Screendumps fra LinkedIn og minretssag.dk
Landets procesadvokater river sig lige nu i håret over, hvad der ligner en tvungen forlænget weekend. For det er simpelthen ikke muligt at tilgå deres sager.
Problemet er nedbruddet hos NemID, der er det underliggende system, der supporterer login via minretssag.dk. Siden onsdag morgen har systemet været ramt tekniske udfordringer og nedbrud, og det gør det noget nær umuligt for advokaterne at arbejde på deres sager. Alle civile retssager er helt lukket for adgang via minretssag.dk.
Flere advokater på LinkedIn har luftet deres utilfredshed, der både er rettet mod det digitaliserede Danmark, men også mod domstolene, som henviser til minretssag.dk. Men min retssag er jo netop lukket land uden et fungerende NemID.
Et eksempel kommer fra advokat Kristian Svith, der i et opslag på LinkedIn kalder det kafkask - se udsnit af hans opslag i artiklens top. Og Christina Neugelbauer, der i et opslag skriver:
"Vi kalder os verdens mest digitaliserede samfund, men NETS som vi er tvunget til at lade os servicere af formår gang på gang ikke at løse opgaven med at skaffe os adgang."
NETS oplyser til Ritzau, at problemerne skyldes en intern it-fejl, og forklarer, at de har været nødt til at flytte data fra en server til en anden.
Sagsbunkerne bliver større
Hos formanden for procesretsudvalget under Advokatrådet Nicolaj Linneballe er det dybt problematisk for sagsfremstillingen i hele landet.
"Det er et problem, at vi ikke kan styre vores frister, og at vi ikke kan indlevere vores ting til retten, for der er ikke nogle andre måder, vi kan indlevere på", udtaler han til Ekstra Bladet.
Domstolsstyrelsen, der er ansvarlig for minretssag.dk beklager da også, at systemet er så ustabilt, som det er lige nu. Det siger it-direktør Martin Wood til K-NEWS.dk. Her erkender man, at hvis nedbruddet fortsat er realiteten på den anden side af weekenden, så går man i beredskab.
”Konkret betyder det, at vi kalder ledelsen og retterne sammen og så må vi se på om vi kan sætte services til rådighed – kan vi f.eks. give lov til at sende gennem andre frekvenser, men det er noget kæmpe rod, for vi skal have det hele ind i systemet bagefter, og det går jo ud over sagsbehandlingstider og sagsbunker, som jo i forvejen er udfordrede.”
Han beklager nedbruddet, men tilføjer at man hos Domstolsstyrelsen ikke har så mange handlemuligheder.
”Når sådan et nedbrud over flere dage fra en central service går ned, så er der ikke så meget vi kan gøre. Vi kan prøve manuelle procedurer, men al kommunikation mellem advokater og domstole foregår gennem minretssag.dk, så det er ikke bare lige at køre alt manuelt med f.eks. emails udenom systemet. Og det er altså ikke noget vi planlægger at gøre, da det er for stort et arbejde at planlægge nu og her, altså at bede alle om at gå uden om de digitale kanaler frem for at vente på, at systemet er oppe og køre. Tinglysning kan vi jo f.eks. slet ikke lave manuelt, da der skal digitale signaturer til. Vi har også informationer fra andre offentlige myndigheder, og der er det jo bare meget svært at gå uden om de digitale systemer. Hvis vi får en melding om, at det tager en uge eller måned, så går vi i beredskab, og hvis det ikke kører mandag, så er det netop det vi gør.”
Han kan derfor godt forstå, hvis landets advokater er trætte af situationen.
”Det kan jeg virkelig godt, og vi forsøger også at kommunikere så godt vi kan i forhold til, hvor vi er henne og hvad status. Vi beder jo advokaterne om at benytte et system, vi har været med til at lave, og så kan jeg sagtens forstå, at det er frustrerende, når det ikke virker og der ikke er nogle nemme workarounds.”
Problemet er heller ikke løst med MitID, der ikke har været lige så påvirket, da mange advokater og virksomheder fortsat ikke har konverteret til den nye service, fortæller han.
”De fleste af vores systemer er kompatible med MitID, men det er ikke alle borgere og advokater, der har konverteret til MitID. Men i alle erhvervsager, der kan advokaterne endnu ikke bruge MitID”.
Det er fortsat uvist, hvor længe de tekniske problemer varer ved.