne fjerner indhold fra deres platforme på nettet, kan der ligge mange grunde bag. Det kan være en stat, der er kommet med et konkret påbud til platformen om at fjerne indholdet, eller fordi platformen selv har besluttet, hvilken type indhold den vil vise.
På den måde forventes tech-giganterne i praksis at overvåge og vurderer store mængder indhold for at kunne fjerne det ulovlige indhold. Det kan ende med at betyde, at der bliver fjernet mere indhold end nødvendigt, og en overregulering kan i sidste ende medføre en ”chilling effekt” på ytrings- og informationsfriheden. Samtidig skaber det et uklart rum for, hvor staters ansvar er placeret i forhold til at beskytte ytringsfriheden.
”Virksomhedernes regulering af indhold er uigennemsigtigt og inkonsekvent,” har en FN Specialrapportør for ytringsfrihed blandt andet skrevet i en rapport i 2018, som værende en central udfordring.
I sagen ”Delfi mod Estland” tog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for første gang stilling til, hvilket ansvar en platform har for at fjerne ulovligt indhold. Sagen gik på, om nyhedsportalen Delfi havde været hurtig nok til at fjerne et hadefuldt indlæg. Her vurderede domstolen, at Delfi ikke havde reageret hurtigt nok, da de blev gjort opmærksomme på det ulovlige indhold, og at det ”ikke stred mod ytringsfriheden at pålægge dem et ansvar for at handle hurtigt.” Afgørelsen lagde vægt på Delfis kommercielle interesse i at dele brugergenereret indhold, og at de var landets største nyhedsplatform og ikke et socialt medie.
Code of Conduct
Der findes mange forskellige regler og direktiver, der skal beskytte ytrings- og informationsfrihed, privatliv og lignende. De færreste af dem er dog nogle, som private virksomheder er forpligtet til at overholde – i stedet har det snarere været op til virksomhederne selv at sikre, at de ”respekterer menneskeretten”.
Dog er der fx inden for EU vedtaget en rækker anbefalinger og retningslinjer, som også vedrører tech-giganter. Blandt andet er der lavet en samarbejdsaftale mellem Kommissionen og Facebook, Microsoft, Twitter og Youtube om bekæmpelse af hadefulde ytringer, kaldet Code of Conduct, samt igangværende arbejder om ansvar og pligter for digitale platforme.
Lige nu er Facebook selv i gang med at etablere et uafhængigt tilsyn med 40 medlemmer, som skal agere en slags ”appelinstans” i sager, hvor indhold er blevet fjernet, for at skabe mere gennemsigtighed. Tilsynet vil kun forholde sig til indhold, der allerede er fjernet, og ikke kigge på, hvorvidt indhold på platformen bør fjernes. Facebooks tilsynsmyndighed er blevet udpeget til, potentielt, at kunne ”blive en af de mest magtfulde instanser for håndhævelsen af ytringsfriheden – med jurisdiktion på tværs af et stort antal lande.” Tilsynet er blevet kritiseret for at minde om en privat domstol, der ikke er tilknyttet staten, og derfor ikke er forpligtet af grundlæggende processuelle regler i lighed med øvrige domstolslignende myndigheder.
Overordnet set betyder de mange gråzoner, ”at tech-giganterne opererer uden klare juridiske regler, hvilket er særlig problematisk, når man ser på deres store indflydelse på samfund og demokrati”, lyder det i rapporten.