/skib.jpg)
Et Maersk-skib sejler rundt i Middelhavet. Faktisk har det sejlet hele vejen fra Kina og er nu på vej gennem Sydeuropa på vej mod Danmark.
Under en kraftig storm mister skibet tre containere, der vælter overbord. I containerne er der dele af et stort parti højtryksrensere bestilt af det danske firma Nilfisk via et walisisk selskab, som er blevet produceret i Kina.
Nilfisk mangler nu tre containere. Derfor sagsøger de logistikvirksomheden DSV, der som kontraherende part har takket ja til opgaven om at transportere varerne fra Kina til Danmark, og herved lavet aftale med Maersk, der jo har skibene til det, og som udførende part at stå for selve transporten.
Derfor vil DSV nu sende søgsmålet videre til Maersk, der jo ejer skibet. DSV vil have tvisten løst i Danmark, da der jo er tale om to danske selskaber, men Maersk fastholder i den oprindelige aftale, at DSV og Maersk er blevet enige om, at eventuelle tvister skal løses ved de engelske domstole.
Det store spørgsmål er altså:
Hvilket lands domstole skal afgøre en juridisk tvist mellem to selskaber bosiddende i Danmark, når tvisten drejer sig om international handel og transport?
Det er omdrejningspunktet i den afgørelse, som Højesteret netop har afsagt, og som kan få principiel betydning for samhandlen mellem to danske selskaber i en international handel.
Værneting hjemme eller ude
Sagen starter altså med en tvist mellem Nilfisk og DSV. Men Højesterets afgørelse forholder sig til næste led i kontraktskæden - nemlig tvisten mellem DSV som kontraherende part og Maersk som udførende part.
I en transportaftale, som den der er blevet indgået her, bliver der ved begge aftaler, både den mellem Nilfisk og DSV og i den mellem DSV og Maersk, udstedt en såkaldt bill of lading - altså et juridisk transportdokument, der bl.a. fastslår, hvordan og hvor en eventuelt kommende tvist skal løses.
I den første bill of lading mellem Nilfisk og DSV står der anført, at eventuelt kommende tvister skal løses ved de danske domstole. Det giver god mening, da begge virksomheder jo er bosat i Danmark. Men her møder vi en af den pågældende sags første knaster.
For i den juridiske aftale mellem DSV og Maersk fremgår en værnetingsaftale, der peger på de engelske domstole – dvs. at domstolskompetencen ved aftale placeres i et andet land, i dette tilfælde England. Dette flugter med Maersks standardvilkår, og her støder DSV og Maersk sammen i forhold til, hvordan tvisten om erstatning skal løses.
K-NEWS har bedt advokat og partner med speciale i søfart og tranportret ved DLA Piper Christian Benedictsen-Nislev, om at hjælpe os med at belyse sagens nuancer. Han repræsenterede Maersk i sagen ved Højesteret og uddyber her ønsket fra parternes side i forhold til placering af værnetinget.
"DSV agerer jo, på samme måde som Maersk, i hele verden – og her er der måske en fordel for DSV ved at henvise til de danske domstole i deres bill of lading, så deres kunder skal til Danmark for at anlægge krav om erstatning opstået under transport. Det kan i visse tilfælde anspore udenlandske parter til at finde et forlig med DSV, da de udenlandske parter ikke er hjemmevante med det danske retssystem. Samtidig er det naturligt for DSV som et dansk selskab at få løst konflikter ved de danske domstole. For internationale skibsredere som Maersk er der derimod en lang tradition for at lade denne slags tvister afgøre ved de engelske domstole. For et dansk rederi med en kinesisk kunde, så vil England blive betragtet som et neutralt sted at få løst tvister, hvor ingen af parterne har ”hjemmebanefordel”. Maersk har også indrettet deres standardbetingelser efter engelsk lov og de engelske domstole – at få løst en tvist ved de danske domstole ville derfor udfordre deres standardbetingelser, og derfor fastholder de bestemmelsen om værneting i England i deres bill of lading med DSV", fortæller han til K-NEWS.
Dansk ret eller EU-lovgivning?
Det stridende punkt mellem DSV og Maersk forholder sig i praksis til forholdet mellem to bestemmelser - på den ene side den danske sølov, nærmere bestemt §310, og så den såkaldte Bruxelles I-forordning på den anden.
Den danske sølovs §310 slår fast, at vedtagne aftaler om værneting i andre lande er ugyldige, hvis det begrænser sagsøgers ret til at føre sag ved en domstol i det land, hvor det har hovedkontor. Eftersom DSV og Maersk begge er danske firmaer følger det derfor helt naturligt, at DSV i denne sag ønsker en dansk retssag jf. §310 i søloven. Men den holder ikke, hvis der er indgået en værnetingsaftale om værneting i et EU-land, siger Christian Benedictsen-Nislev.
"Undtagelsen til Søloven § 310 gælder, hvis parterne har indgået en værnetingsaftale, der henviser til et land, som er omfattet af Bruxelles-forordningen - altså et EU-land. DSV sagde jo, at det kan godt være vi har en værnetingsaftale, men pga. §310 er der alligevel værneting i Danmark. Det afviste Mærsk og fastholdt værnetingsaftalen om domstolene i England – der jo på tidspunktet for indgåelsen af aftalen stadig var medlem af EU. Derfor var værnetingsaftalen omfattet af Bruxelles-forordningen, så §310 ikke finder anvendelse", siger han.
Og det er her, at sagen bliver interessant i et bredere perspektiv, mener Christian Benedictsen-Nislev.
"Vi er jo inde i nogle juridiske principper, der bevæger sig væk fra søretten og over i EU-retten – hvornår gælder Bruxelles-forordningen for to selskaber baseret i samme land? Tanken med Bruxelles-forordningen har jo først og fremmest været, at den skulle gælde parter, der er bosat i forskellige EU-lande. Men den finder altså også anvendelse mellem to selskaber i samme land, hvis deres aftale har et internationalt element eller tilknytning. Jeg syntes ikke, at retsstillingen var klar på det her område, og derfor ønskede vi at forelægge det som præjudicielt spørgsmål for EU-domstolen i sagen, hvilket dog blev afvist. Specifikt for mit område, altså søfart og transport, der er dommen rigtig interessant for sølovens §310 – kan den blive tilsidesat på grund af Bruxelles-forordningen ved levering af gods i handel mellem to danske selskaber? Det ser sådan ud. Efter Brexit er situationen dog ændret, så søloven § 310 i højere grad vil komme i spil."
Højesteret gav Maersk medhold i deres krav om værneting i UK.