/Metoo.jpg)
Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
#Metoos anden bølge må med tiden afløses af en tredje bølge, der ikke kun vil sætte sit brændemærke på bølgens faldne mænd og reducere dem, der før var notabiliteter og magtens mænd til rene nobodies og untouchables. Den nye bølge må gentænke sit forhold til straf, så #metoo ikke bare bliver hævnens time, men også giver mulighed for moralsk læring og forsoning.
Mange af de mænd, der er blevet beskyldt for seksuelt magtmisbrug, påstår sig dømt af en folkedomstol uden uskyldsformodning og andre af de fundamentale retssikkerhedsgarantier, vi forbinder med en judiciel proces. Det er ikke en klage uden grundlag, og sagen med den svenske teaterdirektør Benny Fredriksson, der begik selvmord efter at have være udsat for en tilsyneladende grundløs pressehetz, viser, at der tilsyneladende godt kan gå røg af en brand, uden at der er ild i den.
Samtidigt er det vigtigt at huske på, at #metoo bl.a. er opstået, da retten generelt – men vel først og fremmest strafferetten – har været dårlig til at gribe problemer med seksuelle krænkelser. Det skyldes en række forhold, herunder at sagerne er svære at bevise, at det der er seksuelt upassende ikke nødvendigvis er ulovligt/strafbart, samt at selv en vunden retsproces kan have store personlige omkostninger.
Offentlig udskamning har derimod vist sig at være et effektivt alternativ til et impotent straffesystem, hvis formålet er at lade seksuelle krænkere mærke, at deres handlinger har konsekvenser, samt at facilitere en offentlig debat om seksualmoral. Der hvor straffeformen halter, er ved dens manglende proportioner og idé om endemål.
Der er ikke fastsat en afslutning på udskamningsperioden
Hvis vi anskuer straf som en ideel moralsk læringsproces, kan vi sige, at den bør indeholde et element af eksklusion fra fællesskabet, hvormed samfundet kommunikerer sin moralske fordømmelse af ugerningen til både gerningsmand og resten af samfundet.
Fokus har indtil videre ret ensidigt været på at udmønte, hvorfor seksuelt magtmisbrug er særdeles upassende, mens forklaringen af krænkernes adfærd ofte er reduceret til magtens altid arrogante liderlighed. Her ville det være befriende at høre flere personlige beretninger fra krænkere om, hvordan historien tager sig ud fra deres perspektiv.
Eksklusionen skulle gerne lede til, at gerningsmanden indser, at straffen er et passende svar på ugerningen og angrer forholdet. Oprigtig anger kræver imidlertid tid til at modnes og slå rødder, men når dette er sket, har processen en afslutning i form af forsoning og reintegration i samfundet.
Der kan synes langt fra moralsk ideal til institutionaliseret realitet. Fængsler fungerer ikke altid som samfundets moralske hospitaler, men i forhold til #metoos offentlige udskamning, der først slutter når og hvis, der ikke er mere damp på krænkelsens kedel, har statens straf i det mindste en klar idé om straffens afslutning.
Ønskes: Flere personlige beretninger fra krænkerne
Spørgsmålet er, hvordan #metoos tredje bølge også kan pege vejen frem mod en forsoning, der kan give både ofre, gerningsmænd og hele samfundet en form for afslutning? Flere direkte (og offentlige) konfrontationer mellem de umiddelbart berørte parter kunne måske bane vejen for en fælles forståelse, men mange ofre har ikke et sådant ønske.
Mere realistisk er det derimod, hvis vi mere åbent og nysgerrigt undersøger, hvordan ellers pæne mænd ender som seksuelle krænkere. Fokus har indtil videre ret ensidigt været på at udmønte, hvorfor seksuelt magtmisbrug er særdeles upassende, mens forklaringen af krænkernes adfærd ofte er reduceret til magtens altid arrogante liderlighed. Her ville det være befriende at høre flere personlige beretninger fra krænkere om, hvordan historien tager sig ud fra deres perspektiv.
Sådanne beretninger skal selvfølgelig være ærlige og åbenhjertige, hvis de skal berede vejen for forståelse og forsoning. I dag ender vi ofte med halvkvædede undskyldninger, da man tilsyneladende tror sig del af en domstolsproces, hvor det gælder om at indrømme mindst muligt personligt ansvar. Advokatundersøgelser kan i den forbindelse være nødvendige for at etablere et juridisk mere sikkert handlingsgrundlag for eventuelle fyringer, men de giver også sagerne et retligt tyngdepunkt, der flytter fokus til, hvad der bevises i retten og støttes ret på.
Det er måske et nødvendigt element i anden bølge, men lad os håbe på en eftertænksomhedens tredje bølge, der gør os klogere på, hvordan vi kommer videre.
Blogindlægget er oprindelig bragt på holderdetibyretten.dk