Ny dom varsler nyt syn på børn, forældre og specielt fædres ret til samvær

Billedet: Udsnit af Højesterets dom i sagen, der gav forældremyndigheden til en far, hvor moren har modarbejdet samværet.

“Jeg synes næsten ikke, det kunne falde anderledes ud, hvis man læser sagen og forældreevneundersøgelsen og ser begge forældre som ligeværdige,” siger Maryla Rytter Wróblewski, der var farens advokat ved Højesteret.

Samværschikane

Sagen ved Højesteret er indtil videre enestående. Men konflikttypen mellem far og mor er velkendt. En kronik i Dagbladet Information fortæller historien om en far, der aldrig har set sin datter. Hun blev syv år, da kronikken blev bragt i august 2019. Næsten samme historie fortælles i P1’s nyhedspodcat, ‘Genstart’, hvor en anden far fortæller om sin søn, som han ikke har set siden 13. oktober 2019. Blot for at nævne et par aktuelle eksempler på omtale.

Sagen, der fik sin afslutning ved Højesteret, og som  landede til farens fordel, involverede en far, en mor og en søn.

Sagen viser, at [...] hvis der ikke finder samarbejde sted, kan det føre til, at man mister forældremyndigheden.

Et halvt år efter sønnens fødsel går moren og faren fra hinanden. Faren oplever problemer i forhold til at få lov til at se sin søn i det omfang, parret har aftalt. Derfor kontakter han Statsforvaltningen og får den 15. august 2017 fastsat samvær to gange ugentligt.

Men her stopper konflikten ikke, for faren oplever, at moren ikke møder op til aftalerne eller aflyser i sidste øjeblik. Moren derimod påstår, at faren ikke kan passe ordentligt på sønnen, og sønnen ikke føler sig tryg ved ham. Parret har flere gange været i fogedretten, hvor der er blevet fastsat erstatningssamvær for faren, og fogedretten har hentet sønnen i børnehaven for at gennemføre samværet. Men faren får stadig ikke lov at se sin søn i det omfang, Statsforvaltningen ellers har vedtaget.

Faren ender med at gå i byretten for at få hele forældremyndigheden over barnet, men får ikke medhold i sagen. Det samme sker i landsretten.

Men i Højesteret får han sammen med sin advokat Maryla Rytter Wróblewski medhold og får tilkendt forældremyndighed over sønnen.

En principiel sag

Sagen vil, ifølge Maryla Rytter Wróblewski, få betydning for fremtidige sager omhandlende samværschikane.

“Selvfølgelig tror jeg på, at den får betydning. Sagen viser, at samarbejde er væsentligt, og hvis der ikke finder samarbejde sted, kan det føre til, at man mister forældremyndigheden. Jeg håber personligt, at den vil betyde, at der i de meget voldsomme sager hurtigere vil blive sat en fod ned,” siger hun.

Hun mener dog, at begrebet samværschikane bruges som betegnelse for mange forskellige ting, og det er derfor slet ikke alle sager, der vil kunne spejles i den netop afgjorte.

“Sagen her har handlet om en ekstrem form af samværschikane, da det på trods af afgørelse om, at barnet skal se sin far på bestemte tidspunkter og bestemte steder, alligevel ikke sker, fordi moren ikke afleverer barnet. Det er jo samværschikane i yderste form,” siger Maryla Rytter Wróblewski.

Samværschikane kan have indflydelse på bedømmelsen af forældrekompetence

Synet på forældre har ændret sig

Maryla Rytter Wróblewski mener, at afgørelsen ved Højesteret sætter en streg i sandet. Den er med til at gøre det klart, hvordan vi ser på forældre og børn i dag.

“Sagen viser, hvor vi er nået til i forhold til, hvor aktive forældre skal være, og hvor vigtigt man mener, begge forældres involvering i barnets opvækst er,” siger hun.

Går man blot 60 år tilbage, havde ugifte fædre ingen samværsrettigheder. Man mente, ifølge Maryla Rytter Wróblewski, at det var bedst for barnet på den måde. Faren behøvede ikke at have nogen væsentlig rolle i forhold til barnet, hvis moren ikke syntes, han skulle det. Der var ingen samværsrettigheder at chikanere, for farens rettigheder til samvær fandtes slet ikke.

Først engang i løbet af 70’erne begyndte fædre at kunne få forældremyndighed, men kun på den betingelse, at moren ikke kunne håndtere den.

“Nu er vi nået til et sted, hvor samværschikane kan have indflydelse på bedømmelsen af forældrekompetence. Hvis man ikke kan samarbejde, er det altså en brist i forældreevnen. Sådan var det ikke for 50-60 år siden,” siger Maryla Rytter Wróblewski og tilføjer:

“Man kan måske sige, at afgørelsen i sagen er et udtryk for de samfundsnormer, vi har i dag. Og nu fik Højesteret mulighed for at tage stilling til det og vise os, at det er sådan det er.”