Ny afgørelse fra EU-domstolen er mere snebold end bombe

Foto: PR og screendump fra Sky Sports

Afgørelsen i sagen om Lassana Diarra blev af flere medier kaldt en bombe under det nuværende transfersystem i fodboldens verden. Men den sammenligning er en overdrivelse, mener Frederik Bruhn. Han er til dagligt advokat hos DAHL Advokatfirma, og så har han bistået nogle af dansk fodbolds største stjerne i deres skifte fra en klub til en anden.

I stedet vil han hellere anse afgørelsen som en snebold, der kan rulle ned over andre dele af de ansættelsesretlige rammer for professionelle fodboldspillere i europæiske fodboldklubber.

I den nyeste episode af podcasten Magtens Tredeling peger han på, at der med afgørelsen er gjort plads for lignende typer af sager, hvor professionelle fodboldspillere kan kræve deres ret ifølge gældende EU-lovgivning over reglerne i FIFA, der er den øverste myndighed i international fodbold. Men inden vi kommer til hvordan, så lad os lige slå fast, hvad afgørelsen i Lassana Diarra-sagen handler om.

Sagen kort

I april 2024 anlagde den franske fodboldspiller Lassana Diarra et præjudicielt spørgsmål ved EU-Domstolen. Sagen handlede om, hvorvidt Diarras nye belgiske klub var forpligtet til at hæfte for et krav, som Diarra havde med sig, efter hans tidligere klub Lokomotiv Moskva havde ophævet Diarras kontrakt på grund af udeblivelse fra træning. Med ophævelsen af kontrakten fulgte nemlig et efterkrav på 10 millioner euro. Og ifølge FIFA’s regler er en spillers nye klub med til at hæfte for det krav, når spilleren skriver under på en ny kontrakt. Og det er altså dette solidaritetsansvar, som Diarra vil have ophævet og, som han mener, er imod gældende EU-ret.

"Diarra mener, at det kan simpelthen ikke være rigtigt, at den nye klub automatisk bliver pålagt det her erstatningsansvar sammen med ham, for så er der ingen klubber, der tør at lave en kontrakt med ham” siger Frederik Bruhn og uddyber:

"Derfor indleder han en sag mod FIFA og det belgiske fodboldforbund for at få fastslået, at de her regler er stridende med EU-rettens principper om fri bevægelighed og fri konkurrence.”

Der tror jeg, at man som klub og spiller skal indstille sig på i en periode at overveje, hvordan man kan regulere det her i de individuelle spillerkontrakter.

Efter at have prøvet sagen ved de belgiske domstole, der ikke kunne træffe en endegyldig afgørelse, blev den forelagt EU-domstolen som præjudicielt spørgsmål. Og her fik Diarra medhold.

Sneboldeffekten

At klubberne med afgørelsen ikke er pålagt at hæfte solidarisk for krav mod den enkelte spiller blev kort tid efter udråbt som en bombe under det nuværende transfersystem. For med afgørelsen siger EU samtidig, at den automatiske hæftelse strider imod arbejdskraftens frie bevægelighed, og dermed spekuleres der i, hvorvidt en spiller og en ny klub kan lave så meget ballade omkring spilleres ansættelse, at man ophæver en kontrakt mod et krav, der er væsentlig mindre end den transfersum, som spilleren ellers ville have være handlet for. Som Lars Halgreen, voldgiftsdommer ved Den Internationale Sportsdomstol CAS, eksemplificerede til Ritzau forud for afgørelsen.

”Hvis spiller A koster 30 millioner euro, men kun skal betale 15-20 millioner euro i erstatning, hvis han bryder sin kontrakt, kan en interesseret klub måske foretrække at gå den vej. Og så kan spilleren få den sum af sin nye klub,” siger Lars Halgreen.

Og den bekymring anerkender Frederik Bruhn, da han analyserer afgørelsen i Magtens Tredeling-studiet. For selvom han ikke mener, at det kan kaldes en bombe, så er afgørelsen noget, som klubberne skal forholde sig til.

”Måske har det skabt en bevægelse, hvor de (spillerne, red.) bliver mere modige i forhold til at skabe en eller anden form for misligholdelse. Der tror jeg, at man som klub og spiller skal indstille sig på i en periode at overveje, hvordan man kan regulere det her i de individuelle spillerkontrakter. Som klub kunne man da godt overveje, om man skulle gøre lidt mere øget brug af at få lavet en release clause, hvor man simpelthen upfront fastsætter, hvis du vil ud af kontrakten, så koster det,” siger han.

Men det er også en afgørelse, som Frederik Bruhn vurderer, at spillerne vil komme til at forholde sig til. For eksempel qua de store protester, der har været i efteråret fra en række topspillere, herunder Allison Becker fra Liverpool og Rodri fra Manchester City, der har kritiseret FIFA for den pakkede turneringsstruktur, de mange kampe og dermed slid på atleternes kroppe og dertilhørende skader. Her kunne man som spiller kigge mod denne afgørelse i Diarra-sagen og overveje, hvorvidt man selv kunne bruge EU-retten til at udfordre arbejdsforholdene, vurderer Frederik Bruhn

”Parallellen er relevant, og den er relevant på den måde, at der er blevet lagt lidt pres på FIFA og på dem som regeludsteder og konkurrenceansvarlig, da det ofte er dem, der fastlægger alle de her mange kampe. Og så sent som i morges, der læste jeg faktisk, at der er nedsat et nyt udvalg under FIFA, hvor man skal se på det her med arbejdspres sammen med FIFPRO (den internationale spillerforening, red.) Så man kan sige, at rent politisk er der kommet en eller anden form for sneboldeffekt ud af det her. Og jeg tror, at der er en tæt sammenhæng. Det er mit gæt.”

Du kan lytte til hele Magtens Tredeling episode 198 om Lassana Diarra-sagen i ovenstående player eller i din foretrukne podcast-app.