03/07/2018 -

Nu kan du tage Netflix, Viaplay og HBO med på ferie i EU


EU har netop vedtaget to nye forordninger, der bl.a. forpligter streamingtjenester at give deres brugere den samme adgang, uanset hvor de befinder sig i EU. Derudover er der godt nyt til forbrugerne, da EU også gør op med forskelsbehandling i pris ud fra nationalitet og bopæl.

Rasmus Hylleberg


Du kender det måske - i et afslappende øjeblik på ferien i sydens sol og varme vælger du at se et afsnit af din yndlingsserie ved poolen på din tablet, men du bliver mødt med en fejlmeddelelse, der angiver, at du ikke har adgang til det valgte indhold i det pågældende land. 

Det skal nu være fortid - en ny EU-forordning slår nemlig fast, at EU-borgere fremover skal have adgang til deres abonnementer på onlineindholdstjenester, når de opholder sig midlertidigt i et andet EU-land. Det skriver partner Anders Christensen og advokat Mia Anne Gantzhorn fra Horten i en artikel til jurainfo.dk.

Det betyder, at udbydere af onlineindholdstjenester – såsom Netflix, HBO og Spotify – er forpligtede til at give deres brugere adgang til tjenesten, når brugerne rejser inden for EU

"Det betyder, at udbydere af onlineindholdstjenester – såsom Netflix, HBO og Spotify – er forpligtede til at give deres brugere adgang til tjenesten, når brugerne rejser inden for EU. Forordningen gælder for alle udbydere af onlinetjenester, der mod betaling giver adgang til eksempelvis film, musik og e-bøger," står der i artiklen.

 

Opgør med forskelsbehandling i pris

I samme ombæring har EU vedtaget en forordning, der udfordrer geoblocking-problematikken forbundet med forskelsbehandling i prissætning af varer ud fra nationalitet og bopæl.

Kort fortalt er det ikke længere lovligt for virksomheder at kræve højere pris for leje af hotelværelser eller køb af flybilletter, hvis du som forbruger tilgår købsmodulet via en dansk IP-adresse frem for f.eks. en polsk. Den nye forordning kræver, at alle EU-borgere tilbydes de samme priser uafhængigt af bopæl og nationalitet. 

Mens forordningen omkring streamingtjenesterne ventes at træde i kraft allerede nu, skal forbrugerne vente til 1. december 2018 før forordningen om geoblocking finder anvendelse, skriver Horten.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak