Som et stykke papir i en bunke af ting, der bare skulle overstås

Klokken er omkring et om natten. Miriam er vågnet, fordi der er noget der pusler udenfor. Hun går ind i sin stue.

Udenfor glasset i den franske terrassedør, ser hun en mand. Hun møder hans blik, og kommer i tanke om, at terrassedøren ikke er låst.

Da Miriam går frem mod døren og vil låse, går manden også frem og tager fat i håndtaget.

Og så begynder kampen. Miriam holder i håndtaget indefra og skriger. Manden prøver at rive døren op udefra, imens han, ifølge Miriam, tager hånden ned til skridtet og røre ved sig selv.

Miriam løber, efter hvad hun føler som uendeligt lang tid ud ad en anden dør i huset og over til sine naboer, der har hørt hendes skrig og er på vej til undsætning.

Politiet bliver tilkaldt. Og her starter Miriams møde med det danske retssystem.

K-NEWS undersøger i en række artikler, hvad der skal til, før man kan blive dømt for forsøg på voldtægt. Her sætter vi fokus på det retssystem, man møder, når man som krænket anmelder en sag.

Politiet ankommer der i decembernatten og afhører Miriam med det samme i hendes kolonihavenabos køkken.

“Jeg tror, de afhørte mig en halv eller hel time efter, det er sket. Så jeg er meget rystet og har svært ved at kommunikere,” siger Miriam, der også fortæller, at hun under afhøringen har et angstanfald.

Hun mener ikke, at politiet oplyser hende om, at hun skal opsøge en læge, så de blå mærker, der er på hendes arme kan blive registreret og brugt som bevismateriale i retssalen. Det er voldsomme blå mærker Miriam har fået på armen, af at stemme mod døren, af at kæmpe for at holde døren lukket og manden ude af huset.

At opsøge læge og få mærkerne registreret af en fagperson er noget, hun selv kommer i tanke om er vigtigt, fordi hun har hørt om andre lignende sager.

“Hvis jeg ikke havde opsøgt en læge på eget initiativ, ville jeg ikke have et officielt notat, og så kunne billederne af de blå mærker ikke bruges, fordi det ikke ville kunne bevises, at de var fra den nat,” siger hun.

Hun synes, at politiet burde have vejledt hende bedre. Og hun husker heller ikke, at de oplyser hende om muligheden for en advokat.

Ingen information

Miriams kolonihavehus er malet azurblåt.

Hendes nabos datter kalder det for Elsa-huset (En reference til Disney-prinsessen Elsa fra Frost).

I hendes køkken er stolene i forskellige, skarpe farver i varme nuancer. Den ene væg er dækket til med billeder.

Selvom farverne og kunsten giver indtryk af glæde og varme, så gik Miriams hjem den decembernat i 2020 fra at være en tryghedsbase til et sted, hvor hun ikke længere føler sig i sikkerhed.

Jeg føler ikke, jeg blev taget seriøst hverken af bistandsadvokaten eller anklageren. Jeg følte ikke, de mødte mig som et menneske, der har været ude for noget.

Hun har fået konstateret PTSD og tager stærk sovemedicin for at kunne sove om natten.

“Hvis jeg skal ud at ordne noget om aftenen i min have tager jeg altid et våben med. Det kan være mine nøgler eller noget i den stil,” siger hun.

Hun har mareridt, når hun skal sove, og ser nogle gange decembernatten udfolde sig igen i sine drømme. Selvom alle siger til hende, at han ikke opsøger hende igen, fordi det ville være dumt, er hun bange for, at han kommer tilbage.

“Han ved jo, hvor jeg bor. Jeg kan ikke få hemmelig adresse,” siger hun.

I en lang periode efter episoden, ved hun slet ikke, hvad der foregår i sin sag.

Fra mareridtsnatten til hun næste gang hører mere om sagen, går der omkring fem måneder.

Hun blev afhørt kort tid efter episoden. Hun ved, at hun var oprevet den nat. Hun husker det som en forfærdelig nat men heldigvis med naboer, der reagerede og hjalp hende - både med at føle sig tryg og med at pågribe gerningsmanden og fastholde ham til politiet kom.

Miriams dør har efter decembernatten en lang revne fra kampen mellem hende og manden, der villle ind.

Men informationen om retssystemet har hun oplevet som mangelfuldt og uforståeligt.

“Jeg har ikke været inde på politistationen for at give vidneudsagn, efter jeg er faldet ned. Jeg tror, at hvis politiet havde interviewet mig grundigt efterfølgende, ville jeg have været mere klar i, hvad der var sket. Hvis man er oprørt, skal man jo ikke give vidneudsagn,” siger Miriam, der selv har kontaktet politiet flere gange mellem decembernatten og maj for at få en idé om, hvad der foregik, og hvornår der skulle være retssag.

“Jeg blev ved med at ringe til dem og fik bare den her fornemmelse af, at jeg var lidt irriterende. At de måske tænkte, at jeg stillede for mange spørgsmål. Det eneste svar jeg fik var, at de arbejder på sagen. De kunne ikke sige noget om, hvad der foregik, eller hvornår der kommer en retssag. Jeg anede ikke, om han i mellemtiden var på fri fod, anholdt eller noget som helst,” tilføjer hun.

For lidt tid efter lang ventetid

I løbet af maj 2021, omkring fem måneder efter episoden, møder Miriam sin bistandsadvokat og har én times møde med hende.

Dette er første gang, hun er i kontakt med systemet udover de to samtaler, hun har haft med politiet på selve natten i december.

Men det møde Miriam har med hendes bistandsadvokat giver ingen tryghed. Hun føler, at hendes sag blot er noget, der hurtigt skal overstås.

“Jeg føler ikke, jeg blev taget seriøst hverken af bistandsadvokaten eller anklageren. Jeg følte ikke, de mødte mig som et menneske, der har været ude for noget. De spurgte ikke, om de kunne gøre noget for at processen blev bedre for mig. Jeg synes, de var kolde allesammen,” siger Miriam og tilføjer:

“Jeg følte, at jeg var et stykke papir i en bunke af ting, som bare skulle overstås. Det hele skulle gå så hurtigt.”

K-NEWS har interviewet Sophia Dankelev, der var Miriams bistandsadvokat på sagen, hun vil ikke udtale sig om Miriams sag konkret, men udtaler sig her generelt om, at være bistandsadvokat på sager omhandlende voldtægt og forsøg herpå.

Sophia Dankelev forklarer blandt andet, at man som bistandsadvokat ikke har meget tid til hver sag.

“Man kan sige, at som udgangspunkt er det landsretspræsidenterne, der har lavet nogle vejledende takster, og der får man ikke meget som bistandsadvokat, medmindre man virkelig kan redegøre for nødvendigheden. Inklusiv den tid man deltager i retten, er det forudsat, at man kan gøre det på 2-4 timer fra sagens start til der afsiges dom, hvor beskikkelsen pr. automatik ophører,” siger hun og tilføjer:

“Og, jamen altså hvis du er en time i retten, så skal du også lige oprette sagen, nå at læse den igennem, så er det altså ikke meget tid, der er efterladt. Så du skal lige vurdere, om der er grundlag for mere, og så må man redegøre det overfor retten. Der skal være gode grunde, idet almindelig forberedelse, herunder fx møder med klienten normalt ikke honoreres ud over den almindelig standard-takst.”

To til fire timer, er det tilstrækkeligt?

“Nej det vil jeg ikke mene, ikke i alle sager.
I nogle er det fuldt tilstrækkeligt, men der er helt bestemt sager, hvor jeg ikke synes, det er tilstrækkeligt. Og det er jo blandt andet sager, hvor forurettede har rigtig mange spørgsmål - og med rette - er rigtig nervøs,” siger Sophia Dankelev, som vi bringer et længere interview med en af de kommende dage.

Den uforståelige hæk i retten

Miriam har inden retssagen i slutningen af maj, bedt om ikke at skulle se manden, der ifølge hende, forsøgte at bryde ind i hendes kolonihavehus for at overfalde hende.

“Jeg ville ikke se ham, jeg ville gerne være klar og ikke super rystet eller bange, når jeg skulle give mit udsagn,” siger Miriam.

Derfor bliver hun også meget overrasket, da hun ser ham på vej ud ad hovedindgangen sammen med to betjente for at ryge en cigaret, idet hun selv er på vej ind i Byretten på Frederiksberg.

“Vi havde aftalt, at jeg skulle komme ind i retssalen, efter han er kommet ud i lytterummet. Men da jeg så kommer sammen med min mor og far, ser jeg ham, og jeg bliver nødt til at gemme mig,” siger hun.

Da Miriam sidder i retssalen og skal vidne, oplever hun igen systemet som uigennemskueligt og som om, hun ikke bliver taget seriøst.

For det første fortæller Miriam at hun oplever, at anklageren viser et gammel Krak-kort over Miriams grund. Et kort, der ifølge Miriam, slet ikke er opdateret, selvom Miriams kolonihavehus ikke ligger det samme sted, som det tidligere hus, der har været på grunden og som er afbilledet på det kort, der vises i retssalen.

“De blev ved med at spørge om min hæk, og jeg fattede ikke, hvad de snakkede om,” siger Miriam, der godt kan se meningen nu, efter at have hørt mandens vidneforklaring, der lyder, at han stod og tissede og derefter faldt gennem hækken og ind i Miriams have, hvorefter han hører et skrig og vil se, hvad der skete.

Men lige der i Frederiksbergs byret, giver spørgsmålet ingen mening for Miriam.

“De blev ved med at spørge om den der hæk, og så blev de ved med at vise et kort på Krak, der slet ikke var opdateret. Hvis lige præcis den del var så vigtig for sagen, hvorfor var de så ikke ude at tage nye billeder,” siger Miriam. der næsten blev irriteret på sin anklager, fordi hun ikke forstod, hvad anklageren ville med spørgsmålene.

“Hvis jeg havde vidst, hvorfor de spørgsmål blev stillet, kunne jeg have forklaret hende, at kortet var forkert. Og jeg kunne have tegnet et rigtigt,” siger hun.

Ukonkret bistand

Advokat Sophie Dankelev siger generelt om sager, at forurettede ikke har ret til at kende hele sagen. Forurettede må kun kende sin egen forklaring.

“Og det er jo fordi forurettede har status som vidne, og man må ikke risikere, at de bliver påvirkede af, hvad der ellers er i sagen,” siger hun.

Hun forklarer også, at forurettede skal komme ind og egentligt bare skal fortælle, hvad de har oplevet.

“Hvis der bliver stillet nogle spørgsmål, hvor de tænker, at det var da mærkeligt, så er det fordi der er et bevistema omkring det. Og i en voldtægtssag kan der være alle mulige temaer, som anklagemyndighed synes, er vigtige i forhold til at vurdere en hensigt eller i forhold til at vurdere de faktiske omstændigheder,” siger hun.

Og du må ikke forberede dem på det bevistema?

“Jeg må gerne forberede min klient på de overordnede bevistemaer. Jeg må også gerne fortælle, hvad de normale betingelser er for at den tiltalte kan dømmes for et forhold. Jeg må bare ikke fortælle, hvad der mere er i sagen end deres egen forklaring. Så jeg kan godt forberede dem på, at det kan være du bliver stillet nogle spørgsmål, du ikke forudser, nogle spørgsmål du kan finde underlige, men jeg ved heller ikke, hvilke præcise spørgsmål anklagerne vil stille. Så konkret må eller kan jeg ikke være. “

Jeg ville ikke se ham, jeg ville gerne være klar og ikke super rystet eller bange, når jeg skulle give mit udsagn. Da jeg så kommer [...] ser jeg ham, og jeg bliver nødt til at gemme mig.

Miriam om en af sine oplevelser i retssystemet hun som forurettet uforvarrent er blevet en del af. 

Sophia Dankelev har selv gjort sig tanker om bistandssystemet og den oplevelse forurettede og familier hertil kan stå tilbage med efter et retsforløb.

“Bistandsadvokatens beskikkelse varer kun til der er afsagt dom. Og så står forurettede der og er overladt til sig selv. Man kan lige vejlede dem om, at de kan udfylde en blanket og søge elektronisk om offererstatning. Men hvis de skal bruge hjælp til det, så skal de selv betale,” siger hun.

Sagen ankes

Den tiltalte i sagen har i byretten forklaret, at han ville tisse ved en hæk i kolonihaveforeningen, hvor han netop havde forladt et hus længere henne af vejen, og at han reagerede på nogle skrig, han hørte, og derfor løb hen til Miriams hus inde i hendes have.

Miriam står efter mødet med retssystemet tilbage med en følelse af ikke helt at forstå, og en oplevelse af et system, der ikke er for ‘almindelige’ mennesker, der ikke har erfaring med retssystemet.

Efter 13 dage uden lyd fra anklageren, bliver hun meddelt at sagen er anket.

Advokaten og Københavns Politi

K-NEWS har inden publiceringen af denne artikel tirsdag den 5.oktober kontaktet Københavns Politi for et interview. Deres svar - hvor de forholder sig til Miriams pointer - kan du læse i artiklen fra 7.oktober. De bekræfter med deres svar, både at Miriam har god grund til at føle sig dårligt holdt i hånden i retssystemet, og at de i ankesagen ved landsretten går efter at få gerningsmanden dømt for forsøg på voldtægt. Det kan læses her i artiklen

'Anklageren vil have ham dømt for forsøg på voldtægt'.

En anden relevant artikel i serien er ligeledes fra 7. oktober, hvor vi bringer et længere interview med Miriams bistandsadvokat, Sophia Dankelev, hvor vi spørger ind til det system - set fra advokatens side - den forurettede møder. I den artikel fortæller Sophia Dankelev, at der bestemt er sager hvor de to til fire timer, en bistandsadvokat som udgangspunkt har til rådighed med sin klient, ikke er nok. Herunder er link til artiklen:

'Det er helt bestemt sager, hvor jeg ikke synes, det er tilstrækkeligt'.

Derudover er flere andre artikler til serien i støbeskeen.

De blev ved med at spørge om min hæk, og jeg fattede ikke, hvad de snakkede om