Da undertegnede journalist fik sit første betalende job på et medie på en reportageserie til en af de store tv-kanaler, fortalte min redaktør mig, at succeskriteriet for, at programmet blev en succes, var, hvis vi fik en indbragt en sag for Pressenævnet. Som han sagde: ”Vi er journalister, og derfor kan vi tillade os hvad som helst”.
Eksemplet lyder måske absurd. Men det er ikke desto mindre virkeligheden for mange unge journalister og journalistpraktikanter, hvis man spørger hovedpersonen i nuværende artikel, Vibeke Borberg. For det taler ind i en virkelighed, hvor medierne skal gøre sig fortjent til opmærksomheden på de digitale og sociale medier på lige fod med andet indhold. Og det betyder, at mange medier vælger nyheder ud fra, hvad der kan få opmærksomhed online frem for, hvad der reelt er i offentlighedens interesse og i tråd med mediernes rolle som nyhedsproducenter.
”Medierne gør alt, hvad de kan for at få opmærksomhed for at opretholde deres forretning i konkurrencen med sociale medier og gratis online-medier. Og det skader jo deres grundlæggende opgave som public watchdog. Det er bl.a. det, Vincent Hendricks skriver om i vores bog. Mikkel Flyverbom fra CBS peger også på, at journalister udvælger nyheder ud fra, om de kan få opmærksomhed på sociale medier og ikke ud fra, om de gængse nyhedskriterier er opfyldt. Hvad er det for en bevægelse, der er i gang, når vi bevæger os væk fra det journalistiske udgangspunkt?”
Sådan siger medieretsadvokat Vibeke Borberg, der er medredaktør og artikelforfatter på en ny antologi, der netop er blevet udgivet hos Djøfs Forlag. Antologien ”Når medierne sætter dagsordenen”, som har bidrag fra en lang række eksperter og praktikere, kigger nærmere på, hvilken rolle medierne spiller i et moderne demokrati, hvor et fragmenteret mediebillede udfordrer mediernes oprindelige position som public watchdog.
Forældet system
Vibeke Borberg peger på, at vi i dag står i et fragmenteret medielandskab, hvor et medie ikke længere kun kan defineres som avis, radio og tv, og hvor lovgivningen ikke er fulgt med udviklingen. For mens de traditionelle medier automatisk er underlagt Pressenævnet og de presseetiske regler, så skal de digitale medier selv tilmelde sig Pressenævnet – hvis de altså vil. For dem er det frivilligt, om de vil høre ind under medieansvarsloven og de presseetiske regler.
”Der er jo mange medier, der ikke ønsker at være underlagt denne lov eller ikke kender systemet, hvorfor de ikke tilmelder sig. Så vi får forskellige beskyttelsesniveauer, som efter min mening er problematisk og forældet. De seneste tre år har den her årlige undersøgelse, som Slots - og Kulturstyrelsen laver om danskernes medieforbrug vist, at de digitale medier har overhalet tv-mediet som borgernes foretrukne nyhedsmedie. Men det digitale er ikke altid underlagt den her regulering, og det betyder, at der er et lovgivningsmæssigt efterslæb, når danskernes foretrukne nyhedsmedier ikke nødvendigvis er omfattet af medielovgivningen”, siger hun til K-News.
Medierne mener, at de kan tilsidesætte lov og ret, hvis de synes, at domstolene tager fejl.
Hun peger bl.a. på, at den nuværende medieansvarslov fra 1992, hvor der ikke fandtes digitale medier, ikke er blevet ændret synderligt siden da. Og dermed halter lovgivningen efter den digitale udvikling på mediemarkedet, mener hun.
”Man kan jo frit vælge, hvor man vil være som borger – du kan jo blot vælge at købe et avisabonnement eller se TV-Avisen. Men det skaber forskellige betingelser for medierne, da de medier, der vælger ikke at tilmelde sig, ikke er underlagt samme presseetiske begrænsninger som de traditionelle medier. Og så betyder det, at vi har en langt mindre samlet samfundsbevidsthed om, hvad der sker, fordi vi som borgere ikke alle ser og følger de samme nyhedsflow. Det skaber en fragmenteret offentlighed. Man skal huske på, at sociale medier er en gevinst for ytringsfriheden, fordi de giver mulighed for, at alle, der ønsker det, kan komme til orde. Men der følger også en masse bivirkninger med med fake news, hård debattone, krænkelser osv., da der ikke er et gatekeeper-led som i den traditionelle nyhedsformidling.
Men det er jo ikke sådan, at alle digitale medier er dårlige – tværtimod er der mange digitale medier, der bidrager med information af væsentlig offentlig interesse og spiller en fantastisk rolle som public watchdog ved at afdække problemstillinger af samfundsmæssig betydning”, siger hun og uddyber:
”Man skal jo spørge sig selv: Hvis du ikke betaler for dine nyheder, hvad er det så nyhedsformidleren lever af?”
Hun henviser til, at Danmark med Pressenævnet har et organ, hvor det er billigt og nemt at klage over de tilmeldte mediers behandling af diverse sager. Men Pressenævnets reelle kompetencer bør måske genbesøges.
”Vi har jo Pressenævnet, der har en højesteretsdommer som formand og en bredt repræsenteret sammensætning. Så man har gjort meget for, at det skal være et tungt organ. Der er nogle, der hævder, at medierne tager det meget alvorligt, hvis de får en kendelse herfra. Men der er flere eksempler på, at medierne ikke gør særlig meget ved det. F.eks. sagen mod i Ekstra Bladet om dækningen af de danske gidsler i Somalia, Søren og Eddy. Her krævede Pressenævnet, at Ekstra Bladet trykte Pressenævnets kritik på forsiden. Og her vendte chefredaktør Poul Madsen blot avisen om, så kritikken stod på bagsiden.
Der er undersøgelser, hvor man har spurgt journalister om, hvor godt de kender de presseetiske regler. Det var bemærkelsesværdigt få, der kendte dem, og det får stort set ingen ansættelsesmæssige konsekvenser, hvis du overtræder reglerne og får kritik i Pressenævnet.
På den ene side er det jo godt, at man kan klage nemt og billigt til Pressenævnet. Men på den anden side må man spørge, om nævnets mandat er stærkt og godt nok. Og derfor mangler vi klart en debat om, hvorvidt vores presseretlige system fungerer efter hensigten. Man kan f.eks. spørge, om der burde stilles særlige presseetiske krav til journalistik, som har et dagsordensættende formål eller potentiale, fordi det derfor er vigtigt, at de konsekvenser, som journalistikken får, er baseret på en faktuel korrekt og fyldestgørende formidling af det problem, som belyses.”
Magtkamp mellem medierne og domstole
Ifølge Vibeke Borberg finder der lige nu en magtkamp sted mellem medierne på den ene side og domstolene på den anden. En magtkamp, der kan udfordrer respekten for domstolene som dømmende magt og dermed et af retsstatens grundprincipper.
”Der har været lidt et tilløb til den magtkamp i nogle år, men den er for alvor brudt ud i lys lue nu. Et godt eksempel er Politikens optryk af PET-bogen ”Syv år for PET”, på trods af at domstolene havde nedlagt foreløbigt forbud mod, at den blev udgivet. Hvis man skal forklare, hvad Politiken gjorde her, så sagde de jo, at de var ligeglade med det forbud fra domstolene, fordi de mente, at bogen havde offentlighedens interesse, og at de bedre kunne varetage hensynet til offentlighedens interesse end domstolene. Problematikken illustrerer jo, at medierne mener, at de kan tilsidesætte lov og ret, hvis de synes, at domstolene tager fejl. Og det udfordrer retsstaten, som bygger på, at domstolenes afgørelser og dømmende magt skal respekteres af alle. Men medierne mener tilsyneladende, at de selv kan vælge, om de vil respektere retsafgørelser, der går dem imod. Når informationen er ude, så er det jo ude, så er det for sent. Medierne udnytter hermed en magtposition, som gør, at domstolenes afgørelser om foreløbige forbud er uden effekt. Jeg synes, det er et relevant spørgsmål at overveje, hvorfor medierne træffer disse valg og om, tilbage til hvad vi startede med, det har noget at gøre med, at de er pressede af det fragmenterede mediebillede.”
Hun mener, at det taler ind i en større national og international kontekst, hvor diskussionen om, hvem der har ret til hvad, fylder mere og mere.
”Det taler ind i en trend, vi har – vi ser både nationalt og internationalt, at der bliver sat spørgsmålstegn ved retsstatsprincipper, som vi troede var mejslet i sten, og hvor politikere, medier og andre aktører ser ud til at handle i direkte modstrid med gældende regler, blot fordi de ikke er enige i de begrænsninger, de er underlagt.”