"Jeg skrev mit første processkrift som 14-årig"

Gitte Leth Thomsen har altid været drevet af en stærk retfærdighedssans. Så da hun som frivillig i organisationen Børnehjælpsdagen fik indblik i anbragte børns virkelighed, blev hun nødt til at gribe til handling.

”Det var en ny verden, på både godt og ondt. Det mest overraskende var, da jeg begyndte at tale med nogle af børnene og de voksne omkring dem og faktisk fik et indblik i, hvor dårligt stillede de er rent retssikkerhedsmæssigt, sammenholdt med hvor voldsomt det må være for dem at blive fjernet fra deres forældre, som trods alt er det eneste kendte fundament, som børnene indtil da har haft,” siger hun og tilføjer:

”Det var det her med, at det var de samme ting, der gik igen i deres historier.”

Derfor har hun sammen med andre ildsjæle startet organisationen Barnets Stemme. En organisation, der giver anbragte børn mulighed for at blive matchet med en frivillig voksen, der kan agere uvildig bisidder, som er blevet undervist i børns rettigheder og derigennem kan være en værdifuld støtte for barnet, eksempelvis til møder med kommunen.

En frivillig kan som uddannet bisidder [...] præsentere de synspunkter og løsningsforslag, som er vigtige for barnet

Det er ikke første gang, at Gitte Leth Thomsen er blevet præsenteret for noget, hun fandt uretfærdigt, og som hun derfor blev nødt til at handle på.Retfærdighedssansen har tværtimod været drivkraften hele vejen igennem og også en medvirkende årsag til, at hun valgte juraen til at starte med – særligt inspireret af 90’er tv-serien ”L. A. LAW”. Serien, der viste unge idealistiske advokater, der procederede principielle sager om retssikkerhed i retten, de brændte for, tændte en gnist i en dengang 12 årig Gitte. Hun skulle til USA – og hun skulle være advokat.

Det betød også, at da alle folkeskoleveninderne efter 9.klasse ville på efterskole, ville Gitte et år på high school i USA. Samtidig fandt hun ud af, at veninderne kunne få et tilskud fra kommunen på 10.000 kroner til efterskolen, mens hun selv ikke kunne få samme tilskud til et noget dyrere ophold i USA. Det var ikke rimeligt, syntes en dengang 14-årig Gitte.

”Mine forældre sagde til mig: ’Hvis du synes, det er urimeligt, hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?’ Så jeg satte mig ned og skrev et brev, hvor jeg argumenterede for, hvorfor mit ophold i USA var mindst ligeså værdifuldt at støtte som et efterskoleophold – og så kørte vi ud til en lokalpolitiker, hvor jeg afleverede det. Han lovede at tage det med på næste byrådsmøde – og det gjorde de – så på den måde fik jeg ændret reglerne for økonomisk støtte i kommunen til også at gælde udenlandsskoleophold efter 9.klasse,” siger Gitte Leth Thomsen og tilføjer:

”Min barnestemme blev dengang hørt - og jeg plejer gerne at sige, at jeg skrev mit første processkrift som 14-årig. Jeg har altid og er stadig drevet af min retfærdighedssans.”

Partner var ikke længere det rigtige

Retfærdighedssansen er fulgt med hele vejen, fra L.A. LAW til Barnets Stemme. I mellemtiden har Gitte Leth Thomsen da også taget den mere lige vej op ad juraverdenens karrierestige. Delmål, såsom først at få advokatbestalling og møde for byretten, så landsretten og dernæst Højesteret blev alle nået. Det næste naturlige step ville være at blive partner i et advokatfirma. Men det føltes ikke længere som det rigtige step at tage.

”Jeg tror, der skete noget, da jeg selv blev mor. Det gik for alvor op for mig, hvad der betyder noget for mig, det her med familie og relationer, så jeg stoppede op og mærkede efter; nu har jeg nået de her tjek-af-mål, men hvad er det egentlig, jeg gerne vil? Jeg fandt ud af, at det blev nødt til give mening, det jeg lavede – og det her med retssikkerhed har altid været det, der har drevet mig,” siger hun og uddyber:

”Ordentlighed og retssikkerhed. Det her med at man behandler folk lige, uanset hvilket lag af samfundet, de kommer fra, og ligegyldigt hvad man har med i bagagen, på godt og ondt. At man er lige for loven, og det ikke handler om, hvem der har den største pengepung til at betale den dyreste advokat. Jeg har af den grund også i mange år arbejdet frivilligt som juridisk rådgiver i Københavns Retshjælp og siddet med i bestyrelsen for at fremme dette.”

Nu er Gitte Leth Thomsen nået til, at det er børnene og deres retssikkerhed, der skal fokus på gennem Barnets Stemme og deres arbejde: Børnene skal vide og ikke mindst opleve, at deres sag bliver behandlet på fuldstændig samme præmisser som alle andres, at deres rettigheder overholdes, og at de bliver korrekt partshørt i processen.

”Det er vigtigt, at børnene får nogle, de kan betro sig til og støtte sig op af, for det er det, der gør, at når man møder noget hårdt i livet, som vi alle gør, så har man nogen til at samle en op igen. Jeg ved personligt, hvor meget en kærlig og støttende familie, og relationer i det hele taget, betyder, og hvor vigtigt det er, at man som barn lærer, mærker og føler, at man bliver set og hørt,” siger hun.

Mange anbragte børn forstår ofte ikke, hvorfor de er blevet fjernet fra hjemmet, fortæller Gitte Leth Thomsen. Dette er endnu en ting, som de frivillige i Barnets Stemme kan hjælpe barnet med at få afklaret og givet dem viden om - herunder hvordan og hvorfor processen foregår, som den gør.

”Det med at få kendskab til, hvorfor ting sker, og hvordan de sker, at de føler, at de bliver set og inddraget i processen, er vigtigt for børns trivsel. En ret til at blive hørt, er jo ikke en ret til at få ret, men hvis børn får en nogenlunde fornuftig forklaring på hvorfor tingene er, som de er, så er det også nemmere for dem at acceptere tingene, selvom de ikke er enige, og på den måde forsøge at komme videre,” siger Gitte Leth Thomsen.

Politikerne mangler ofte forståelse for, hvad retssikkerhed er

Når man som Gitte Leth Thomsen er drevet af retfærdighed og retssikkerhed, kan det dog til tider være en frustrerende opgave at operere på børneområdet, hvor man ofte føler, at man løber panden mod muren. Alting tager længere tid end forventet, man står foran et stort, bureaukratisk system, og samtidig et system, der nogle gange har en anden forståelse af, hvad eksempelvis retssikkerhed er. Her referer Gitte Leth Thomsen blandt andet til Børnene Først-reformen, som hun også tidligere har talt om til K-NEWS.

”Særligt i forhold til forløbet med aftalen ”Børnene Først” er der en frustration over, at man møder en manglende forståelse for, hvad retssikkerhed egentlig er, og hvorfor det er et fuldstændig afgørende element i et demokrati. Jeg oplever en form for forudindtagethed, en eller anden fordom om, at jura og juridiske regler er bureaukratiske og besværliggør alting unødvendigt. Selvfølgelig kan det formentlig være en god ide at forenkle nogle lovgivningsmæssige ting i forhold til den sproglige forståelse, men der bør som udgangspunkt ikke ændres på selve indholdet. Jeg savner større åbenhed, særligt fra politikernes side, til at forstå, at de her regler netop er sat op for at sikre, at der ikke er vilkårlighed, at vi alle bliver behandlet ens og ordentligt af myndighederne, og at der er gennemsigtighed i systemet og i de afgørelser, der bliver truffet,” siger hun.

Som et eksempel på den her misforståede opfattelse af retssikkerhed nævner Gitte Leth Thomsen en kritik, som FN’s Børnekomite i en rapport fra 2017 er kommet med af det danske børneområde. Her bliver det blandt andet nævnt, at der ikke i tilstrækkelig grad sker ordentlig partshøring af børnene.

”Partshøring er et forvaltningsretsligt princip og et juridisk begreb. Men både flere politikere, organisationer og socialrådgivere misforstår ofte, hvad det faktisk går ud på, og har i stedet en holdning om; jamen vi taler med børnene, vi hører, hvad de siger – ergo kan vi sætte tjek i boksen om at have hørt dem. Men så simpelt er det er jo ikke. Når FN’s Børnekomite udtaler sig som, at danske børn ikke bliver hørt i tilstrækkelig grad, så er der tale om en juridisk partshøring. Her er det vigtigt, at man ikke bare spørger børnene, hvordan de har det, men at man også stiller de rigtige spørgsmål, så man får de oplysninger, der er nødvendige ’lodder i vægtskålen’ til at træffe den rigtige afgørelse for barnet på et korrekt og veloplyst grundlag,” siger hun.

Man møder en manglende forståelse for, hvad retssikkerhed egentlig er, og hvorfor det er et fuldstændig afgørende element i et demokrati

Derudover er Gitte Leth Thomsen som advokat skolet i, hvordan regler og lovkrav er med til at lægge fundamentet for samfundet, og hvordan de er være med til at sikre retfærdig behandling af alle mennesker. Derfor bliver hun også trist over at være vidne til, hvor mange sagsbehandlingsfejl, der sker på børneområdet, og hvor lidt myndighederne prioriterer at overholde reglerne.

”Det er frustrerende, fordi jeg tænker, at det ville være så meget bedre for børnene, hvis der var nogen, der ville sætte sig en smule mere ind i vigtigheden af reglerne. Og så er det frustrerende at se, at der er politikere, der laver aftaler, som jo ikke rykker ved børnenes retssikkerhed, simpelthen fordi de ikke helt har forstået præmissen, og hvad det går ud på,” siger hun og uddyber:

”Vores demokrati er baseret på nogle grundlæggende juridiske rettigheder, og hvis vi – og med vi mener jeg os alle – men særligt jurister og advokater – ikke forpligter os til at hjælpe med at beskytte og værne om de her grundlæggende rettigheder, så mister man det demokratiske fundament. Desværre viser undersøgelser, at det går den forkerte vej med retssikkerheden – ofte fordi, at myndighedernes respekt for borgernes rettigheder ikke er høj nok.”

Generelt kan det dog som jurist eller advokat være svært at få indflydelse på, hvordan reglerne udformes – selv når det handler om juridiske rettigheder og retssikkerhed:

”Som jurist bliver man desværre nogle gange påduttet rollen som den, der står med en løftet pegefinger og peger på alt det, man ikke må – og hvis man som politiker skal føre valgkampagne, er man jo ikke interesseret i at høre om alt det – så vil man hellere i medierne og ”sælge” alle de gaver og intentioner, der er gode, selvom der nok er meget lange udsigter til, at det rent faktisk kommer til at fungere i virkeligheden for børnene,” siger Gitte Leth Thomsen.

Socialrådgiveren skal ikke være barnets ven

Indtil nu kører Barnets Stemme i god dialog om et samarbejde med Aarhus Kommune, men på sigt er håbet, at det skal være et tilbud i hele landet. Hos Barnets Stemme mener de, at det er vigtigt, at kommunerne bliver mere åbne overfor at bruge uvildige bisiddere og ser, hvilken værdi det har for børnene.

”På baggrund af de erfaringer vi har set fra udlandet, ser vi frem til kunne være med til at få afprøvet de her nye metoder og forhåbentlig kunne være med til at bidrage til nogle kultur- og praksis ændringer på området,” siger Gitte Leth Thomsen.

Ofte er der dog en grundlæggende misforstået opfattelse af, hvad en bisidder egentlig er, og hvad denne kan bidrage med.

”Der gælder i lovgivningen ikke andre krav, end at du skal være fyldt 15 år og omfattet af regler om tavshedspligt, så i princippet kan man tage sin fodboldtræner eller bedste venindes mor med,” siger Gitte Leth Thomsen og uddyber:

”Det, som vi hos Barnets Stemme vil være med til at sikre, er, at fodboldtræneren eller venindens mor er klædt på til at kunne hjælpe, ved at de bliver sat ind i reglerne på området. Herudover tilbyder vi også frivillige, der kan træde ind i rollen som bisidder, hvis barnet ikke har nogen i sit eget netværk. En frivillig kan som uddannet bisidder hjælpe med at få skabt orden i kaos, lytte, observere, og præsentere de synspunkter og løsningsforslag, som er vigtige for barnet.”

Det er kommunerne, der har pligt til at vejlede børnene om, at de har ret til en bisidder. Men flere af sagsbehandlerne virker ofte skeptiske over for, hvad en bisidder overhovedet kan bidrage med, og hvorfor de er nødvendige.

”Der har ikke rigtig været kultur for at gøre brug af uvildige bisiddere, måske fordi socialrådgiverne ofte har tænkt, hvad skal de dog bruges til, jeg gør jo mit arbejde godt nok og afgørelsen er jo truffet på forhånd. I så fald står vi allerede her med et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis en socialrådgiver ikke selv kan se det vigtige i, at barnet bør have en uvildig bisidder med,” siger Gitte Leth Thomsen.

I princippet kan man tage sin fodboldtræner eller bedste venindes mor med

Derfor er det ifølge Gitte nødvendigt, at man lærer at skille rollerne og deres forskellige funktioner ad – og at man respekterer de forskellige kompetencer, der på den måde bringes i spil.

”Det er vigtigt, at man skiller rollerne ad. Der findes fantastisk dygtige socialrådgivere, men man skal som socialrådgiver kende sin rolle og vide hvilken kasket, at man har på. Man repræsenterer myndigheden – man er ikke barnets ven. Man skal forstå, at man træffer beslutninger og afgørelser, der gerne må stilles spørgsmålstegn ved og kigges over skulderen. Der skal være gennemsigtighed i de beslutningsprocesserne, særligt når de er så alvorlige, som de er på anbringelsesområdet,” siger hun.

For Gitte Leth Thomsen er det vigtigt, at bisidderne ikke skal forstås som nogle, der skal være overdommere eller sidde og pege fingre. De skal derimod sidde med for at hjælpes ad med at sikre, at socialrådgiverne får stillet de vigtigste spørgsmål i relation til det enkelte barn, og at man på den måde får de vigtigste oplysninger frem, der skal bruges i en afgørelse i barnets liv.

”Vi vil meget gerne samarbejde om at løfte barnets stemme og niveauet i afgørelserne på børneområdet. Det tror jeg på, at vi kan gøre i et samarbejde,” siger hun.

Børnene skal vide, at de har værdi i sig selv

Selvom det kan være en frustrerende proces, så er Gitte Leth Thomsen dog stadig fortrøstnings- og forhåbningsfuld for Barnets Stemme og organisationens fremtidige arbejde og samarbejde om et nyt retssikkerhedsprojekt for anbragte børn. Indtil nu er Aarhus Kommune positive overfor et samarbejde, og hun håber derfor på, at det bliver en egentlige start til nye gode erfaringer og metoder til gavn for børnene.

For hun er ikke i tvivl om, at det kan gøre en forskel for børnene. Både når man skæver til udenlandske erfaringer på området, men også når hun ser tilbage på, hvad der var vigtigt fra hendes egen opvækst.

”Når jeg ser tilbage på min barndom, følte jeg mig generelt set, hørt og respekteret, og jeg fik i en tidlig alder vished om, at min stemme var værd at lytte til, hvilket har haft en stor betydning for mig og min selvforståelse,” siger hun og tilføjer:

”Det er også baggrunden for, at vi med Barnets Stemme ønsker at hjælpe og støtte børnene med relationer og ikke mindst i at bruge deres stemme og deres grundlæggende rettigheder, så de også i en tidlig alder lærer og oplever, at deres stemme betyder noget, at de har rettigheder, som de har ret til at bruge – og ikke mindst, at de som børn og mennesker har værdi i sig selv.”

Man skal som socialrådgiver kende sin rolle (...) Man repræsenterer myndigheden – man er ikke barnets ven.