Mor og jurist: ”Hvordan loven forvaltes på handicapområdet, er meget forskelligt fra kommune til kommune, og det er jo i stridighed med alt ligebehandling”

Institut for Menneskerettigheder kom i mandags ud med en ny rapport, der viser udviklingen for menneskeretten hos personer med handicap i 2017-2019. Ifølge rapporten får færre en uddannelse, få er i job og store dele af det offentlige rum er utilgængeligt. På flere områder står borgere med handicap uden for eller på kanten af det danske samfund.

På ni ud af ti samfundsområder er personer med handicap væsentligt ringere stillet end gruppen af personer uden handicap

”På ni ud af ti samfundsområder er personer med handicap væsentligt ringere stillet end gruppen af personer uden handicap. Og samlet set er der desværre ingen tegn på, at det bevæger sig mod mere lige muligheder for personer med handicap”, fortæller Nikolaj Nielsen, chefkonsulent hos Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse fra Instituttet.

En af de personer, der oplever den her problematik på daglig basis, er anklager hos Rigsadvokaten, Monica Lylloff. Hun er mor til tre børn med handicap, og mener, at det først og fremmest er nødvendigt at skabe et politisk fokus på området:

”Det er sjældent et emne, der træder frem på den politiske dagsorden, til paneldebatter osv. Det vil sige at jo mindre fokus – jo mindre sandsynlighed er der for, at der bliver gjort noget ved det”, fastslår hun.

Efterspørger lige vilkår alle steder

Instituttet har på baggrund af rapportens konklusioner efterlyst en national handlingsplan, der skal sikre, at personer med handicap fremover bliver tænkt med i politiske indsatser og reformer. Instituttet anbefaler blandt andet, at regeringen tager initiativ til at udvikle en national handicappolitik.
Monica Lylloff har set systemet indefra og hun ved, hvor stor forskelsbehandling, der kan være fra kommune til kommune. Derfor er hun også særligt begejstret for instituttets initiativ om en fælles handicappolitik.

Lige nu er det sådan, at vi ikke tør flytte, fordi vi ikke er sikre på at få den samme hjælp et andet sted

”Jeg er selv uddannet jurist, og det har jeg haft stor gavn af, når vi har skulle søge om hjælp. Vi har aldrig haft en sag i Ankestyrelsen, og de gange vi har ’truet’ med det, har kommunen selv valgt at lave deres afgørelse om, men det er jo langt fra alle der har de muligheder. Lige nu er det sådan, at vi ikke tør flytte, fordi vi ikke er sikre på at få den samme hjælp et andet sted – i så fald ville der skulle en helt ny sagsbehandling til og mulighederne er bare forskellige fra kommune til kommune”, fortæller hun og uddyber:

”Faktum er, at der er en ulighed i, hvilken hjælp folk får, hvilken vejledning de får, hvor ressourcestærk man skal være for at få hjælp osv. Hvordan loven forvaltes på handicapområdet, er meget forskelligt fra kommune til kommune, og det er jo i stridighed med alt ligebehandling. Derfor er jeg glad for instituttets initiativ om en national handicappolitik, fordi det tvinger kommunerne til i højere grad at finde fælles fodfæste”, siger hun.

Monica Lylloff er da også glad for, at Instituttet i det hele taget tør stille regeringen til ansvar ved at komme med en række anbefalinger.

”Jeg er glad for, at instituttet tør pege fingrene mod regeringen, så der ikke sås tvivl om, hvem fingeren skal peges mod. Der skal laves nogle lovændringer, og det skal være det samme for alle kommuner. Der skal være den samme mulighed for hjælp, så det bliver en lige vurdering for alle.