Det er et emne, der dukker op igen og igen - offentlighedens og ikke mindst den politiske påvirkning af igangværende straffesager. Men det er også et emne, der nægter at dø hen.
På dette års menneskerettighedskonference i Aalborg kom emnet om offentlighedens påvirkning af straffesager op til overfladen, da forsvarsadvokat Mette Grith Stage i et interview med K-NEWS’ chefredaktør Rasmus Lehmann Hylleberg var på scenen og gav sine tanker om menneskerettigheder i en forsvarers perspektiv.
Ifølge Mette Grith Stage er det nemlig også et menneskeretligt anliggende, når offentligheden, medierne og politikerne blander sig i verserende sager. I Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 står der tydeligt, at alle har ret til en fri og fair rettergang. Og den rettighed udfordres, når for eksempel politikere går ind og kritiserer advokater for at repræsentere nogle typer klienter. Samtidig går det ud over de sigtede og tiltalte, når der fælles dom over deres påståede gerninger uden om domstolene, siger hun.
Politikere bør jo afholde sig fra at kommentere på sagerne, indtil de endeligt er afgjorte
”Det er da klart, at man som sigtet bliver bekymret, hvis man kan læse, at der allerede er en politiker, der har været ude at tilkendegive et eller andet i forhold til en terrorsag, eller hvis man er bandemedlem i Odense, og man kan se i alle medier, at borgmesteren i den by (…) virkelig synes, at ens advokat er helt forfærdelig. Selvfølgelig kan man da blive bange for, at det er noget, der kan påvirke sagen,” siger hun og uddyber:
”Jeg synes, at det på en eller anden måde er en mangel på respekt og forståelse for den måde, som vores system skal fungere på. Politikere bør jo afholde sig fra at kommentere på sagerne, indtil de endeligt er afgjorte.”
Du kan høre Mette Grith Stage uddybe sit eget forhold til menneskerettighederne, ligesom du også kan høre hende udfolde sine egne overvejelser om det at repræsentere de typer klienter, som andre advokater ikke har lyst til at repræsentere.
Det, og meget mere, er i den nyeste episode af Magtens Tredeling, som du kan finde i playeren herover eller i din foretrukne podcast-app. Det er episode 209.