Ny børnereform er en feel-good aftale ingen kan være uenig i

”Jeg har truffet et valg. Jeg vil altid stå på børnenes side.”

Sådan lød det i statsminister Mette Frederiksens første nytårstale sidste år. I talen gjorde hun det klart, at det var på tide at lægge berøringsangsten væk, entydigt tage børnenes parti, og at flere udsatte børn burde bortadopteres.

I januar i år landede så udspillet til en ny reform: Børnene Først. Og i maj blev der indgået en bred politisk aftale om samme reform.

De overordnede linjer er – som titlen giver udtryk for – at børnene skal sættes først. De skal have flere rettigheder, mere stabilitet og tryghed, bedre kvalitet i sagsbehandlingen, og deres retssikkerhed skal styrkes.

Men det er langt fra første gang, at børnene på den måde sættes først. Og forskellighed fra tidligere forsøg kan være svær at få øje på.

Fejl i 100 procent

I 2006 kom Anbringelsesreformen, der ligeledes ønskede at løfte kvaliteten i sagsbehandlingen, sætte fokus på vigtigheden af den tidlige indsats, og inddrage børnene mere. Denne blev senere kraftigt kritiseret af Rigsrevisionen, der fandt det kritisabelt, at man efter ti år ikke kunne dokumentere, at kommunernes sagsbehandling var blevet forbedret, eller at indsatsen havde haft den ønskede effekt.

I mellemtiden kom Barnets Reform i 2011, der igen lagde vægt på at ville sikre udsatte børns rettigheder, den tidlige indsats og kvaliteten af indsatsen.

Til trods for de fine intentioner også i tidligere reformer, er området dog præget af store fejl.

I en stikprøveundersøgelse fra Københavns Kommune i 2016, baseret på 77 sager, fandt Borgerrådgiveren, at der var fejl i 100 procent af sagerne.

”Jeg finder samlet set sagsbehandlingen i de 77 børns sager helt uantagelig,” lyder konklusionen fra Borgerrådgiveren.

Fejlene bestod af, at flere af de processuelle krav og lovgivninger ganske simpelt ikke var afholdt. Der var ikke blevet foretaget de relevante børnefaglige undersøgelser i fire ud af fem tilfælde, der var ikke udarbejdet handleplaner i halvdelen af anbringelsessagerne, børnesamtaler var blevet udeladt, relevante partssamtaler manglede, kommunen havde ikke overholdt sin vejledningspligt i forhold til klage- og rådgivningsmuligheder – og listen fortsætter.

Borgerrådgiveren konkluderede, at den største konsekvens af alle disse fejl, er et tab af børnenes retssikkerhed.

En mere generel undersøgelse er det såkaldte Børnesagsbarometer, der indtil nu er baseret på data fra 12 forskellige kommuner. Den viste i 2020 at i 45 procent af sagerne, var der ikke afholdt en børnesamtale, før kommunen traf sin beslutning.

I 20 procent af sagerne manglede der en handleplan, og i 29 procent af sagerne havde kommunen ikke fulgt reglerne om at foretage en børnefaglig undersøgelse. Alle sammen elementer, der står indskrevet i Serviceloven, med det formål at beskytte børnenes retssikkerhed mod myndighedernes vilkårlighed i deres afgørelser.

Aftalen mangler dybde

Hos Barnets Stemme - en organisation, der er startet med det formål at hjælpe udsatte børns retssikkerhed på vej ved blandt andet at tilbyde støtte fra frivillige voksne, der er uvildige bisiddere og mentorer - ser man på reformen med en blandet mavefornemmelse.

Der er mange fine intentioner og enkelte nye tiltag, men ifølge advokat og stifter Gitte Leth Thomsen går aftalen desværre ikke i dybden med, hvordan man helt konkret vil sikre, at lovgivningen reelt overholdes af myndighederne i praksis. Hvilket er helt afgørende for børnenes retssikkerhed.

”Man har allerede i forbindelse med Barnets Reform fremhævet, at barnets skulle sættes i centrum og være aktør i eget liv og at det var vigtigt, at børnene blev hørt, forstået og fik indsigt i egen situation. Den intention er ikke ny.

Problemet er bare, at selvom de overordnede politiske intentioner er rigtig gode, så afhjælper det ikke de praktiske problemer ude i virkeligheden, hvor kommunerne har meget svært ved at leve op til disse regler og løfter, der bliver givet til børnene - og borgere i det hele taget. For ikke at fortsætte i samme spor som tidligere, er man nødt til at analysere mere på, og være mere interesseret i, hvorfor der bliver lavet så mange sagsbehandlingsfejl", lyder det fra Gitte Leth Thomsen, inden hun fortsætter med at pege på spørgsmål, hun savner svar på.

"Hvordan kan socialrådgivernes uddannelse forbedres? Har de enkelte medarbejdere for mange sager? Handler det om for dårlig ledelse? På den måde kan man bedre forholde sig til, hvordan man kan ændre og forbedre disse forhold. Det ville være til stor gavn for børnenes retssikkerhed,”

Gitte Leth Thomsen fremhæver dog især det positive i, at der nu tilbydes mentorfamilier og at det understreges, at man skal gøre en indsats i forhold til at sikre børnene både bisiddere og netværksstøtte, der kan give nogle andre relationer til børnene. Men hun frygter, at det blot endnu en gang viser sig at være tomme ord.

”Det er en feel-good aftale, hvor man ikke kan være uenig i de overordnede rammer, og derfor kan man få en bred politisk aftale. Men flere af tiltagene vurderes at være svære at leve op til, og derfor savner jeg, at politikerne forholder sig mere realistisk til, hvordan det skal udføres og overholdes i praksis. Men det bliver spændende at følge detaljerne og udformningen af den nye lov,” siger hun.

Gammel vin på nye flasker?

På K-NEWS har vi valgt at undersøge den nye reform. Og vi har stillet spørgsmålene: Hvorfor er det så svært at sikre børns retssikkerhed, 0g er endnu en ny reform den bedste løsning?

Disse spørgsmål vil vi forsøge at komme med svar på i en rækker artikler de kommende uger.

I næste artikel kaster vi blikket bagud på de foregående reformer på børneområdet for at se nærmere på, hvorvidt den nye reform reelt er så markant et skridt frem for børnenes rettigheder, som regeringen lægger op til, eller om det er gammel vin på nye flasker?