Forklædt som bunker af dokumenter rammer alle samfundets problemer Jens Peter Christensens skrivebord. Vi møder manden bag kappen i Højesteret, der oplever sager, der rører ham, og at magthaveres nogen gange uheldige sager sjældent er så blodige tæt på, som de pensler medierne maler med.
Han sidder i jobbet som højesteretsdommer. En stilling man ikke kan fyres fra, og som de fleste ser som noget af det fineste, man kan opnå. Hvis man skal være højesteretsdommer, vil man ofte blive og opfordret til at søge. Men for Jens Peter var det ikke en selvfølge, at han skulle søge jobbet.
“Den helt sande historie, jeg ikke kan fortælle, er, at jeg er blevet opfordret tre gange, men jeg kan ikke sige det, for så vil folk opfatte mig som en storsnudet nar. To gange takkede jeg nej og tredje gang ja. Men du kan desværre ikke skrive den historie, for så vil folk læse den, som nu fører han sig frem.”