Miriams halve sejr

Billedet: Miriam foran sit hus og et udsnit af listen, der viser vores dækning af historien.

Historien om Miriam og den forbrydelse, der blev begået mod hende, har vi skrevet om i en række artikler gennem det sidste halve år. I byretten fik gerningsmanden, der i december sidste år forsøgte at bryde ind i Miriams kolonihavehus, 14 dages betinget fængsel for hærværk og ulovlig indtrængning. Ifølge Byretten forsøgte han ikke at voldtage hende.

7. oktober kunne vi skrive, at Anklagemyndigheden i landsretten ville forsøge at få straffen skærpet med anklager om husfredskrænkelse, forsøg på voldtægt,  hærværk og blufærdighedskrænkelse.

I slutningen af november lykkedes det så, som Miriam og hendes familie håbede på, at gerningsmanden fik en hårdere dom, end den han fik i byretten.

Han var striks og det var også tydeligt, at han synes den der gerningsmand var fuld af bullshit

Miriams mors beskrivelse af retsformanden.

Men anklagen om forsøg på voldtægt førte fortsat ikke til noget.

Det ændrer ikke ved den gode oplevelse af mødet med den del af retssystemet, der hedder landsretten. Som Miriams mor Rikke formulerer det vigtigste:

”Det føltes som en halv sejr. For hun fik jo i hvert fald bekræftet, at det, hun oplevede, var rigtigt nok ik.”

Gerningsmanden blev - i modsætning til i byretten - denne gang også dømt for blufærdighedskrænkelse. Og dommen var hård - det er i hvert fald, hvad Rikke fik at vide umiddelbart efter.

”Anklageren sagde til os bagefter, at hun i hvert fald ikke havde oplevet, at man fik mere end max 30 dages fængsel for blufærdighedskrænkelse. I det her tilfælde fik han jo tre måneder ubetinget”

Miriam selv var ikke til stede i retslokalet, da dommen blev fastlagt. Hun havde planlagt at komme og havde også tænkt, at det måske var godt for hendes PTSD-behandling, som hun er i gang med, at være til stede i retten. Men efter sin afgivelse af vidneforklaring om mandagen var hun for smadret og kunne ikke overskue det på dagen for dommen. Derfor er det Miriams mor, der til K-NEWS refererer dommens dag og refleksionerne under og efter.

”Vores fornemmelse var, at de prøvede at skrue max op for, hvad han kan blive dømt for. For han blev stadig ikke dømt for voldtægtsforsøg, men han blev dømt rimelig stramt for blufærdighedskrænkelse, hvilket ikke var tilfældet for den første dom.”

Vi har i vores tidligere artikler om Miriam, efter aftale med hende udeladt hendes efternavn. Af samme årsag skriver vi også kun hendes mors fornavn. Rikke siger flere gange i interviewet med K-NEWS, at hun ikke ved meget om jura og retssystemet. Det er, ligesom det gælder for datteren, Rikkes første møde med retssystemet.

"Vi kan desværre kun dømme dig for det her"

Rikke beskriver retsformanden som en tynd gråhåret herre med enorm autoritet, der undervejs var meget direkte overfor både forsvarer og anklager.

Han kunne med Rikkes ord sådan lidt træt i fremtoningen men skarpt og præcist sige til forsvareren eller anklageren ”nu fik du et kvarter ekstra til at fremlægge, og nu er du gået fem minutter over det kvarter”.

Den autoritet henvendte sig direkte og markant mod den dømte.

”Han havde pegefingeren fremme og pegede mod gerningsmanden og sagde, du har haft en enormt negativ effekt på denne her unge kvindes liv”.

Med i retslokalet havde Rikke sin søster.

”Og vores fornemmelse var, at han næsten sagde, vi kan desværre kun dømme dig for det her. Det var tydeligt, at de havde taget Miriams vidneudsagn alvorligt. De tog hendes forklaring for gode varer.”

Det er noget af det afgørende, positive, familien har taget med fra det afsluttende retslokale i det sagsforløb, der er blevet afviklet på små tolv måneder - målt fra gerningsnatten.

”Og så sagde han, retsformanden, at de var sikre på, at det gerningsmanden havde udsat hende for udenfor hendes hus var blufærdighedskrænkelse, og de føler sig også overbevist om, at den blufærdighedskrænkelse var han fortsat med, var han kommet ind i huset. Så den intention følte de var bevist.”

Og dermed er vi så fremme ved det, der i flere af de tidligere artikler har været beskrevet som sagens kerne. Spørgsmålet om hvor svært, det skal være at bevise et forsøg på voldtægt - at bevise den intention. Så som Rikke siger i forlængelse af ovenstående.

”Men de synes ikke, det kunne være bevist, at han ville voldtage hende, så derfor frafaldt anklagen om voldtægtsforsøg.”

Det betyder også, at familien trods den halve sejr ikke synes, bolden er i mål.

”Vi er ikke tilfredse med dommen. Det er jo stadig det store problem, og det var nærmest som om, at dem, der sidder i det der retssystem, også er frustrerede over, at blufærdighedskrænkelse ligesom skal gabe over utrolig mange ting.”

”Det som enhver, der havde været udsat for det her, ved er, at han ikke er på vej ind for at drikke the eller onanere.”

Og hun fortsætter:

”Men det er åbenbart sindssyg svært at dømme folk for en intention medmindre, de er terrorister. Altså hvis jeg er terrorist og køber noget til den slags handlinger, og jeg ser nogle islamiske videoer, så kan jeg dømmes. Men en mand, der ser porno og opfører sig grænseoverskridende og prøver at bryde ind hos en, der kan man ikke vide, hvad det var han ville. Det er jo underligt ikke.”

De føler sig også overbevist om, at den blufærdighedskrænkelse var han fortsat med, var han kommet ind i huset. Så den intention følte de var bevist

Rikke om det indtryk hun fik af dommere og domsmænd

Processen i retslokalet bekræftede ligeledes den opfattelse hos Rikke.

"Anklageren hun fiskede også lidt efter, om gerningsmanden sagde noget. Det er nærmest sådan, at gerningsmanden skal sige: ’nu kommer jeg og voldtager dig,’ før end man kan sige, det er et voldtægtsforsøg. Det virker jo også mærkeligt, for hvem ville sige det?”

På den måde taler hun om den anden halvdel, den tabte del om man vil.

Den tabte halvdel og blufærdigheden

”Så den sejr fik vi ikke. Og det kan vi stadig være lidt kede af. Og man kan stadig være lidt ked af, at der skal åbenbart utrolig meget til.  For i proceduren fra både forsvareren og anklager fik vi indblik i, hvor mange episoder og overgreb der er mod kvinder, hvor jeg er overasket over, at det åbenbart ikke er et voldtægtsforsøg. Når man river nogen ind i en sidegade og slår dem i hovedet, tænker jeg, jamen hvad ville han ellers.”

Oplevelsen med retssystemet og alle eftervirkningerne i kølvandet på overgrebet rettet mod datteren har selvfølgelig gjort det til et konstant nærværende emne i familien det sidste års tid. Uden juridisk baggrund har de talt meget om det, der forundrer dem.

”Det er også det, der er specielt ved de her sager og der, hvor vi måske stadig hænger fast i nogle gamle opfattelser omkring seksualitet og mænd og kvinder, og hvordan vi opfører os. Hvis man tænker sådan med andre ting, hvis du truer, slår nogen, stjæler deres et eller andet, så er vi jo ikke i tvivl. Vi begynder jo ikke at sige, at det jo også er en ualmindelig flot bil, du har der, så det er da klart at der er nogen der vil stjæle dem. Vi vender det jo ikke rundt i andre sager og begynder at pege fingre ad offeret og stille spørgsmål ved, om det, de har oplevet, er rigtigt eller forkert.”

Opsummeret af lægkvinden Rikke, der som mor til en forurettet ung kvinde i midten af tyverne, pludselig i 2021 var viklet ind i retssystemet, sådan her.

”Det er altså lidt specielt, at retssystemet ser sådan på det.”

Tilbage sidder familien også med uafklarede spørgsmål om 18.000-kroners udgiften til døren, der blev ødelagt af gerningsmandens anstrengelser for at komme ind, og Miriams kamp for at holde ham ude. Og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og sygedage er ligeledes uafklaret eftersom det - ifølge Rikke - bandt sig op på, om han blev dømt for det alvorligste forhold. Og det gjorde han jo ikke. 

De spørgsmål om kroner og øre skal en tur forbi et civilt søgsmål og erstatningsnævnet. Og det er opgaver, om hvilke Rikke siger, at de er i tvivl, om de orker at bruge tid og penge på det.

Og så afrunder hun med det ord, som reelt er fundamentet for den ønskede alvorlige skærpelse af straffen, der ramte gerningsmanden i Østre Landsret.

”Selve ordet blufærdighedskrænkelse er jo også supermærkeligt. Jeg tænker, det er opfundet i en tidsperiode, hvor kvinder og børn var særligt sensitive, altså det er dem, der skal først i bådene, når skibet går ned, de er mere sensitive, og det er samfundets pligt at passe på dem, og deres blufærdighed er nemmere at krænke. Og det er jo ikke det, det handler om. Krænkelser kan jo være så mange forskellige ting, og jeg synes, vi skal til at kalde en spade for en spade og ikke sådan et 1800-tals-ord.”

Hun fik jo i hvert fald bekræftet, at det, hun oplevede, var rigtigt nok

I alt syv artikler, inklusive denne, har vi skrevet med afsæt i Miriams sag. Nogle af dem har vi linket til tidligere i denne tekst. Du kan let finde dem alle ved at skrive 'Miriam' i vores søgefelt øverst på siden.