11/01/2021 -

Medie: Trumps advokater har været med til at opildne til vold mod Capitol


Ved at sprede misinformation i forhold til den påståede valgsvindel og fortællinger om efterfølgende at være blevet modarbejdet ved domstolene har flere advokater fra Trumps kampagne været med til at opildne til den stemning, der onsdag resulterede i den voldsomme stormning af Kongressen, skriver Advokatbladet.no.

Tekst: Amalie Guldborg Olesen Foto: Shutterstock


”Let's have trial by combat!”

Sådan lød ordene fra advokat Rudy Giuliania, da han adresserede folkemængden foran Det Hvide Hus, et par timer før kaos brød ud i den amerikanske hovedstad.

Dette citat er bare en af grundene til, at der nu er flere advokater tilknyttet Trump-kampagnen, som anklages for at have bidraget til, at Capitol Hill i onsdags blev stormet. Det skriver mediet Advokatbladet.no samt Law.com.

Rudy Giulianias tale til folkemængden, der opildner til at den eneste løsning er en retssag gennem kamp, var med til at opildne til vold, siger Barry Berke, der er partner i advokatfirmaet Kramer Levin, til Law.com. Han påpeger yderligere, at flere af Trump-administrationens advokater har givet udtalelser, som er decideret falske, og som kun har bidraget med en mistillid til valgsystemet.

”Optøjerne var en naturlig forlængelse af noget af den opførsel, som vi har set fra enkelte af Trumps advokater,” siger han til mediet.

 

Advokatforeningen i Norge: Advokaternes handlinger har været skadelige

Også formanden for Advokatforeningen i Norge, Jon Wessel-Aas mener, at flere af Trumps advokaters handlinger har været skadelige. Ikke nok med, at de har hævdet, at der er foregået valgsvindel – hvilket gang på gang er blevet slået til jorden ved domstolene grundet manglende beviser, så har de også hævdet, at også domstolene modarbejder dem, hvilket har skabt et alt andet end sandfærdigt billede af situationen. Han påpeger yderligere, at havde norske advokater opført sig på lignende vis, ville det have ført til reaktioner både fra disciplinærsystemet og domstolene selv.

”Ud fra norske standarder for advokatetik og for optræden som advokat, både overfor retten og i offentligheden, ville de aktuelle advokater efter min opfattelse groft have overtrådt flere af RGA’s bestemmelser og ligeledes have pådraget sig rettergangsbøder,” siger han.

Lige nu er der dog også i USA igangsat processer, der forsøger at sanktionere enkelte advokater, blandt andet ved at frakende dem retten til møderet ved domstolene i enkelte delstater, fortæller Jon Wessel-Aas:

”Det er godt, fordi det er svært skadeligt, både for retsstaten og for advokatstandens anseelse, når advokater på den måde aktivt misbruger retssystemet og aktivt bidrager til at forlede offentligheden med hensyn til et demokratisk valg,” skriver Advokatbladet.no.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak