/N%C3%A6vningeomr%C3%A5de.jpg)
Danmark har ingen nævningeinstitution længere. Ordningen er blevet udhulet af en ændring gennemført for 15 år siden. Det er en alvorlig afdemokratisering af retsplejen og reelt en udfor-dring af Grundloven.
Sådan lyder kritikken fra flere juridiske eksperter, og de frem-fører den med fornyet styrke i 2019 - året, hvor Retsplejeloven, der netop banede vejen for den unikke nævningeinstitution, har eksisteret i 100 år.
”Jeg synes sådan set, det bedste ville være, hvis vi gik tilbage til den gamle ordning, hvor nævningene i visse alvorlige sager, selv afgjorde skyldsspørgsmålet,” siger Eva Smith, dr.jur. og professor emiritus.
”Men det er der ikke en kinamands chance for. For alle synes jo, det går meget godt og ikke mindst dommerne er godt tilfredse med ændringerne,” siger Eva Smidt, der understreger, at der er fordele ved den nye ordning – men de kunne være opnået uden at tage suveræniteten fra nævningene, forklarer hun.
Dette er 2. artikel i serien om Retsplejeloven. Du kan læse den første HER.
Debatten om nævningenes betydning er ikke tilfældig eller opstået ud af det blå. Nævningene er intet mindre end det mest afgørende stridspunkt i dansk retsplejehistorie. Efter vedtagelsen af Grundloven i 1849 skulle Folketing og Landsting vedtage en retsplejelov, der skulle styre, hvordan domstolene skulle behandle borgere, der var blevet tilbageholdt af ordensmagten.
Et helt afgørende spørgsmål i et spirende og oplyst demokrati, hvor kongen og hans mænd engang havde bestemt alt. Hvor folk var blev fængslet uden grund, landsforvist for satire – og hvor beviser var blevet plantet under ransagninger. Og det helt afgørende kardinalpunkt i samtlige af de 70 år Retsplejeloven var undervejs var: Hvor meget skulle menigmand have at sige i retsplejen?
Fornyerne over for systembevarerne
Fronterne var trukket hårdt op: De unge fornyere i Folketinget stod over for de mere systembevarende kræfter i Landstinget.
Hele Folketinget, hvor almindelige borgere var stærkere repræ-senteret end i Landstinget, ønskede, at nævninge skulle have stor indflydelse.
”Det var intet mindre end et centralt punkt i deres demokratiprojekt, at det også omfattede domstolene ved at menig-mand kom ind og fik afgørende indflydelse,” forklarer Preben Wilhjelm.
Det var tænkt som en demokratisering af hele retsvæsnet, at tusinder af almindelige borgere deltog, og at de ville blive skif-tet ud engang imellem
Vi sidder i hans sommerhus på Møn. Vi har hver især et eksemplar af hans bog om retsplejelovens tilblivelse - ”Kampen for retsstaten,” er titlen - liggende. Mit eksemplar er åbnet og fyldt med overstregninger – hans er lukket.
Han har det hele i hovedet:
”Det var tænkt som en demokratisering af hele retsvæsnet, at tusinder af almindelige borgere deltog, og at de ville blive skif-tet ud engang imellem, så så mange som muligt ikke bare fik indblik i retsstatens principper, men sikrede, at afgørelserne var i bedre overensstemmelse med befolkningens retsopfattelse end tilfældet havde været tidligere,” fastslår han.
Preben Wilhjelm er født i 1935 og er uddannet fysiker på Niels Bohr Instituttet.
Han var medlem af Folketinget, medstifter af Socialistisk Folke-parti og senere af VS, og i ni år retspolitisk ordfører for det-te parti.
Han tog graden lic.jur i 1988 som seniorstipendiat i retsviden-skab ved Københavns Universitet.
Nævningene vigtige i retsplejen
Det var et absolut nybrud i forhold til den såkaldt ”inkvisito-riske” retspleje, hvor dommeren agerede både som anklager og dommer.
Reformens fædre var af den opfattelse, at nævningene var absolut nødvendige i retsplejen, hvis Grundlovens frihedsbegreber skulle gælde for alle.
Retsplejelovens vigtigste ophavsmand, Hother Hage, mente for eksempel, at juridiske dommere altid ville være kritiske over for angreb på embedsmænd, kritik af politiet – og omvendt altid ville se en forbryder i enhver mistænkt. Derfor skulle nævningene have en central rolle.
”Det er utvivlsomt, at det danske Folk har flere af de kræfter og Egenskaber, der fornemmelig må udkræves for at dømme uhildet: Et roligt sind, et klart blik, en sund dømmekraft og en ikke ringe oplysning,” argumenterede Hother Hage.
Hother Hage havde studeret juryerne i både England og Frankrig.
Der er ikke skygge af tvivl om, (...) at det karakteristiske ved nævningetinget var, at det suverænt afgjorde skyldsspørgsmålet
”Der er ikke skygge af tvivl om, at det for dem såvel som for proceskommissionerne og Folketinget var klart, at det karakteristiske ved nævningetinget var, at det suverænt afgjorde skyldsspørgsmålet,” forklarer Preben Wilhjelm.
Striden om hvorvidt der skulle være nævningen, og hvordan de skulle udpeges, løb mellem Folketinget og Landstinget samlet de 70 år, Retsplejeloven var undervejs.
”Fordi Landstinget, som den privilegerede overklasse, som det jo var, ikke havde tillid til, at folket havde den fornødne dømmekraft,” forklarer Preben Wilhjelm.
”Hvorimod de tre proceskommissioner, der gennem de 70 år forberedte retsplejereformen, og det store flertal i Folketinget fandt, at almindelige mennesker var lige så gode som juridiske dommere til at vurdere, om beviserne i sagen var tilstrækkelig overbevisende til at afgøre skyldsspørgsmålet som juridiske dommere,” siger Preben Wilhjelm – og trækker sagen yderligere op:
”Ja at de endda var en bedre garanti for, at det ikke blev rutineafgørelser, eller at hele retshandlingen gik hen over hovedet på hovedpersonen, den tiltalte.”
Afgørelsens øjeblik
Landstinget forsøgte at dreje udviklingen i deres retning ved at foreslå, at et nævningeting skulle udpeges af et tremandsudvalg hvor staten, domstolene og kommunalbestyrelsen var repræsenteret.
Grundloven fra 1849 bestemte, at retsplejen skulle adskilles fra forvaltningen, og at der hurtigst muligt skulle være offentlighed og mundtlighed i hele retsplejen.
Trods disse såkaldte løfteparagraffer, blev retsplejeloven først vedtaget i 1916 og trådte i kraft 1. oktober 1919.
Retsplejeloven indeholder blandt andet reglerne om domstolenes behandling af civile sager og straffesager, samt reglerne for politiets efterforskning af forbrydelser.
Retsplejeloven er ændret adskillige gange.
K-News gennemgår i seks artikler hvordan retsplejen har det i 2019, 100 år efter retsplejelovens indførsel.
Folketinget mente, at udvælgelsen alene skulle udpeges af kommunalbestyrelsen.
Det blev i 1908 til, at Folketinget forsøgte at vedtage et kompromisforslag, der stort set gik ind på alle Landstingets betingelser: Ingen direkte eller indirekte Folkevalgte nævninge.
Men nævningen skulle afgøre skyldsspørgsmålet i alvorlige sager, men det var domstolen der afgjorde, hvornår sagen var alvorlig nok.
Loven udhulet i praksis?
I praksis vandt Landstinget. Da Retsplejeloven blev implementeret viste det sig, at kun cirka 4 procent af sager, der var alvorlige nok til at komme for statsadvokaten, kom for et nævningeting. I 1930 var tallet faldet til 2 procent.
Derpå blev reglerne ændret, så det ikke var dommernes skøn, der afgjorde, om en sag skulle for nævningeting. Alle sager, hvor der ikke var fuld tilståelse, og som havde en strafferamme på mindst 8 år, skulle for nævningeting. Andelen forblev dog nede på 2 procent.
Sådan fortsatte det, efter flere ændringer af loven. I 1981 var andelen af statsadvokatsager, hvor skyldsspørgsmålet skulle afgøres af nævningeting, nede på mindre end 0,5 procent. Senere faldt det til 0,2 procent.
Den store ændring
I 1998 foreslog Justitsministeriet – efter forslag fra Retsple-jerådet – at det skulle være helt slut med nævningetingets suve-ræne stillingtagen til skyldspørgsmålet. Nævningerne skulle sidde sammen med de juridiske dommere. Mange ekspertinstanser var imod – lige fra Advokatrådet til Institut for Menneskerettigheder. Og professor Eva Smith mente, at det reelt ville være at afskaffe nævningene og dermed være i strid med Grundlovens §65.
K-News har bedt Justitministeriet om kommentarer til serien om Retsplejereformen. Kommunikationschef Emil Melchior oplyser: ”Tak for henvendelsen. Det bliver desværre ikke muligt med en kommentar.”
Anklagemyndigheden har gennem Rigsadvokaten takket nej til at deltage.
Serien slutter med et interview med tidligere justitsminister Søren Pape.
”Vi har brug for lægmænd i strafferetsplejen. De er mindst lige så gode som vi jurister til at vurdere, om et bestemt hændelses-forløb er sandsynligt, om et vidne taler sandt osv. - måske end-da bedre, fordi de lever i en hverdag tættere på de mennesker, der optræder i straffesager, end de fleste juridiske dommere,” skrev hun i en kronik i Politiken og fastslog, at det handler om intet mindre end demokratiseringen af retsplejen:
”Lægdommerindflydelsen kommer langt stærkere frem, når lægdommerne sidder alene, end når der sidder en dommer for enden af bordet.”
Forslaget blev vedtaget og gjaldt fra 1. januar 2008. Det klas-siske nævningeting blev erstattet af en udvidet domsmandsret.
Og Eva Smith står ved kritikken.
Hun understreger, at der var to gode og valide grunde til at la-ve systemet om. I det nye system, er der mulighed for at anke skyldspørgsmålet, ligesom der nu følger en begrundelse med afgørelsen.
Men, understreger Eva Smidt, begge dele kunne implementeres uden at fratage nævningerne suveræniteten.
Eva Smidt er født i 1942 og er dr.jur. og professor.
Eva Smith har tidligere blandt andet været medlem af Det Kriminalpræventive Råd, Politikommissionen og Justitsministeriets Straffeplejeudvalg.
Hun er i dag blandt andet medlem af Retsplejerådet udpeget af justitsministeren.
”Jeg synes, at det gamle nævningenting i virkeligheden er blevet til en domsmandsret, selv om vi stadig siger nævninger. Men nævninge er jo ikke et beskyttet ord. Internationalt er en domsmandsret ikke et nævningeting. I et nævningeting voterer lægmænd skyldspørgsmålet uden dommerindflydelse. Det er ligegyldigt, hvor mange lægmænd, der er tale om. Det afgørende er, at de voterer skyldspørgsmålet alene.
Det synes jeg, vi skulle tilbage til.”
Preben Wilhjelm mener, at dommernes større autoritet betyder, at lægmand nu føler sig tilsidesat.
”Det er bemærkelsesværdigt, at blot man kan mønstre 90 mandater, kan man gennemføre noget, som stort set alle juridiske eksperter vurderede i strid med eller i det mindste problematisk i forhold til Grundloven,” siger han.